Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9621Visninger
AA

17. I want to make peace

Hvad?!".

 

"Nu har jeg svaret på dit spørgsmål. Er du så sød at slippe mig?" spurgte jeg og så ned på min fars hånd, der havde et godt greb om min arm.

"Hvad mener du med, at mor er død?!" nærmest råbte han.

Jeg så mig om, folk stirrede virkelig meget.

Min fars hånd rykkede sig lidt i mit håndled, sikkert for at få min opmærksomhed, desværre ramte han mit blå mærke, Harry også havde haft fat i. Jeg skar tænder af smerte.

"Hvad jeg mener? Hun er død, og det har hun været i fem år. Nu skal du høre: Du fjender din hånd og lader mig gå, eller også går vi et andet sted hen og tager den her samtale, for folk er begyndt at stirre," mumlede jeg vredt, idet jeg endnu en gang prøvede at rive hånden til mig, det var selvfølgelig ikke til noget nytte.

Det så stadig ikke ud til, at han havde forstået min mors død. Han stod i hvert fald med et meget tomt udtryk i ansigtet og åben mund. Det lignede næsten, at han var frosset til is, for han rørte sig ikke så meget som en millimeter. Smerten skar gennem mit håndled, da jeg igen prøvede at rive hånden til mig. En smerte begyndte at snige sig ind i mit hoved, og jeg tog mig til hovedet.

"Slip min arm!" beordrede jeg hårdt.

Det så endelig ud, som om det var feset ind, og han slap sit tag i mit håndled. Jeg gned mig irriteret om det.

"Kom," sagde min far og førte mig over til en cafe.

Vi satte os ned ved et lille, rundt bord. En tjener kom over til os. "Hvad kunne I tænke jer?" spurgte hun smilende.

"En cappuccino, tak," min far smilede venligt til tjeneren.

"Bare et glas vand," sagde jeg.

Tjeneren nikkede og gik sin vej. Min fars smil forsvandt øjeblikkeligt og blev afløst af et alvorligt ansigtsudtryk.

"Fortæl mig det hele," sagde han så.

"Jo, da du havde forladt os til fordel for din lille veninde, der var 19 år," jeg løftede afværgende hånden, da han skulle til at protestere, "du skal ikke afbryde. Hvor kom jeg fra? Øh... Du havde forladt os, ja, der havde vi jo næsten ikke nogen penge, takket være dig, så vi fik en lille etværelseslejlighed. Men den havde vi ikke penge nok til at beholde, så min mor mødte Hank. Hank havde penge, så min mor var nødt til at gifte sig med ham. Min mor var Hanks tjener i to år, men så kunne hun heller ikke holde til mere, og hun døde af et hjertestop. Ved du, hvad det betød? Det betød, at jeg var alene med Hank. Han gav mig det her," sagde jeg og løftede min højre arm op, så han kunne se det lange brandsår, "han gjorde mig fortræd! Og det er din skyld! I fem år slog han mig, i fem år gjorde han skade på mig! Og du aldrig så meget som tænkte på os. Før spurgte du, hvad der var sket med mig, mit liv er det, der er sket med mig," afsluttede jeg.

Nu var jeg ikke bange for at fortælle om mit liv, han skulle vide, hvad han havde gjort.

Tjeneren kom gående over til os med en bakke i hænderne. Hun satte et glas vand foran mig og en cappuccino foran min far. Min far smilede endnu en gang venligt til tjeneren, der hurtigt satte kursen mod et andet bord.

"Jeg er ked af, at jeg forlod jer, men jeg elsker Carrie. Jeg ønskede aldrig, at der ville ske jer noget, og jeg havde aldrig regnet med, at I ville ende hos en mand, der ville gøre jer fortræd. Jeg elskede jer stadigvæk, det vil jeg altid gøre," sagde han.

"Jeg har heller aldrig sagt, at du ikke måtte elske hende din kæreste, eller hvad hun nu er, men at du faktisk glemte os, det er det, jeg er mest vred over. Ingen af os havde regnet med, at vi ville komme til at bo hos Hank. Men der var heller ingen af os, der havde regnet med, at du ville skifte mor ud med en nyere og yngre version," svarede jeg.

