Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9138Visninger
AA

6. I hate you

Harry´s synsvinkel:

 

Jeg gik ned til min mor, der sad med ansigtet gemt i hænderne. Jeg havde en trang til at gå hen og trøste hende, for hun var ligeså oprevet som mig, men af en eller anden grund kunne jeg ikke. Jeg havde ingen ide, om hvad jeg skulle sige til hende. 'Hey mor, det skal nok gå. Også selvom vi ikke aner hvem pigen er, eller hvor hun kommer fra, og hun gider måske ikke snakke med os, så vi kan ikke hjælpe hende. Men det skal nok gå.' Nej vel?

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg ville ikke give slip på pigen endnu, jeg ville ikke opgive hende. Der var et eller andet ved hende. Jeg havde en mystisk trang til at beskytte hende.

 

Den eneste tanke i mit hoved var: Kate Adams, jeg kommer til at lærer dig at kende, om du så vil det eller ej, og jeg vil gøre alt for at få noget ud af dig.

 

Kate´s synsvinkel:

 

Jeg lå oppe i det fantastiske værelse, og jeg kunne ikke lukke et øje. Jeg vidste, Hank var derude et sted, og han ventede bare på, at jeg kom til ham. Jeg kunne ikke være rolig. Hvis jeg lukkede øjnene ville billeder af Hank springe frem på indersiden af mine øjenlåg, men hvis jeg blev ved med at ligge vågen, ville tanken om Hank kvæle mig.

Jeg kunne høre Harry og Anne´s lavmælte samtale gennem gulvet. Jeg var 100 på, at de snakkede om mig. Det generede mig overhovedet ikke, jeg var vant til det. I skolen mumlede folk altid om hende den underlige, det vil sige mig, og folk så altid efter mig på gangene. De vidste alle, jeg blev slået derhjemme, der var bare ingen, der turde sige det. Det var rart for en gangs skyld at blive talt om på en anden måde.

Regnen begyndte igen at slå mod ruderne. En enkelt, stille regn. Det beroligede mig, og mine øjenlåg blev langt om længe tunge. Til sidst faldt jeg i søvn.

 

 

***

 

Jeg vågnede med et sæt, da døren ind til værelset blev åbnet med et lavt knirk. Harry kom langsomt gående ind i værelset. Han stoppede midt på gulvet og så tilbage, jeg fulgte hans blik og fik øje på Anne, der stod lige uden for døren. Hun nikkede kort til Harry, for derefter at lukke døren.

Harry var nået hen til mig og satte sig ned på kanten af sengen. Jeg fulgte hver eneste bevægelse, han lavede, med øjnene. Han lagde en hånd på mit skinneben, der lå lidt uden for dynen, men han nåede knap nok at røre mig, før jeg havde trukket benet til mig. Hank kom igen springene frem inden i mit hoved.

"Nå Kate, eftersom du ikke vil sige noget om dig selv. Hvad så med at stille mig nogle spørgsmål?" spurgte han blidt.

Mente han det? Før havde de gjort alt, hvad de kunne for at få mig til at tale, og nu spurgte han mig, om jeg ville stille ham nogle spørgsmål.

"Seriøst?" spurgte jeg stille med min stadig hæse stemme.

"Selvfølgelig," smilede han. Grunden til hans smil var nok, at jeg overhovedet sagde noget, men jeg var ligeglad, jeg ville gerne have svar.

"Hvordan fandt i mig?" jeg havde tænkt på det spørgsmål flere gange, eftersom jeg ikke anede, hvordan jeg kom ind.

"Jeg stod nede i køkkenet og kiggede ud af vinduet, da jeg så dig. Du lå fuldstændig bevidstløs på jorden, mens regnen silede ned på dig. Du var meget kold, jeg gættede på, at du havde ligget der længe. Da jeg kom ud til dig, lagde jeg min jakke om dig og løftede dig herop. Vi skiftede ikke dit tøj, selvom du var kold, fordi vi tænkte det nok ville være ubehageligt for dig at vågne op med noget andet tøj på," fortalte Harry.

Den første tanke der fløj gennem hovedet på mig, var at han havde rørt ved mig. Den anden var, at de egentlig var meget søde ved mig også selvom, de ikke kendte mig.

Først der gik det op for mig, hvad jeg havde på. Jeg havde mine lange, mørkeblå jeans og en lyseblå striktrøje. Jeg vidste, jeg ikke havde haft meget mascara på, og den smule jeg havde sad sikkert på mine kinder nu. Det gjorde mig en lidt glad at tænke på, at Harry var ligeglad med hvordan jeg så ud. Måske kunne jeg endda stole på ham. Nej Kate, nej! Tillid vil kun føre til sorg og ødelæggelse. Det ved du bedre end nogen anden.

