Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9201Visninger
AA

12. I have burned my fingers once and I did it again

Kate's synsvinkel:

 

Jeg stod foran døren nede i entreen. Harry stod med hånden på dørhåndtaget, klar til at åbne på mit signal. Det var nu jeg skulle møde resten af One Direction. Jeg tog en dyb indånding og nikkede så til Harry, der trak ned i dørhåndtaget og åbnede døren. Drengene kom, med glade stemmer, ind ad døren. De hilste på Harry, nogle af dem gav ham sådan et hurtigt mande-kram, de andre lavede sådan noget kompliceret hådntegns noget. Derefter stod de bare og så på mig, som om jeg var et dyr i zoologiskhave.

"Øh, Niall? Zayn? Louis? Liaaam? Jorden kalder," sagde Harry og viftede med hånden foran deres forstenede ansigter. Det så ud som om, de kom tilbage til vores verden igen, for Niall rømmede sig lidt.

"Jeg hedder... Øhm... Niall," præsenterede Niall sig selv.

Jeg grinede. Helt ærligt, selvfølgelig kendte jeg Niall. Jeg bøjede mig forover og kunne slet ikke få vejret, jeg fik tårer i øjnene af grin, mens drengene bare stod og stirrede underligt på mig.

"U-undskyld, det er bare. Jeg er en stor fan, så s-selfølgelig ved jeg, at du h-hedder Niall," grinede jeg.

Drengene kom også med nogle få små grin, men de virkede nervøse. Måske havde Harry fortalt dem... Nej Kate. Og det ved du, også godt han ikke ville. Han sagde, du kunne stole på ham. Wauw, jeg er virkelig ude af træning med det der tillid.

"Jeg hedder Kate, det er en forkortelse for Katlyn..." startede jeg.

"Katlyn, du har da aldrig mig, at dit navn var en forkortelse for Katlyn," afbrød Harry irriteret, mens de andre drenge grinede.

"Nå, men det ved du så nu," prøvede jeg, "som jeg sagde, hedder jeg Kate, Øhm, Adams".

"Hedder du Kate, Øhm, Adams?" grinede Louis, han fik selvfølgelig også de andre drenge med og til sidst også mig. Det var ellers en af de værste vittigheder, jeg nogensinde havde hørt, men på den anden side havde jeg heller ikke hørt mange vittigheder igennem mit liv.

"Harry?" spurgte Zayn.

"Ja?".

"Skal vi stå herude i entreen hele dagen, eller inviterer du os ind?" spurgte Zayn med et smil klistret på ansigtet.

Harry skulle lige til at sige noget, da det igen ringede på døren. Harry åbnede op, denne gang for hende der vidst var min frisør. Kvinden trådte ind ad døren, hun havde skulderlangt, blond hår, store, grønne øjne, hun havde en lang næse og var meget slank. Hun sendte mig et smil og trak sin jakke af, som Harry meget høfligt hang op på knage.

"Du må være Kate," sagde kvinden og tog min hånd, det var lige før, jeg rev den til mig ved berøringen, "mit navn er Evelyn, og jeg er din frisør".

"Ja, det er mig," svarede jeg hurtigt.

"Jeg hører, vi skal fjerne noget farve fra dit hår i dag," det var nok meningen bare at fortælle det, men det lød mere som et spørgsmål.

Jeg smilede falskt, jeg følte mig lidt utilpas ved Evelyn. "Nemlig," sagde jeg nervøst. Mit blik flakkede lidt rundt og fandt Harry´s. Han nikkede beroligende, og jeg blev lidt mere rolig.

"Har du et badeværelse, vi kan bruge?" spurgte Evelyn Harry.

"Ja, det er lige oppe ovenpå, Kate kan vejen," fortalte Harry.

Evelyn begyndte at gå ovenpå med mig i hælene.

 

***

 

Jeg stod foran spejlet på badeværelset. Jeg havde lige fået tørret håret og stod nu og beundrede mit hår. Det var blevet lidt mørkere gennem de 5 år med farvet hår, men det havde stadig væk den gyldenbrune farve, jeg havde, da jeg var lille. Min naturlige krøller bølgede gennem mit hår, de var hverken for små eller store, de var helt perfekte. Jeg vil nødig lyde selvglad, men mit hår var meget smukt, og det indrammede mit ansigt, og jeg så smukkere ud, end jeg havde gjort i flere år.

Evelyn stod ved siden af mig og beundrede, ligesom mig, sit værk. Hun var faktisk virkelig sød og havde slet ikke spurgt ind til noget, hun kunne mærke, jeg ikke ville snakke om.

