Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9142Visninger
AA

21. Happy birthday

Jeg stod foran den hvide låge, med hjertet helt oppe i halsen. Jeg tog fat om den, og lod mine fingre glide over de tre ord. Mor. Far. Kate. En skælven gik gennem min krop, de tre ord havde altid reddet mig, når jeg var ked af det som lille, nu gjorde de mig kun nervøse. Harry gav min hånd et klem og skubbede hurtigt lågen op med den anden.

Min hvide sommerkjole flagrede lidt i viden, da vi gik ned ad stien mod huset. Anne havde brugt hele morgenen på at hjælpe mig med at dække mine mange blå mærker og ar. De var blevet dækket nogenlunde, og jeg var ret tilfreds med det.

Jeg ved hvad I tænker, betyder det at hun tog med til fødselsdagen? Og ja det gør det, jeg valgte at tage med til fødselsdagen, for jeg besluttede mig for at rydde op i mit liv, gøre det mindre kompliceret. Og jeg kunne vel heller ikke hade min far for evigt, jeg ville aldrig tilgive ham for at stikke af fra os og tage alle vores penge, men jeg kunne ikke hade ham, det vidste jeg.

Harry stod lige nu ved min side, foran huset, der en gang havde været mit hjem. Man kunne høre glæde og latter derindefra.

"Er du klar?" spurgte han med en bekymret stemme.

Jeg nikkede stift. Harry tog min hånd i sin, og jeg bankede på døren. Der lød et råb, latter, lidt tumult, og så stod min far med et smil på læben midt i døråbningen. Han smil forvandlede sig til en overrasket grimasse ved synet af mig.

"Kate! Du kom! Hvor dejligt!" sagde han højlydt.

Jeg nikkede med et lille smil om munden.

"Kom indenfor!" han lød meget glad, så jeg gættede på, at han ikke havde regnet med, at jeg dukkede op.

Min fars smil blev lidt stift, da han forvirret så på Harry. "Og du er?".

"Åh, det må du undskylde. Jeg hedder Harry," Harry rakte hånden mod min far.

"Jeg hedder John," svarede han smilende, han så fra Harry til mig og tilbage igen, "er i to...?".

"Hvad... Nej! Nej, nej, vi er bare venner," forsikrede jeg ham hurtigt.

Han nikkede med et spørgende ansigtsudtryk. Vi trådte ind ad døren, min far tog imod vores jakker og førte os ind mod stuen. Det var underligt at gå der igen efter alle de år. Jeg følte mig ikke længere hjemme. Det burde være min mor, der gik ved siden af mig.En knugende fornemmelse lagde sig om mit bryst. Var det forkert at jeg var kommet?

"Vent her, så henter jeg lige Christine," min far løb ind i stuen.

Harry og jeg stod i åbningen til stuen. Inde i stuen var der næsten propfyldt: Min farmor og farfar stod og snakkede, med nogen jeg gættede på var Carries (min fars kæreste) forældre, der stod et par jeg kunne genkende som gamle venner af min far og snakkede med nogen jeg ikke kendte, Carrie stod og snakkede med min tante og onkel og henne ved et gavebord stod Christine sammen med min tante og onkels tre børn Jenny, Emma og Fred.

Som jeg stod der og stirrede på dem, der engang havde været min familie, forstod jeg, hvor meget jeg egentlig havde mistet. Efter skilsmissen havde jeg mistet al kontakt med mine fætre og kusiner, og min farmor og farfar, der altid havde kaldt mig deres lille smørblomst (jeg ved godt det er lidt gammeldags, men jeg elskede det navn) glemte pludselig alt om mig.

Hvorfor var jeg overhovedet taget med? Ingen af de her mennesker ville have kontakt med mig, vi var ikke familie længere. Jeg vendte mig med bedende øjne mod Harry, men han rystede bare på hovedet som svar på mit uudtalte spørgsmål.

Min far kom gående tilbage med Christine sidde grinende på hans ryg. Da han var kommet helt til os, bøjede han sig ned, så hun kunne springe af.

"Christine," sagde han roligt til pigen, der stod ved siden af ham, "det her er din storesøster, Kate".

Christine gik med små skridt hen til mig, jeg satte mig ned på hug, så jeg var på højde med hende.

"Tillykke med fødselsdagen," jeg sendte hende et smil.

Hun trådte hurtigt et skridt nærmere og lagde sine små arme om mig i et kram. Jeg var først så overrasket, at jeg slet ikke gjorde noget, overraskelsen blev dog hurtigt brudt, og jeg lagde også armene om hende. Jeg havde altid ønsket mig mindre søskende, men efter skilsmissen havde min mor jo fundet Hank, og så var det blevet fuldstændig udelukket, at skulle have en lillesøster eller lillebror. Men nu mærkede jeg for første gang, hvad det ville sige at have søskende. Jeg smilede til hende, da hun trak sig ud ad krammet.

"Hun har glædet sig meget til at møde dig," smilede min far. Carrie var kommet over til min far, havde lagt en hånd på min fars arm.

"Du bliver 5 år, ikke?" spurgte jeg Christine.

"Jo," svarede hun med en lille, skrøbelig stemme.

"Jeg har en gave med til dig," sagde jeg.

Et stort smil brød frem på hendes ansigt. Jeg grinede lidt og så op på Harry. Han satte sig også på hug, tog gaven frem og gav den til mig. Jeg gav gaven videre til Christine, der sad med et håbefuld udtryk.

"Jeg vidste jo ikke helt, hvad du kan lide, såå..." mumlede jeg lidt forlegent, imens hun flåede papiret af.

Christine udbrød et lille, glad hvin, da hun endelig have fået pakket den op og nu stod med en lille hundehvalpebamse i hænderne. Hun gav mig endnu et kram, denne gang et hurtigt et og løb så hen til Emma, min kusine, for at vise hende den.

Jeg rejste mig op. "Betød det at hun er glad for den?" spurgte jeg min far.

"Meget glad," han grinede.

Carrie smilede og sagde: "Jeg er Carrie".

"Det ved jeg, jeg har skam hørt om dig. Det her er Harry, en af mine gode venner, og mig, ved du nok godt hvem er".

"Jeg har længe gerne ville møde dig," hun gav min fars hånd et klem, "du er virkelig god til børn, har du andre søskende?".

"Nej... jeg..." jeg rømmede mig, "nej, men jeg har altid gerne ville have søskende".

Billeder af Hank dukkede op i mit hoved, jeg rystede lidt på hovedet for at få det til at forsvinde.

"Jeg er virkelig ked af det med din mor, jeg føler lidt, at det er min skyld, hun er død," Carrie var øjeblikkeligt blevet alvorlig.

"Det er ved at være nogle år siden, og det er overhovedet ikke din skyld".

Okay, faktisk var det hendes skyld eller min fars, men det kunne jeg ikke sige til hende, det ville nok ikke give noget godt indtryk.

Hun smilede igen. "Jeg er virkelig glad for, at du er kommet".

Jeg så op på Harry, der smilede. "Det er jeg også".

Jeg trak ham lidt væk fra de andre. Han så spørgende på mig.

"Jeg er virkelig glad for, at du ville tage med mig," jeg smilede til ham.

"Altid," han gengældte mit smil, lagde en arm om mit liv og kyssede mig på panden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...