Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9627Visninger
AA

23. Hank!

"Jeg ved, hun er her!" råbte en vred stemme, der fik mig til at fare forskrækket sammen.

"Jeg ved ikke, hvad du taler om!" kunne jeg høre Harry råbe tilbage.

"Jeg har holdt øje med hende hele ugen, jeg ved hun er her! Kate! Nu kommer du herud!" råbte den alt for genkendelige stemme.

"Kate, bliv hvor du er!" beordrede Harry.

"Jeg troede ikke, du anede, hvad jeg talte om," hånede Hank.

"Jeg troede, du vidste, hun var her, eftersom du havde holdt øje med hende," gav Harry igen.

Jeg himlede med øjnene af dem, selv om de selvfølgelig ikke kunne se mig, det var simpelthen for dumt, at de stod og diskuterede om hvorvidt jeg skulle blive her eller ej, mens de hånede hinanden. Deres barnlige skænderi, fik dem til at lyde som drenge på fem år.

"Hør nu her, Krøltop, jeg ved at pigen er her, og hvis ikke hun kommer herud lige nu, så bliver det dig, det går ud over," Hanks stemme var hård, og de ting, han sagde, gav mig myrekryb. Jeg vidste, at det han sagde, ikke bare var noget han sagde. Han gjorde alvor i hans ord, og hvis ikke jeg kom ud, ville Harry komme til at bøde for det. Jeg kunne klare flere slag, end mange andre kunne, deriblandt Harry, og jeg kunne bare ikke lade ham tage slagene for mig, ikke efter han havde gjort så meget for mig. Situationens bratte alvor gik op for mig, ferien fra Hank var slut. Jeg vidste, at jeg var nødt til at gå derud.

Jeg rejste mig op på rystende ben, der knap nok kunne holde mig stående. Mit blik fløj fra den ene ting i rummet til den anden. Jeg prøvede at indprente hver eneste detalje af hele huset, nu når jeg sandsynligvis enten skulle tilbage til Hank eller fik en hjerneskade af et slag, Hank gav mig.

Jeg kom ud i køkkenet og gik videre hen til døren til entreen. Døren stod på klem, og jeg kunne lige akkurat se Harry og Hank, der stod overfor hinanden. De blev begge ved med at skule ondt til hinanden. Jeg kom næsten til at grine, selvom det hele var så alvorligt, måske var det min nervøsitet, men det så virkelig komisk ud.

Jeg trådte hurtigt ind i rummet, inden jeg kunne nå at stoppe mig selv. Hank smilede selvtilfreds, jeg havde helt glemt, hvor klam han egentlig så ud. Harry derimod, virkede både vred og overrasket. Han tog hurtigt fat i min arm og rev mig om bag sig.

"Hvad har du gang i?" hans øjne var vrede, men hans stemme røbede, at han var bekymret.

"Harry, det har været fantastisk at være her, at lære dig at kende. Jeg har for første gang i mange år haft venner, jeg er blevet gode venner med min far igen, jeg har oplevet, hvordan der er når folk holder af en, og bedst af alt har jeg mødt dig. Men jeg er nødt til at gøre det her," mumlede jeg.

"Jeg kan ikke lade dig gå med ham," Harry spyttede ordet ud.

"Lad mig i det mindste prøve at få ham overtalt til at lade mig blive. Kom nu, Harry?"

Han sukkede. "Okay, men jeg er lige her, hvis du får brug for mig."

Jeg nikkede, men ikke i særlig lang tid før Harrys læber blidt blev presset mod mine.

"Ung kærlighed," jeg havde fuldstændig glemt alt om Hank, så jeg trak mig hurtigt, dog ufrivilligt, væk fra Harry. Hank stod og så på mig med væmmelse i sit blik, "jeg troede, jeg havde opdraget dig bedre. Det blev din mors undergang, og snart bliver det vist også din."

"Du dræbte min mor! Hvis ikke du havde brugt hende som en tjener, havde hun stadig været her!" sagde jeg vredt.

