Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9620Visninger
AA

28. I love you

"Kate, hvor har vi været bekymrede for dig," klynkede Carrie, hvilket jeg syntes var en smule underligt, eftersom hun praktisk taget ikke kendte mig.

"Tusind tak, for jeres omsorg, men jeg har det fint. En smule hovedpine og lidt kvalme ikke det helt store," sagde jeg hurtigt.

"Du var indlagt på sygehuset, du synes måske ikke, at det er det helt store, men det syntes sygehuset altså," sagde min far en smule belærende.

"Men det var jo også lige, da jeg var blevet indlagt, jeg snakker om nu."

"Hvorfor fortalte du aldrig politiet noget om det, Hank gjorde ved dig?" Carrie så meget bekymret ud.

"Fordi så ville han komme i fængsel, og jeg ville ende på et børnehjem eller i en plejefamilie." Det kom ud på en hårdere måde, end jeg egentlig havde planlagt, men jeg kunne ikke rigtig gøre for det, jeg bebrejdede både min far og Carrie en smule, for at jeg var havnet hos Hank.

"Alting ville da være bedre en Hank," udbrød min far.

"Jeg har aldrig brudt mig om ikke at høre til nogle steder, ikke at have et ordenligt hjem. Ikke at jeg syntes, Hanks hjem nogensinde var et ordenligt hjem, men min mor havde været der, så det var mere hjem end et børnehjem."

Jeg bukkede mig ned for at sige hej til Christine, der omgående omfavnede mig. Jeg begyndte at spørge ind til hendes dag. Hun havde mest været derhjemme og hygge sig. Hun trak lige pludselig en tegning frem og gav den til mig. Jeg smilede og åbnede munden for at sige noget, da min far rømmede sig højlydt.

"Hvor har du været henne?" spurgte han.

"Vi har været ovre i Hanks, mors og min lejlighed." Praktisk taget tog jeg det overhovedet ikke som mit hjem, men bare for at understrege for min far at det var længe siden, jeg havde boet hos ham. Jeg havde taget Harry i hånden og kigget på de andre drenge, da jeg sagde vi.

"Hvad skulle I derovre?" spurgte Carrie forvirret.

"Hente nogle gamle ting, minder," svarede jeg trist.

Harry lagde hurtigt mærke til mit triste udtryk og gav min hånd et trøstende klem. Jeg sendte ham et lillesmil, han hurtigt gengældte.

Min far rykkede uroligt på sig, da han hørte ordet minder. Jeg kunne ikke bebrejde ham at være nervøs, når det var min mund det kom ud ad. Han vidste jo ikke, om jeg mente de gode minder med ham og mor, eller de dårlige med Hank. Jeg gav ham rigeligt tid til at tænke sig om. Jeg hadede ham ikke længere, men jeg elskede ham heller ikke ligefrem. Jeg ville aldrig tilgive ham, dog var jeg blevet gode venner med ham, men der var bare alligevel en stemme i mit hoved, der sagde, at jeg ikke skulle være alt for sød ved ham, for en dag ville han måske tage afsted igen og lade mig alene tilbage. Igen.

"Det var ikke det helt store, bare nogle få ting jeg havde med fra før skilsmissen," mumlede jeg.

Min far pustede næsten helt ubemærket ud, som om han havde stået og holdt vejret i noget tid. Det havde han måske også, det ville ikke undre mig. Jeg kom i det samme til at tænke på noget og sagde: "John? Kan vi lige snakke sammen?"

Min far så undrende på mig, eftersom jeg havde kaldt ham ved fornavn i stedet for far. Han nikkede tøvende. Jeg tog fat om hans håndled og trak ham med ud i køkkenet. Harry, Louis, Niall, Zayn, Liam, Carrie og Anne stod fuldstændig forvirrede tilbage . Jeg stoppede midt i køkkenet, gav slip på min fars håndled og gik hen og lukkede døren. Min far beundrede tydeligt det smukke og meget moderne køkken, vi nu stod i. Jeg gav ham rigeligt tid til at kigge, for den tid brugte jeg på at tænke det igennem, jeg gerne ville sige til ham.

