Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9142Visninger
AA

27. I feel so stupid

"Skal jeg læse op?" spurgte jeg og så rundt på drengene.

"Vil du gerne dele det med os?" spurgte Niall, uden egentlig at besvare mit spørgsmål.

"Jeg tror ikke, jeg kan klare det alene," mumlede jeg. Jeg rømmede mig kort, inden jeg begyndte:

 

"Kære mor. Jeg skriver til dig nu, fordi jeg har brug for at få hjertet lettet.

Som jeg skrev til dig, er jeg blevet gift. Jeg inviterede dig ikke, fordi jeg ikke vil have, at du mødte min mand. Han er afskyelig, og jeg hader ham som pesten, men han har penge. De sidste par år er Kate blevet tyndere og tyndere, og jeg ville ikke risikere ,at hun blev syg. Hun havde brug for mad, men for at få mad skal man have penge. Jeg mødte Hank, min mand, og jeg tænkte: Hvis jeg kan redde Kate, vil jeg gøre hvad som helst.

Jeg kan se, hvordan hun væmmes ved ham. Jeg kan se, at hun frygter ham. Men jeg kan intet gøre, Kate skal have mad, og det er Hank den eneste, der kan give hende. Jeg er hele tiden bange for, at han vil gøre hende noget, hvis hun kom noget til, ville jeg hade mig selv. Jeg elsker hende højere end noget andet, men jeg tror ikke længere, at hun elsker mig. Jeg ved hun føler sig svigtet efter skilsmissen, det samme gør jeg, men hun er begyndt at skubbe mig væk. Hun ved det ikke, men jeg elsker stadig John, det vil jeg altid gøre, og jeg tror hun straffer mig for at have giftet mig med Hank.

Det jeg egentlig ville sige var, at hvis der nu skulle ske mig noget, vil du så tage dig af Kate?

De kærligste hilsner fra din datter Ella."

 

Jeg så op fra brevet, op på drengene. "Jeg har brug for at sidde ned." Pludselig følte jeg mig ekstremt svimmel og utilpas. Harry greb hurtigt ud efter en stol og fik mig sat ned. Duften af min mor var så overvældende, at jeg havde det som om, jeg kunne kaste op, græde og grine på samme tid. Mit hoved snurrede og virkede meget omtåget. Min mor havde elsket mig. Hun havde kun giftet sig med Hank, fordi hun var bange for, hvad der ville ske mig, hvis jeg ikke fik mad. Min mor havde haft fuldstændig ret, dengang hun skrev brevet, jeg havde frygtet Hank, jeg havde skubbet hende fra mig. Jeg følte pludselig skyldfølelse skylle ind over mig. Tænk at jeg havde været så dum at tro, hun ikke elskede mig. Det havde hun altid gjort, jeg havde bare aldrig set det.

"Kate?" spurgte Harry forsigtigt.

Jeg så op på ham, velvidende at mine øjne var fulde af tårer.

"Er du okay?"

Jeg rystede på hovedet og knugede brevet hårdt ind til brystet.

"Vil du fortælle os, hvad der foregår inde i dit hoved lige nu?" spurgte Liam blidt.

"Hun - hun h-har hel-e tiden el-elsket mig. Hun g-giftede si-ig med Hank, fordi hun elskede m-mig. Jeg føler mig så d-dum," hikstede jeg.

"Hun sagde det aldrig, det er jo ikke din skyld," sagde Louis trøstende.

"Jeg bur-urde have vidst det alligevel." Et par tårer trillede ned ad min kind.

"Hvorfor er brevet aldrig blevet sendt?" Hørte jeg en af de andre sige, jeg ved ikke rigtig hvem.

Jeg tog brevet op og kiggede på datoen. Min mor havde skrevet det et par dage for min bedstes død, derfor var det sikkert aldrig blevet sendt.

"Det er dateret to dage før min bedstes død," mumlede jeg og tørrede et par tårer væk med mit ærme.

