Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9134Visninger
AA

11. I was born ready

 

"Harry? Må jeg fortælle dig noget, jeg aldrig har fortalt nogen før?" spurgte jeg.

"Selvfølgelig," svarede han opmærksomt.

 

"Jeg ved godt, det her er et underligt spørgsmål, men må jeg godt fortælle dig om, hvordan jeg har fået hvert eneste sår, blå mærke, bule, du ved, alt det?" jeg bed mig i læben, jeg vidste selvfølgelig, hvad han ville svare, men jeg var nødt til at prøve.

"Det var et specielt spørgsmål," sagde Harry, han så allerede ud til at være skidt tilpas.

"Jeg ved det godt, det er bare det, at jeg har brug for at få det ud. Jeg vil af med min fortid, og alle de sår og blå mærker er bare en påmindelse om det liv, jeg ikke vil have".

Harry sad lidt og så bare ud på det grå vejr, han nikkede let. "Okay".

Min stemme rystede en smule, da jeg strøg mit hår op bag øret. "Det her fik jeg en dag, jeg havde købt for meget frokost på skolen, Hank skubbede mig, så jeg faldt ned og slog hovedet ned i kanten af et glasbord, jeg var bevidstløs i to timer," Harry sad og studerede mit næsten helede sår oppe over øret, "den her hærgede finger fik jeg en dag, da jeg igen havde været ude at købe noget mad i byen. Hank havde taget en hammer og slået min finger med den," jeg lod Harry tage min hånd op i sin.

"Jamen, knoglen er jo fuldstændig underlig," sagde han forfærdet.

"Den er vokset forkert sammen," sagde jeg og trak op i mit ærme, det prikkede bag mine øjenlåg, og jeg vidste, at jeg på et tidspunkt begyndte at græde, men jeg var nødt til at fortsætte, "det store blå mærke her på håndledet, der hvor du holdt om i går, fik jeg, da Hank  gjorde det samme. Jeg havde ikke lavet hans mad, som han kunne lide det, så han tog rigtig godt fast, så det endte med, at jeg fik et blåt mærke...".

"Hvad er det her?" spurgte Harry og trak op i mit andet ærme, hvor et ar strakte sig.

Nogle tårer trillede ned af min kind, men jeg kunne ikke stoppe nu. "Det er fra en hobbykniv, Hank havde den fremme og syntes lige, det kunne være sjovt at skære mig med den," min stemme rystede så meget, at jeg var overrasket over, at Harry stadig forstod det.

Jeg trak op i det første ærme igen, pegede brandsåret og sagde: "Hank hældte kogende vand ud over min arm, fordi der var noget tilbage fra hans kaffe," blev jeg ved med tårer trillende ned af ansigtet.

 

***

 

Jeg var lige blevet færdig med hele historien om hvert af mine sår osv. Mine øjne var hævede, og jeg gispede efter vejret, jeg hulkede meget og tårerne lå stadig i mine øjne. Jeg så hen på Harry, han pustede rystende ud, hans øjne var blanke, og han blev ved med at køre hånden gennem håret i en utilpas bevægelse.

"Er du okay, Harry?" spurgte jeg ham med grødet stemme.

"Kig på dig selv, du har røde, hævede øjne, du græder, og du har lige fortalt en forfærdelig historie om hver af dine sår, blå mærker, buler og alt det der. Hvis der var nogen, der skulle spørge om det spørgsmål, så var det mig," sagde han.

"Jamen, min smerte er ikke lige så vigtigt som alle andres," svarede jeg.

Harry så virkelig chokkeret ud. "Nej, nej! Det er så forkert, din smerte er ligeså stor som alle andres. Og lige nu er din smerte større end de fleste andres".

Jeg sukkede højlydt, vidste jeg noget?

"Jeg ved det godt, jeg er ødelagt," sukkede jeg og bed mig i læben.

"Det var altså ikke ment på den måde, da jeg sagde det".

"Det ved jeg. Nu vil jeg gerne være lidt alene," mumlede jeg, og Harry gik ud. Jeg gik over til min taske og trak igen billedet op, jeg fik en klump i halsen af at se på billedet. Jeg så på mit store smil på billedet, hvor var den Kate mon nu?