Min far vendte sig om mod mig. "Du behøver altså ikke at kalde mig John."

Jeg sank en klump. Jo, det var lige det, jeg behøvede, jeg kunne ikke kalde ham far længere.

"Jo, det gør jeg," sagde jeg stille.

"Men jeg er jo din far," svarede han uforstående.

"Biologisk set, ja, men efter alt det der er sket... Jeg føler bare ikke, jeg kan kalde dig far. Jeg tilgiver dig aldrig, for det du gjorde mod mor og mig, men jeg hader dig heller ikke, jeg holder stadig af dig. Bare ikke som en far."

Min far blev meget trist på få sekunder, det lignede også, at han var blevet flere år ældre på de få sekunder. Hans skuldre sank sammen, han lignede langt fra hans glade selv, jeg kendte så godt.

"Jeg vil gerne kendes ved dig og sådan, men du er ikke længere min far, det er du bare nødt til at indse, det er jeg også nødt til at indse. Christine har en fantastisk far, men jeg har ingen, og det er fint," fortsatte jeg og så forsigtigt på ham.

"Jeg ved godt, at jeg har gjort nogle forkerte ting, og jeg fortryder dem forfærdeligt meget. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre dem om igen, men det kan jeg ikke. Jeg vil ikke miste dig endnu en gang," næsten hviskede han. Jeg stillede lidt skarpere på hans ansigt og lagde mærke til tårerne, der samlede sig i hans øjenkrog.

"Det kommer du heller ikke til. Jeg bliver her, det lover jeg. Jeg kan bare ikke kalde dig far længere." Jeg lagde en hånd på hans arm. Pludselig kom jeg til at tænke på brevet, fra min mor, der stadig lå i min lomme. "Hun elskede dig. Altså mor. Hun elskede dig hele sit liv, hun var ligeglad med, at du havde forladt os, hun elskede dig stadig. Hun har aldrig elsket Hank, kun dig."

Min far så op på mig. "Virkelig?"

"Virkelig," nikkede jeg.

"Hvor ved du det fra?"

"Lad os bare sige, at selvom hun er død, fandt hun alligevel en måde at fortælle mig nogle ting på." Jeg ventede lidt for at se, hvad han mon sagde til det. Overraskelsen skyllede ind over mig, da han smilede og sagde: "Du har altid været lidt mystisk."

Jeg grinede, en ægte latter der både var lettet og glad. "Tja, jeg gør, hvad jeg kan. Lad os gå ind til de andre."

 

***

 

Harry lagde armen om mig og trak mig en smule tættere på sig end før. Vi sad i stuen, i sofaen, sammen med de andre drenge og Anne, og så fjernsyn. Jeg var ikke sønderligt opmærksom på hvad der skete inde i fjernsynet, jeg lod bare roen bølge hen over mig som en dejlig vind.

Efter min snak med min far havde resten af dagen gået godt. Alle drengene var kommet godt ud af det med min far, og Anne og Carrie var blevet gode venner. Jeg havde egentlig bare siddet nede ved Christine, når jeg ikke sad med Harrys arm rundt om mig. De var taget hjem ved aftensmadstid, og Niall, Liam, Zayn og Louis var bare blevet, fordi de var lide for dovne til at tage afsted. Vi havde bestilt nogle pizzaer, og det var sådan set det, vi sad og ventede på lige nu. Så dovne som vi allesammen nu var. For hvert femte sekund trak Harry mig tættere ind til sig, som om jeg skulle få den underlige tanke, at jeg ville stikke af. Det burde egentlig irritere mig, men det gjorde mig bare glad. Alt om Hank havde jeg lagt bag mig, jeg vidste, at han aldrig ville forsvinde fra mit sind, men jeg gjorde alt for at glemme ham. Tiden læger ikke alle sår, nogle sår vil aldrig blive helet, Hank havde skabt et af de sår indeni mig, det samme havde min far. Jeg måtte leve resten af mit liv med tanker, der kunne skræmme livet af mig, jeg skulle leve med mareridt og forfærdelige minder, men det betød ikke længere noget, der var igen nogen der holdt af mig, og jeg vidste, at de denne gang ville blive. De ville aldrig forlade mig.