De mumlede allesammen et "åh!" og lod det så ligge. Jeg knugede endnu en gang brevet ind til mig, det gav mig en følelse af, at hun stadig var her. Jeg huskede hendes smukke, grønne øjne og hendes rødlige, lange hår, det smil hun altid havde på læben, når hun så på min far, de øjne der altid var fulde af kærlighed, når hun så på mig. Og så gik det op for mig: Jeg havde hele tiden vidst, at hun elskede mig, jeg ville bare aldrig indrømme det.

"Måske skulle vi tage hjem nu?" sagde Harry.

"Jeg skal lige hente nogle ting," sagde jeg hurtigt og forsvandt ud ad døren.

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg så Kates ryg forsvinde i døren og så forvirret på resten af drengene.

"Husk at bære over med hende, Harry, det er jo meget svært for hende det her," sagde Liam og klappede mig på skulderen.

Jeg nikkede og gik ud ad døren. Min opmærksomhed blev fanget af en uåbnet dør længst nede af gangen. Jeg gik fascineret ned til døren og åbnede den halvt. Midt på gulvet i rummet, der lignede et helt normalt kontor, lå en kagerulle. Jeg gik forsigtigt hen til den og samlede den op. På trægulvet var der et mærke, der viste at kagerullen, var blevet smidt med hård kraft. Hvad jeg ikke forstod var, hvad en kagerulle lavede inde på et kontor.

Jeg hørte Kate sige tak ude i gangen og råbe: "Harry! Hvor er du?"

"Herinde!" svarede jeg.

Kate kom gående ude i gangen. Hendes blik var ulæseligt, så jeg anede ikke, hvad hun tænkte på. Hun nærmest listede ind i rummet, og da hun fik øje på kagerullen i min hånd, udbrød hun hviskende: "Harry, læg den fra dig."

"Hvad?" spurgte jeg uforstående.

"Læg den fra dig. Nu," gentog hun.

Jeg lagde kagerullen, der hvor jeg havde fundet den og så op på Kate. "Jeg har lagt den fra mig."

"Lad os komme ud her fra," sagde hun hurtigt.

 

***

 

Kates synsvinkel:

 

Jeg lagde hovedet mod den kolde rude i bilen. Min vejrtrækning var uregelmæssig, og jeg rystede let. Jeg kunne ikke få billedet af Harry med kagerullen ud ad hovedet. En hånd blev lagt på mit lår, og jeg gav et lille spjæt fra mig.

"Har du nogensinde tænkt dig at fortælle mig, hvad der lige skete derinde?" spurgte Harry så lavt at jeg var den eneste, der kunne høre ham.

"Aner det ikke."

"Kate... vil du nu begynde at skubbe mig væk igen?" sukkede han.

"Okay, okay, jeg skal nok. Hank skulle til at slå mig med kagerullen, da jeg flygtede. Derfor lå den derinde."

"Slog han dig med sådan en, det har du, da aldrig fortalt mig." Harry lød med ét bekymret.

"Rolig nu. Han nåede aldrig at gøre det, det ringede på døren nedenunder, og han gik derned for at åbne den, jeg flygtede, og han smed vel kagerullen på gulvet i frustration. Jeg er helt okay. Han gjorde det aldrig," forsikrede jeg Harry.

Harry nikkede modvilligt, men lod det ligge.

"Så er vi her," blev der sagt fra forsædet.

Vi trådte ud ad bilen, tog kassen fra mit værelse ud ad bilen og gik op til Harrys hus. Harry tog i døren, og vi gik allesammen ind. Der lød munter snak inde fra stuen, og jeg gættede på at Anne havde gæster. Hvad jeg ikke havde regnet med, var at da jeg trådte ind i stuen, sad min far, Carrie og Christine derinde sammen med Anne.

"Åh nej," mumlede jeg og bakkede, men de havde allerede set mig.

"Kate!" udbrød de og omfavnede mig.

Det var bare ikke lige, hvad jeg havde brug for.

 

_______________________________________________________________________________________

Så kom er endelig et længere kapitel.
Der er kun et eller to kapitler tilbage i denne movella, øv! Men der kommer snart en ny en fra mig. 
Tak, igen, for jeres søde kommentarer, likes, og at I har sat min movella på jeres favoritliste. 
Jeg elsker at komme ind og se at der er endnu en, der læser med, eller at jeg har fået en fan.
I er de bedste!!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...