"Er der noget andet?" spurgte Harry og afbrød dermed min tankestrøm.

"Hvorfor kom i ud til mig? Hvorfor lod i mig ikke bare ligge?".

Der kom et grin frem på Harry´s ansigt, men det falmede hurtigt, da han så mit alvorlige ansigtsudtryk.

"Fordi man kan da ikke bare lade folk ligge ude i regnen og dø af kulde," svarede han forskrækket, "hvordan kan du overhovedet tænke sådan om dig selv?".

"Jeg har lært, at jeg ikke er ligeså vigtig som andre," sagde jeg. Det var hvad jeg havde lært, og det var rigtigt i min verden.

"Hvem i alverden har lært dig det?".

"Det har min..." jeg afbrød mig selv, jeg kunne ikke nævne Hank.

"Hvem?" spurgte Harry, sikkert overrasket over at have fået noget ud af mig.

Jeg svarede ikke, jeg kunne ikke. Jeg ville så gerne, men så ville jeg fortælle om Hank, og hvis Hank opdagede det, ville jeg få en straf, der var hårdere end nogensinde før.

Harry sukkede frustreret. Jeg forstod ham sådan set godt, det måtte være virkelig irriterende, at jeg aldrig svarede på noget.

Han tog fat i en tot af mit klamme lyse hår. "Er du i virkeligheden blond, eller er det farvet?".

"Det er farvet," mumlede jeg.

"Hvorfor?" spurgte han.

"Det er fordi min..." arghh, jeg kunne have slået mig selv. Han havde igen prøvet at få mig til at tale.

Harry rejste sig skuffet op. Han traskede langsomt over det lyse trægulv, men stoppede op. "Jeg ved godt, du ikke har lyst, og jeg er ked af at sige det, men hvis du ikke taler, er vi nødt til at ringe til politiet," sukkede han.

Jeg rejste mig brat op fra sengen og et jag af smerte skød op i hovedet efterfuldt af smerte i resten af kroppen. Jeg svajede lidt og støttede mig til væggen, tårerne vældede op i mine øjne. Jeg gav dem bare ikke lov til at komme længere, Harry måtte ikke se mig sådan.

"Hvad er der galt? Jeg kan se, du har tårer i øjnene, så hvorfor græder du ikke?" Harry lød pludselig vred.

"Fordi," jeg tog mig til hovedet, "at græde er bare en måde at vise man er svag på. Med andre ord, man græder fordi man er svag".

Harry´s ansigt var meget svært at tyde. Hans øjne havde en blanding af overraskelse, vrede og medfølelse.

Åh! Jeg hader, når folk har ondt af mig!

"Vil du ikke nok hjælpe os? Jeg vil vide, hvem der har ødelagt dig," udbrød Harry vredt. Han havde tydeligvis ikke opdaget, hvor meget hans ord havde ramt mig. Var jeg ødelagt? Ordene ramte hårdt, mente han, at der var noget galt med mig?

"Hvad mener du med ødelagt?" spurgte jeg såret. Jeg satte mig ned på sengen igen. En enkelt tåre trillede ned af min kind, jeg fik hurtigt tørret den væk.

"Det var ikke sådan ment. Jeg vil bare gerne vide, hvor du kommer fra, og hvem du er," undskyldte han, da han så på mig.

"Bare ærgerligt, for du får aldrig noget at vide. Og hvis der nogensinde var en lille mulighed, er den i hvert fald lige forsvundet! Jeg hader dig, og du skal ikke tale til mig igen! Jeg er ikke ødelagt!" nærmest råbte jeg og smed mig på sengen. Harry gik med lydløse bevægelser ud, som om jeg var et vildt dyr, der kunne gå til angreb på ham hvert øjeblik.

 

Harry´s synsvinkel:

 

Jeg gik med tunge skridt ned mod stuen, hvor min mor sad med et opmærksomt ansigt. Hun rejste sig op og så spørgende på mig. "Hvad skete der lige der?".

"Jeg har måske lige ødelagt det hele," da min mor stadig så spørgende ud, fortsatte jeg, "hun fortalte om nogle skræklige ting, hun havde lært, og jeg kom muligvis til at sige, at hun var ødelagt".

"Harry, man siger aldrig til en pige, at hun er ødelagt," sukker min mor tydeligt frustreret.

Jeg havde en underlig knugende fornemmelse i brystet og havde mest af alt lyst til at gå op og omfavne Kate. Harry, du har ikke brug for et forhold! Tag dig så sammen!

"Godnat mor," sagde jeg nedtrykt.

Jeg gik op til mit værelse og stjal et hurtigt blik ind til Kate. Hun lå fuldstændig roligt og sov. Jeg åndede lettet op, måske kunne jeg rede det i morgen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...