Det ringede pludselig på døren, hvilket var skyld i, at vi aldrig gav et lille forskrækket spjæt fra os. Jeg rejste mig op og mumlede: "Jeg henter dem", det var det eneste, jeg nåede at sige, inden Harry rejste sig op og trådte hen til mig.

"Hørte du ikke hvad jeg sagde? Jeg sagde: Jeg henter dem," gentog jeg og sendte ham et forvirret blik.

"Inden du gør det, så er der noget, jeg gerne vil spørge dig om," sagde han hurtigt.

"Okay, spørg løs."

"Det er noget, jeg egentlig har villet sige til dig i nogle dage nu. Jeg ved ikke, hvordan du har det med mig, men nærmest lige fra da vi fandt dig, har jeg følt mig tiltrukket af dig og... Jeg ville egentlig bare spørge, om du ville være min?" sagde han usikkert.

Jeg tog mig selv i at måbe, Harry havde lige spurgt, om jeg ville være hans kæreste. Jeg ville jo egentlig gerne, men spørgsmålet var bare, om jeg var klar til en kæreste. Jeg holdte meget af Harry, virkelig meget, jeg vidste bare ikke, om jeg kunne håndtere det.

"Harry," startede jeg stille, "jeg er meget smigret, men jeg ved ikke, om jeg vil have en kæreste nu..." Harry afbrød mig inden jeg nåede at sige mere.

"Nej, bare glem hvad jeg sagde," sukkede han en smule grådkvalt.

"Harry, lad nu vær, jeg ber' dig. Jeg holder utrolig meget af dig, det gør jeg. Du ved ikke, hvad det vil sige at være min kæreste, efter alt hvad jeg har været igennem, er jeg ikke bare en helt almindelig pige længere. Hank vil altid sidde derinde i mit baghovedet, og han vil aldrig forsvinde. Hver gang du rører ved mig, er der en stemme inde i mit hoved, der siger at det er farligt. Han tog noget fra mig, jeg aldrig vil få tilbage. Jeg bliver aldrig almindelig igen."

"Jeg vil ikke have en der er almindelig, jeg vil have dig," sagde han og tog min hånd. Jeg havde så meget lyst til at sige ja til ham.

"Jeg ved ikke," mumlede jeg.

Harry trak mig ind til sig, så hurtigt at jeg knap nok nåede at afslutte sætningen. Han pressede sine læber mod mine, ikke ligesom han plejede, denne gang var det et langt og inderligt kys. Smagen af Harrys søde læber var fortryllende, og jeg ønskede, at han aldrig ville give slip på mig igen. Jeg trak ham længere ind til mig. Jeg mærkede al hans kærlighed til mig i det kys, og jeg vidste, hvad jeg ville svare til hans spørgsmål. Han trak sig væk fra mig og så mig dybt i øjnene, da han sagde: "Jeg elsker dig."

Der kom de. De tre største ord, jeg kendte til. Ind til et par dage siden havde jeg ikke troet på dem, jeg havde troet, de var en løgn. Jeg havde levet et liv uden kærlighed og havde mistet troen på de tre ord. Alle der havde sagt, at de elskede mig var forsvundet ud ad mit liv, de havde alle forladt mig, men alligevel havde jeg lært ordene at kende igen. Nu vidste jeg at kærlighed fandtes, og jeg var sikker på, at jeg følte det for Harry. Men kunne jeg sige dem nu, hvor jeg mente dem, mere en jeg nogensinde havde gjort før?

"Jeg elsker også dig," svarede jeg og smilede til Harry.

 

The end.

 

Always afraid

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...