 

Harry´s synsvinkel:

 

Jeg stod et øjeblik ude på gangen foran døren til mit værelse. Jeg var meget rystet, Kate´s historie havde virkelig ramt mig. Jeg forstod stadig ikke, hvordan nogen kunne slå hende, men det var ikke vigtigt længere, jeg var nødt til at få hende til at stole på mig, og jeg havde på fornemmelsen, at jeg var godt på vej.

Jeg tog endelig fat i dørhåndtaget. Jeg satte kursen direkte mod minbærbar og ringede omgående op til Zayn, Louis, Niall og Liam. Lidt efter svarede de alle sammen.

"Nå, hvordan går det med hende?" var Louis den første til at spørge om.

"Joooh," jeg trak jo'et ud, " hun har lige fortalt mig historien, om hvordan hun har fået hver eneste af hendes sår, blå mærker, ar, buler osv. hun har en forfærdelig fortid".

"Var det så slemt?" spurgte Zayn.

"Hendes papfar ødelagde hendes finger ved at slå på den med en hammer," fortalte jeg og kørte hånden gennem håret.

Drengene så forfærdet på mig, jeg havde sikkert set ligesådan ud, da Kate fortalte mig det.

"Men I må ikke sige det til nogen. Okay?" jeg så meget opmærksomt på drengene, der nikkede som svar.

Jeg afsluttede samtalen og så på uret, der hang på væggen. Drengene skulle komme klokken 3, og klokken var fem minutter i 2. Jeg ringede hurtigt til en frisør, der kunne komme herud, hun kunne selvfølgelig kun komme klokken 3, men det måtte jeg jo leve med.

Jeg gik ned i stuen, min mor sad med en computer i skødet. Hun så op på mig, da jeg satte mig ved siden af hende. Hun smilede det der mor-smil, der betød, noget med at jeg kunne lide Kate.

"Hvordan gik det så?" hun smilede bedrevidende til mig.

"Mor, lad vær," sukkede jeg. Jeg satte mig, rakte ud efter fjernbetjeningen og tændte for fjernsynet.

"Lad vær med hvad?" spurgte hun uskyldigt og satte computeren fra sig.

"Nu for at tale om noget andet, så tænkte jeg på, om hun skulle prøve at komme udenfor en dør i morgen. Jeg tror hun er klar til det".

"Er du sikker?" jeg fik en knude i maven af at tænke på Kate helt alene ude i byen.

"Harry, jeg ved godt, du meget gerne vil beskytte hende, men hun kan ikke være her for evigt," min mor sendte mig et halvt medfølende halvt bebrejdende blik.

Jeg sukkede og rejste mig op. Jeg gik langsomt op ad trappen mod Kate´s værelse. Jeg bankede på døren.

"Kom ind," lød hendes blide stemme.

Jeg trak i dørhåndtaget og åbnede døren. Jeg smilede ved synet af hende, hun sad som sædvandelig i vindueskarmen med blikket ud. Hun vendte et smilende, men lidt træt, ansigt mod mig. Jeg satte mig også på min sædvandelige plads overfor hende i vindueskarmen.

"Min mor spørger, om du vil ud i byen i morgen, lidt ud af huset," sagde jeg. Kate stivnede ved ordene 'ud i byen', hun var vel bange for, at Hank ville komme efter hende, og jeg forstod hende fuldt ud.

"Du behøver ikke tage afsted alene, jeg kan tage med. Jeg vil ikke lade ham komme i nærheden af dig," tilføjede jeg med blikket rettet stift på hende.

"Tak," hun smilede sit søde smil igen. Ja, jeg sagde det! Jeg indrømmer det, og jeg mener det!

Vi sad lidt i tavshed, ikke en pinlig tavshed, nej, det var på en eller anden måde en god tavshed.

"Harry? Kan jeg stole på dig?" spurgte hun pludselig og så mig lige i øjnene.

Jeg skulle lige til at svare, da jeg så ind i hendes øjne. Smukke isblå øjne.

"Du har blå øjne, det har jeg aldrig lagt mærke til før," fløj det ud af mig, "og ja".

"Ja hvad?".

"Du kan stole på mig," svarede jeg med et smil.

"Første gang siden jeg var 7, det bliver en udfordring," sagde hun og så ud i luften med et trist blik.

Det ringede på døren nedenunder, jeg rejste mig op ved lyden.

"Er du klar til at møde resten af One Direction?" jeg rakte min hånd til hende.

Hun tøvede. "Jeg blev født klar," sagde hun så og tog min hånd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...