Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9613Visninger
AA

13. Help!

Harry´s synsvinkel:

 

Jeg gik med tunge skridt ned i køkkenet igen. Drengene stod med spørgende ansigter og ventede på mig. Jeg rystede opgivende på hovedet og satte mig på en af stolene. Drengene satte sig rundt om mig på de andre stole. Man kunne mærke på dem, at de ventede på, jeg skulle sige noget. Jeg rystede igen på hovedet, men denne gang kom der også et suk ud.

"Harry, det du fortalte os om hende, måtte du godt fortælle det til os?" spurgte Liam så.

"Jeg havde ikke regnet med, at hun ville tænke så meget over det, men hun har ret, jeg burde ikke have fortalt jer om hendes fortid," sukkede jeg.

Der kom en lyd oppe fra Kate´s, lyden lød meget som glas, der blev ødelagt. Hvad havde hun mon gang i deroppe?

"Øh, jeg tror lige, hun har ødelagt noget," kom det fra Zayn, der bed sig i læben.

Jeg sukkede endnu en gang. Hvad havde jeg gjort?

"Betyder hun noget for dig," Louis lignede slet ikke sig selv, han var meget alvorlig og smilede slet ikke.

"Jeg havde håbet på, det aldrig kom så langt, men jeg... Jeg tror faktisk, hun betyder meget for mig," jeg kunne mærke en klump i maven.

"Det er jeg ked af," sagde Liam.

Jeg nikkede, og drengene kunne vidst mærke på mig, at jeg gerne ville være alene, så de mumlede farvel og fandt selv ud.

 

***

 

Jeg åbnede søvnigt øjnene, jeg havde ikke fået særlig meget søvn. Kate havde igen haft mareridt, jeg vidste bare, at hvis jeg lagde mig ind til hende, ville hun hade mig endnu mere, end hun allerede gjorde i forvejen. Jeg havde godt nok været inde ved hende en enkelt gang. Jeg havde sat mig ved hendes seng og strøget hende blidt over armen, hvorefter hun var blevet lidt mere rolig. Ellers havde jeg brugt natten på at tænke på Kate, det var selvfølgelig ikke meningen, hver gang jeg havde prøvet at tænke på noget andet, poppede et billede frem af hendes isblå øjne, eller hendes smukke, krøllede hår, eller hendes søde smil.

Jeg tog noget tøj på og gik derefter ned for at få noget morgenmad. Da jeg kom ned ad trappen, sad Kate allerede ved bordet, sammen med min mor, og spiste morgenmad. Hun undgik omhyggeligt at se på mig.

"Kate, jeg tænkte, at du måske gerne ville købe noget tøj, i byen, i dag. Vi giver, og inden du begynder at sige nej, vil jeg lige sige, at du fortjener det," sagde min mor til Kate.

Kate smilede. "Det vil jeg meget gerne".

Jeg gik over for at tage noget juice, så jeg stod med ryggen til dem.

"Vil du gerne have Harry eller mig med?" spurgte min mor.

Jeg vendte mig langsomt om. Det her var det afgørende øjeblik, hvis hun sagde ja, havde hun tilgivet mig, men hvis hun sagde nej, tja, så var der ikke så meget at gøre.

"Jeg ved, du skal på arbejde i dag, Anne, og Harry behøver ikke tage med, jeg klarer mig helt fint alene," svarede Kate. Det var det, det hele var ødelagt.

 

Kate´s synsvinkel:

 

Jeg var vågnet med en dunkende hovedpine og hævede øjne. Jeg havde uden tvivl grædt hele natten igennem, uden egentlig at vide det. Jeg var gået i bad, desværre hjalp det kun på mine hævede øjne, ikke min hovedpine. Jeg havde fundet noget tøj, der var endnu mere krøllet, end det jeg havde haft på dagen før.

Nu sad jeg så overfor Anne nede i køkkenet med en halvspist bolle liggende foran mig på en tallerken. Anne var virkelig sød. Hun opførte sig lidt som en mor for mig, noget jeg havde savnet i flere år.

Trappen knirkede bag mig, og jeg vidste det var Harry. Jeg undgik, med vilje, at se på ham. Den fornøjelse skulle han ikke have.

"Kate, jeg tænkte, at du måske gerne ville købe noget tøj, i byen, i dag. Vi giver, og inden du begynder at sige nej, vil jeg lige sige, at du fortjener det," sagde Anne og rev mig ud af min lille verden, der bestod af had til Harry.

Jeg ville egentlig sige, det behøvede de ikke, men det der kom ud var et smil og et: "Det vil jeg meget gerne".

Harry gik forbi mig over til køleskabet, sikkert for at få noget juice eller mælk.

