Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9139Visninger
AA

8. I have burned my fingers once and i won't do it again

Harry kom over til mig, rev ærmet op og sagde: "Hvem har gjort det her mod dig?".

 

"Der er faktisk en logisk forklaring på det her," sagde jeg med ikke særlig meget overbevisning i stemmen.

"Må jeg høre?" spurgte Harry og tog fat om mit håndled, lige der hvor der var et blåt mærke. Det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til Harry, for så ville han stille endnu flere spørgsmål.

"Jeg er meget... Uheldig," prøvede jeg og gav ham et falsk smil, det lignede nok mere en grimmasse, da han strammede grebet om mit håndled.

"Jeg vil gerne høre en ordentlig forklaring," forlangte han.

"Harry, er du ikke sød at fjerne din hånd?" jeg prøvede at trække min hånd til mig, men det hjalp selvfølgelig ikke, jeg var en tynd, pige på 17, og han var en stærk, fyr på 19. Hvad var chancen for, at jeg ville vinde den kamp?

"Hvorfor?" Harry´s stemme var gennemsyret med vrede, om den var rettet mod mig, eller den der havde givet mig alle de blå mærker, vidste jeg ikke.

"Fordi jeg løb i lang tid i går, og jeg lå også lang tid i regnen, så jeg har ret ondt i mine muskler," løj jeg og bed mig i læben.

"Du lyver, jeg vil gerne høre den rigtige grund," hvæsede Harry og strammede igen grebet.

Jeg bed mig så hårdt i læben, at jeg var sikker på, at der var gået hul på min læbe. Mit håndled skreg på smerte, men jeg gav ikke op så let. Jeg prøvede igen at rive hånden til mig, selvfølgelig forgæves, hvad havde jeg også regnet med?

"Det er den rigtige grund!" vrissede jeg.

Han strammede endnu en gang grebet, og jeg var lige ved skrige.

"Harry for helvede! Jeg har et blåtmærke lige der!" råbte jeg.

Endelig slap han sit tag i mit håndled, og jeg åndede lettet op.

"Det var da ikke så svært, vel," mumlede Harry.

Jeg så ned i jorden, Harry var tydeligvis ked af det og skuffet over, at jeg ikke ville sige noget. Han rev igen mit ærme op, denne gang helt op til skulderen. Han holdt fast i min arm, bare mere blidt. Han studerede den omhyggeligt. Han lod fingeren glide over et langt brandsår, og jeg skar en grimasse.

"Kate... Blev du slået derhjemme?" spurgte han så blidt som muligt, som om jeg kun var 5 år gammel.

Jeg stod lidt med blikket slået ned. Hvad skulle jeg sige? Han ville jo ikke forstå det alligevel. Jeg var tæt på at bryde sammen. Det her var alligevel aldrig gået.

"Kate?" Harry så på mig med øjne med medlidenheds fyldte øjne.

"Du forstår det ikke," mumlede jeg, så lavt at han knap nok kunne høre det.

"Hvad?".

"Du forstår det ikke!" nu råbte jeg, jeg kunne ikke længere holde det inde, "Harry, du forstår det ikke, og du vil aldrig forstå det! Harry, det du synes er det værste, der er sket, i dit liv ville være en ferie for mig! Du har aldrig levet dit liv i frygt, det har jeg gjort i syv år. Syv år, Harry.! Jeg ser ikke længere smerte som en følelse, det er bare noget jeg skal! Ja, Harry! Ja! Jeg blev slået derhjemme, er det det, du gerne vil høre?!" skreg jeg.

Harry så fuldstændig chokeret ud, det kunne jeg vel heller ikke bebrejde ham. Jeg havde aldrig i mit liv flippet ud på den måde, det var slet ikke min stil. Jeg var selvfølgelig også blevet undertrykt af Hank, jeg havde ikke nogen ret til at protestere hjemme hos ham. Så måske var det bare et helt livs indestængt vrede, der kom ud nu, det var måske lidt synd, det skulle gå ud over Harry.

"Det er jeg virkelig ked af, men hvorfor fortæller du mig det her nu? Og hvorfor har du aldrig fortalt det til nogen før?" spurgte Harry, bed sig i læben og så op for at få øjenkontakt med mig. Hvor havde han egentlig smukke øjne. Stop, Kate! Stop lige der! Pæne øjne? Du er vred på ham, er du ikke?

"Det kan også være lige meget," mumlede jeg og brød øjenkontakten med ham.

"Kate," han var nu meget tæt på mig, han lagde sin hånd under min hage og vippede mit hoved op, så jeg igen kunne se ham i øjnene, " stol nu på mig. Du kan fortælle det til mig".

Jeg rev arrigt mit hoved væk. "Fordi Harry, hvad jeg ellers har lært gennem mit liv er, at tillid ikke er noget, man giver til hvem som helst," sagde jeg og huskede tilbage på alle de gange, jeg havde brændt fingrene med tillid, også kærlighed for den sags skyld, og det havde jeg ikke tænkt mig at gøre igen.

"Hvis det bare er én, der har svigtet dig, så synes jeg ikke, du skal gøre så meget ud af det," sagde Harry stille og så ned i jorden, han var tydeligvis usikker og utilpas ved samtalen, men han havde selv bragt det på banen, så han måtte bare leve med det.

"Én? Okay, du kan få dem alle sammen. Min far da han skred fra min mor," denne gang stirrede jeg Harry lige ind i øjnene.

"Jamen...".

"Mine venner da de droppede mig".

"Jeg forstår godt, me..." prøvede Harry igen, men han skulle ikke have lov til at tale færdig.

"Min mor da hun giftede med min papfar!".

"Jeg forstår ik...".

"Min papfar da han valgte at slå et barn!" nu brød jeg sammen. Jeg bøjede mig forover og satte mig på hug, med ansigtet begravet i hænderne. Jeg hulkede så meget at hele min krop rystede, og tårerne strømmede ned over mit ansigt. Harry satte sig ved siden ad mig og strøg mig blidt over ryggen. Først kunne jeg ikke lide hans berøring, da den mindede mig om Hank, men faktisk var den mere blid og slet ikke i nærheden af, hvad Hank kunne gøre.

"Må jeg høre din historie?" spurgte Harry pludselig.

Men kunne jeg fortælle ham det?

 

________________________________________________________________________________________

 

Tak, for 18 favoritlister!! :)

Undskyld, for at der er gået nået tid mellem det her kapitel og det sidste, men der har været noget med min klasse, og jeg har været meget træt.

Jeg undskylder også, at kapitlet ikke er så langt. :)

Men vil Kate mon fortælle Harry hendes historie? Og vil Harry forstå det?

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...