Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9135Visninger
AA

5. I know who you are

 

Jeg så pludselig over på døren i rummet, der var nogen på vej ind til mig.

Den hvide dør ind til værelset gik op, og to personer kom ind af døren. Harry Styles og hans mor. Jeg var fan af One Direction, men jeg kendte jo hverken Harry eller hans mor personligt, og eftersom jeg var vågnet i deres hus uden at vide hvorfor, var jeg en smule bange.

"Hun er vågen," mumlede Harry til sin mor.

Jeg trak dynen så højt op til hagen, jeg nu kunne med min hærgede lillefinger. Min hærgede lillefinger har I ikke hørt om vel?

For cirka et år siden skulle Hank lave et bord til vores stue. Min mor var død, så Hank var nødt til at klare det selv. Han havde fundet sin værktøjskasse frem for at lave bordet. Efter en uge hvor Hank ikke kunne finde ud af at lave den, fordi han nægtede at bruge brugsvejledningen, blev han endelig færdig. Jeg var kommet hjem fra skolen en dag, jeg havde igen været ude og havde brugt penge, Hank var først blevet sur, men pludselig havde han fået et roligt ansigtsudtryk og spurgte mig, om jeg ikke ville vide lidt mere om hvert et stykke værktøj, der var en hans værktøjskasse. Jeg havde bange nikket for ikke at få en lussing eller noget. Hank var gået ned for at hente sin værktøjskasse, da han kom tilbage, stilede han roligt værktøjskasse ved siden af sig, han begyndte at fortælle om hammeren. Jeg lagde min hånd på bordet for at gøre det behageligt, Hank så kort ned på den for bagefter at tage fat om min hånd. Jeg havde febrilsk prøvet at få min hånd fri, desværre var Hank for stærk. Han pressede min hånd hårdt ned mod bordet taget hammeren og sagt: "Det er for dit eget bedste" så havde han hamret hammeren så hårdt ned i min lillefinger, at jeg havde lyst til at skrige. Men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Min lillefinger brækkede og voksede forkert sammen. Siden da havde jeg haft en underlig krumbøjet finger, der ikke kunne bøjes helt sammen, ligesom de andre fingre.

Jeg blev revet tilbage til den virkelige verden, da Harry sagde: "Hvad hedder du?".

Jeg svarede ikke. De måtte intet få at vide om mig og mit liv, eller om Hank. Slet ikke om Hank. Han ville straffe mig hårdere end nogensinde.

Harry sukkede og så på sin mor.

"Vil du ikke nok hjælpe os? Det eneste vi vil er at hjælpe dig," sagde Harrys mor, Anne, prøvende.

Jeg rystede på hovedet, jeg havde ikke brug deres hjælp. Eller det havde jeg måske, men jeg kunne godt klare mig selv.

"Er du okay?" spurgte Harry så.

Jeg nikkede, selvom det ikke var sandt. Hele min krop skreg af smerte hver gang jeg gjorde bare den mindste bevægelse. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til hverken Harry eller hans mor.

"Nå men... Jeg hedder Harry og det her er min mor..." begyndte Harry.

"Jeg ved hvem i er, du er Harry Styles fra One Direction, og du er hans mor Anne," sagde jeg hæst efter ikke at have brugt min stemme i, hvor lang tid egentlig? Et par timer? Et døgn.

Anne og Harry så overrasket på mig, da jeg talte, og jeg var mindst ligeså overrasket over det som dem. Selv når jeg havde lovet mig selv ikke at sige noget, så vandt min stolthed for ikke at vide noget alligevel. Helt ærligt, hvad var der galt med mig?

"Du talte," Anne så stadig forbløffet på mig.

Eftersom de nu ikke sagde noget, tillod jeg mig at kigge lidt rundt i det rum, jeg befandt mig i. Sengen jeg lå i havde en cremehvid dyne, tre mørkegrå puder med et mønster af den sammen cremehvide farve som dynen, jeg havde endnu en dyne på der havde samme grå farve som puderne og et skotskternet tæppe. Det var et enkelt hvidt klædeskab, et lille hvidt skab der nok indeholdte dyner og puder, væggene havde en svag lyserød farve, vindueskarmen var bred, og der var placeret et par bløde pudder til at sidde på og til sidst en dør ud til noget jeg gættede på at et badeværelse... Wauw! Det her var en drøm.

"Hvad ved du ellers om bandet?" prøvede Harry, ærgerligt for ham, for jeg havde ikke tænkt mig at svare. Han sukkede højlydt og rystede på hovedet, da jeg ikke svarede.

"Okay, hvis du vil sige, hvad du hedder, kan vi få dig hjem," sagde Anne, det var nok for at hjælpe mig, men idet hun sagde ordene: få dig hjem, vendte det tilbage til mig. Flugten. Regnen. Besvimelsen.

"Nej! Nej, vil I ikke nok lade være! Kom nu, jeg vil gøre alt for jer! Jeg vil ikke hjem!" skreg jeg, det var lige før jeg græd, kun lige før. Jeg sprang hen da sengen med hænderne samlet, ligesom når man beder til Gud. Min stemme var hæs og rusten, den lød virkelig forfærdelig, slet ikke som den plejer.

Anne lagde beroligende en hånd på min arm. "Rolig nu. Hvis du ikke vil hjem nu, er det helt okay, men hvis du ikke fortæller os noget, om dig, bliver vi nødt til at ringe til politiet. Vil du ikke være sød og hjælpe os?" bad hun.

Jeg rev hurtigt min arm til mig, ingen måtte røre mig, jeg kom bare til at tænke på Hank. Tårerne vældede op i mine øjne, længere kom de ikke. Jeg blinkede hårdt med øjnene for at få dem til at forsvinde.

 

Harry's synsvinkel:

Der var et eller andet galt med pigen. Hun ville ikke svare, og det eneste hun ville sige, var at vi for alt i verden ikke måtte sende hende hjem. Det så ud som om, hun kæmpede en indre kamp for ikke at græde... Men, hvorfor? Jeg var da ligeglad om hun græd, det var helt okay med mig.

"Prøv bare at få noget søvn, så kan vi snakke igen senere," sagde jeg så.

Både min mor og pigen gloede underligt på mig. Det eneste jeg tænkte var bare: lad hende sove. Desuden så hun så sød ud, når hun sov. Harry! Tag dig sammen!

Min mor sukkede og nikkede så. Hun gik langsomt ud af døren med mig lige efter hende. Jeg stoppede på vej ud.

"Jeg håber, du vil hjælpe os, når du har fået sovet," sukkede jeg og vendte mig igen for at gå ud.

"Kate," lød det stille bag mig.

Jeg vendte mig forskrækket mod hende.

"Hvad?!".

"Kate... Kate Adams, det er mit navn," mumlede hun.

"Det er et smukt navn," sagde jeg, gik ud af døren og lukkede den efter mig.

Kate. Sødt navn.

Men hvorfor var hun så bange?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...