"Vil du gerne have Harry eller mig med?" spurgte Anne og rev mig igen ud af min lille verden, jeg lære måtte holde fokus.

Jeg kunne mærke Harry´s blik, da han vendte sig om. Jeg ville aldrig i mit liv tage ham med, det kunne jeg selvfølgelig ikke sige til Anne.

"Jeg ved, du skal på arbejde i dag, Anne, og Harry behøver ikke tage med, jeg klarer mig helt fint alene," svarede jeg høfligt. Og med de ord, vendte Harry sig om mod sit glas juice med et tomt blik. Jeg havde helt klart fået ram på ham, og det havde han fortjent.

"Forresten Harry," sagde Anne, Harry vendte sig om mod os for anden gang, "drengene ringede og spurgte, om du kunne være med til at interview. I dag" Anne sendte hurtigt et blik i min retning, for at spørge ham, om han skulle bruge dagen med mig i dag. You wish.

"Det kan jeg godt," svarede Harry koldt, tog sit glas juice og gik op på sit værelse. Man kunne tydeligt høre døren smække.

"Kate mine ven?" spurgte Anne.

"Hm?".

"Ved du, hvad der er galt med Harry?".

"Næh," svarede jeg med et lumsk smil.

 

***

 

Jeg stod foran spejlet oppe på mit værelse. Jeg drejede min mors vielsesring mellem fingrene, jeg vidste, den var et symbol for kærlighed, og at min far havde forladt min mor, men jeg nænnede bare ikke at tage den af. Jeg havde rygsæk på og var fuldstændig klar til at tage ind til byen, der var bare lige det, at mit mod var ved at svigte. Jeg havde måske været selvsikker i køkkenet, det var bare kun, fordi Harry var der, nu var jeg knap så selvsikker, når jeg vidste, jeg skulle ud i verden. Hvor Hank var. Det var noget lort.

Jeg tog mod til mig og gik over mod døren. Jeg trak dørhåndtaget ned og, gik så langsomt som muligt, ud ad døren. Jeg to små skridt ned ad trappen, indtil jeg ikke kunne trække den længere.

"Er du klar?" spurgte Anne, der stod ved siden af Harry i entreen. De stod kun og ventede på, at jeg skulle tage afsted. De var min lille afskedskomite.

"Helt klar," svarede jeg med et falskt smil.

"God tur," mumlede Harry, da jeg gik udenfor.

Der var ikke langt til byen fra Harry´s hus, så det tog ti minutter at gå derind. Jeg gik ind i de sædvanelige butikker med det billige tøj, da det slog mig. Jeg havde masser af penge med, så jeg kunne sagtens gå ind i en af de dyre butikker.

Jeg havde kun været inde i butikken i fem minutter og havde allerede fundet en virkelig pæn trøje på et stativ, jeg ville virkelig gerne have den, men min hjerne fungerede ikke ordenligt. Den sagde hele tiden: Ikke for mange penge. Ikke for mange penge.

Jeg hadede min hjerne, den fungerede aldrig ligesom andres, den var ødelagt.

Et hårdt greb var pludselig om min arm. Jeg gik fuldstændig i panik, hånden holdt mig fast så jeg ikke kunne flygte. En stemme jeg kun kendte alt for godt lød i mit øre: "Hej, min ven. Nu skal vi ikke tiltrække os for meget opmærksomhed, så du går bare ligeså stille og roligt med mig".

Åh nej. Hvordan havde han fundet mig? Jeg prøvede forgæves at vride mig ud ad hans greb, men han var for stærk.

"Hjælp!" råbte jeg, så højt jeg kunne og tiltrak mange blikke. Hank slap mig hurtigt, heldigvis langt nok tid til at jeg kunne komme forbi ham og løbe min vej. Jeg løb, så hurtigt jeg kunne. Regnen kom tilbage, en let støvregn. Den genrede mig overhovedet ikke, jeg skulle bare væk. Væk fra Hank.

Harry´s hus begyndte at tegne sig for mig, og jeg satte farten yderligere op. Jeg nåede til døren , åbnede den og slog den så hårdt i, at det rungede i hele huset. Jeg sank ned ad døren, indtil jeg ramte gulvet. Jeg kunne ikke få vejret, det var som om, et par usynlige hænder tog fat om min hals, for at være sikker på, jeg ikke trak vejret. Jeg prøvede, så godt jeg kunne at få luft ned i lungerne, men de usynlige hænder strammede deres greb.

Tilsidst fik jeg dog en hostende vejrtrækning igennem. Det hjalp bare ikke på den hårde knude i min mave.

Hank havde været der. Hank havde rørt ved mig.

Jeg havde kun brug for én ting, og selvom jeg ikke kunne lide det, havde jeg brug for Harry.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...