Jeg tog en dyb indånding og gik ud af døren, hvor drengene stod klar til at se mig. De lavede alle store øjne, da de så mig. Harry var endda lige ved at tabe underkæben. Jeg trådte endnu tættere på og drejede rundt om mig selv, så mine gyldne lokker dansede om mine skuldrer.

"Hvad synes I?" spurgte jeg så.

"Jeg... Du ser..." Harry ledte efter ordet, "du ser bare... Wow!".

Jeg smilede. "Øhm, tak. Tror jeg," tilføjede jeg usikkert.

"Du ser virkelig smuk ud. Hvorfor i alverden farvede du dit hår til at starte med?" sagde Niall.

"Det vil jeg helst ikke tale om," mumlede jeg og så ned i gulvet. Bare de ikke sagde mere. Bare de ikke sagde mere.

"Hvad med noget frokost?" tak Harry! du har lige redet mig!

"Ja! Mad!" jublede Niall.

De andre mumlede noget, jeg opfattede som et ja. Harry satte kursen nedenunder, ved siden af ham gik Louis, bag ved dem gik Zayn og Niall, og allerbagerst gik Liam og mig. Liam smilede beroligende til mig. De andre drenge havde allerede indledt samtaler, og fra de højlydte latterudbrud lød det til at være sjove samtaler.

"Hvor gammel er du egentlig?" spurgte Liam for at starte en samtale med mig.

"17," smilede jeg.

"Virkelig? Du ser meget ældre ud," sagde han overrasket.

"Jeg har været meget igennem," nøjedes jeg bare med at sige.

Liam nikkede forstående uden at spørge mere, vi var alligevel nået ned i køkkenet. Niall begyndte hurtigt at rode skabene igennem for at finde mad. Resten af drengene satte sig rundt omkring på stolene. Jeg gik over og tog et glas vand, da Louis vendte sig om på stolen, han havde, for en gang skyld, et alvorligt ansigtsudtryk. Hans øjne borrede sig ind i mine, da han sagde: "Kate, vi har hørt om din fortid, og vi vil bare sige, at vi føler med dig". I det sekund stivnede jeg, mine kinder blussede af vrede, og jeg smed glasset med vand så hårdt ned i gulvet, at det splintrede. Jeg vendte mig vredt mod Harry hvis øjne var fyldte med skyldfølelse, men jeg var ligeglad, han havde fortalt dem min fortid.

"Harry, du fortalte dem om det!" råbte jeg og løb op ad trappen, ind på værelset og smækkede med døren. Jeg kunne høre fødder komme løbene, sandsynligvis Harry. Jeg vendte ryggen til døren. Vreden flød i mine årer, og da døren gik op bag mig, eksploderede jeg.

"Du sagde, jeg kunne stole på dig, Harry! Du løj!" skreg jeg.

"Jeg kan forklar..."

"Nej! Harry, jeg er ligeglad! Du lovede! Er du godt klar over hvor mange slag og tæv, jeg har fået bare for at læse bøger om jer? One Direction? I alle bøgerne står der en hel masse fantastiske ting om dig, ting der får dig til at virke så sød og sjov, men du er en kæmpe nar!".

"Hør her, jeg er ked af det, men de siger det ikke til nogen," forsikrede Harry.

"Jeg er ligeglad med, om de ikke siger det til nogen, Harry du brød dit løfte! Du sagde, at jeg kunne stole på dig!".

"Jeg havde bare brug for at få læsset af. Er du godt klar over, hvor svært det var at holde sådan en hemmelighed?".

"Ja, det er jeg, for jeg levede med det i 7 år, det var bare ikke en af mine venner, der fortalte det. Nej, det var mig, det gik ud over!" skreg jeg, jeg havde lyst til at græde, men Harry måtte ikke se mig svag. Igen.

"Jeg er ked af de..." prøvede Harry igen.

"Jeg stolede på dig, og du svigtede. Kærlighed er en løgn, og tillid er ikke noget, man kan stole på! Jeg vil aldrig tale med dig igen! Jeg hader dig! Næste gang nogen kommer herop, er det din mor! Og gå så!" beordrede jeg ham.

"Jamen...".

"Gå!" gentog jeg.

Harry så på mig en sidste gang og gik tilsidst ud af døren. Jeg rodede min taske igennem og fandt billedet af min mor, far og mig. Jeg smed det vredt ind i væggen, så rammen smadrede, og glasset splintrede, billedet forsvandt et sted bag kommoden. Jeg brød grædende sammen på gulvet.

Jeg havde brændt mine fingre en gang, og jeg havde gjort det igen.

_________________________________________________________________________________________________

 

Tak for alt!

Så kom der drama på menuen.

Men tror I, Kate nogensinde vil tilgive Harry? Hvordan tager Harry det, at Kate hader ham? Og hader Kate ham mon virkelig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...