Min far sukkede og så ned i bordet, jeg havde tydeligvis ramt ham, hvor det gjorde ondt. Burde jeg så ikke være glad? Hvorfor havde jeg så dårlig samvittighed. Jeg rystede på hovedet, hvilket bare sendte endnu en bølge af smerte gennem hovedet.

"Jeg vil gerne slutte fred," han så op og prøvede at få øjenkontakt med mig.

Jeg rejste mig hurtigt op. "Jeg er nødt til at tænke over det her". Jeg sprang hurtigt op og væltede ved et uheld stolen på vejen. Alles blikke rettede sig mod mig, da jeg løb ud af cafeen.

 

***

 

Jeg havde løbet i lang tid. Solen sendte gyldne og lyserøde stråler, der oplyste de ellers mørke og forladte gader, jeg gik på, et tydeligt tegn på at solen var ved at gå ned. Jeg rystede af kulde, men jeg lagde knap nok mærke til det, det eneste jeg kunne tænke på, var de få ord, min far havde sagt: Jeg vil gerne slutte fred. Jeg vidste bare ikke, om jeg kunne slutte fred.

En lyd fik mig til at snurre rundt. Jeg kunne intet se, så jeg vendte mig om igen. Pludselig kom lyden igen, det var lyden af løbene sko, så vidt jeg kunne høre, var det kun en enkelt person. Hvad hvis det var Hank. Skridtene kom tættere på, så tæt på at man kunne se skyggen henne ved hjørnet. Jeg trak vejret dybt, klar til at løbe. Personen kom rundt om hjørnet, og jeg hoppede en halv meter op i luften.

"Harry! Det må du aldrig gøre igen!" råbte jeg vredt.

"Undskyld, det var ikke meningen at gøre dig bange," undskylde Harry.

Jeg lænede mig op ad et af de forladte huses mure. Jeg sank langsomt ned på jorden.

"Det må du virkelig undskylde. Du havde bare været væk i lang tid, så vi var bange for, at Hank havde fundet dig. De er alle sammen ude og lede efter dig lige nu både Niall, Liam, Louis, Zayn og min mor. Men jeg er virkelig ked af, at du blev bange," han satte sig op ad væggen ved siden af mig.

"Nej, du skal ikke undskylde, jeg var nok bare lidt paranoid. Det er mig, der burde undskylde for at gøre jer så bekymrede," mumlede jeg træt.

"Lad os se at komme hjem," sagde han.

Jeg nikkede langsomt. Harry rejste sig op og rakte sin hånd ud til mig. Jeg tog taknemmeligt hans hånd, og han trak mig op at stå. Han trak sin mobil op ad lommen, trykkede på et par taster og lagde den op til øret. Der gik et par sekunder, før han sagde: "Jeg har fundet hende, så I kan bare holde op med at lede. Kan du ringe til de andre? Tak, jeg får hende hjem".

Jeg fulgte efter Harry rundt om hjørnet hen til hans bil. Han åbnede døren for mig, så jeg kunne sætte mig ind. Derefter skyndte han sig over på den anden side og satte sig også ind. Han satte nøglerne i og startede bilen, men han begyndte ikke at køre.

"Hvad er der sket?" spurgte han og kiggede på mig.

"Jeg mødte min far," svarede jeg.

"Din far?" han trak nøglerne ud.

"Min rigtige far der forlod os".

"Hvad sagde han," Harry´s stemme var meget forsigtig.

"Han ville gerne slutte fred," mumlede jeg så stille som muligt.

"Hvad svarede du så?".

"At jeg var nødt til at tænke over det".

Han nikkede forstående og satte hænderne på rettet. Han nåede ikke at sætte nøglerne i, før jeg hulkende omfavnede ham. Han lagde hurtigt armene omkring mig og trak mig helt ind til sig. Jeg rystede stadigvæk. Harry strøg mig over håret og hviskede beroligende ord til mig.

"Han har fået et barn, Harry. En lille pige. Han glemte os," hulkede jeg ind mod hans skulder.

"Shh," mumlede han bare.

Han strøg mig endnu en gang over håret. Jeg følte mig beskyttet og hjemme. Hvad skulle jeg gøre uden Harry?

 

_____________________________________________________________________________________________

 

Hvor er det vildt! 54 favoritlister! Taaak, jeg er virkelig glad for, at I læser den. Jeg undskylder igen for, at der er gået noget tid mellem kapitlerne. Igen tak for alting!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...