"Tja, det er vel rigtigt nok," mumlede han.

"En dag ville jeg flytte hjemmefra, og så ville du ikke kunne bestemme over mig længere. Hvad ville du så gøre?" spurgte jeg.

"Jeg havde vel håbet på, at du ikke kom nok ud, så du var bange for resten af verden."

"Hank, jeg ber´ dig, vil du ikke nok lade mig blive?" bad jeg desperat.

"Aldrig," han var over mig på få sekunder, trak armen tilbage og stak mig en så hård lussing, at jeg faldt om på gulvet. Jeg græd ikke, nej, det gjorde jeg aldrig.

"Kate!" Harry sprang hen til mig.

Jeg rystede kort på hovedet for at få ham væk. Jeg skulle ikke se svag ud foran Hank. Min kind brændte, og jeg vidste, der sikkert allerede var et rødt mærke.

"Er du okay?" lød det fra Harry, der endnu ikke havde trukket sig helt væk.

"Jeg har det fint," sagde jeg med øjnene rettet mod Hank. Det var faktisk en lodret løgn, jeg var langt fra okay, men jeg holdt som sædvanlig min mund. Ligesom dengang.

"Hvornår stopper det her? Du har slået, sparket, skubbet, banket mig og meget mere! Hvornår har du tænkt dig at stoppe det? Siden jeg var ti år gammel, har du behandlet mig på den måde! Hvordan kunne du overhovedet få dig til at gøre skade på et barn? Jeg væmmes ved dig! Du er et forfærdeligt menneske! Jeg forstår ikke en gang, hvordan du kan se dig selv i spejlet, efter alt hvad du har gjort! Du er et monster!" råbte jeg. Syv års vrede væltede, Langt om længe, ud ad mig. Jeg havde aldrig sagt de ting til nogen, men jeg kunne bare ikke klare det længere. Hank var pludselig blevet forbavset at se på. Han havde aldrig troet, jeg kunne stå op imod ham.

Han trådte et skridt frem mod mig og hævede endnu en gang sin arm, men denne gang var jeg forberedt og trådte selv et skridt tilbage. "Du vover på at røre mig igen!"

Hank trak på skuldrene, tog en vase, fra en hylde, og knaldede den med alt sin kræft i hovedet på mig.

Så blev alting sort.

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg så Hank tage en vase for derefter at hamre den i hoved på Kate, der øjeblikkeligt drattede om på gulvet.

"Kate!" jeg løb over mod hende. Hun var allerede begyndt at bløde kraftigt, og jeg vidste, hun skulle på sygehuset så hurtigt som muligt, "Kate, kom nu!"

"Nå, har din kæreste det dårligt?" sang Hank bag mig.

Jeg rejste mig op, så jeg stod ansigt til ansigt med ham. Han trådte frem og slyngede en knytnæve imod mig. Jeg nåede lige akkurat at springe til side, før den ramte mig i hovedet, desværre ikke hurtigt nok, for i stedet ramte den min skulder. Jeg vaklede lidt før jeg igen genvandt balancen. Hurtigt sendte jeg en knytnæve afsted, der ramte Hank lige på kæben, så han faldt om.

Min mor kom pludselig løbende ned ad trappen. Hun lagde en hånd for munden i bar forskrækkelse. Det samme øjeblik lød sirener udenfor.

"Hvad er der dog sket? Jeg hørte noget tumult hernede fra, så jeg skyndte mig at ringe til politiet," sagde hun, stadig chokeret.

"Hank kom," mumlede jeg og løb over til Kate, "men jeg tror også, vi får brug for en ambulance."

 

________________________________________________________________________________

 

Jeg tror, det her var et af mine hidtil længste kapitler. Så jeg håber meget på, at I kan lide det. Jeg bliver super glad, når jeg kommer ind og ser jeres søde kommentarer, og alle dem der har sat min historie på favorit liste. Det er min første movella, så jeg er utrolig overrasket, over at der er, så mange der læser med. I skal have mange tak!

Nå, men så kom den store konfrontation med Hank endelig. Jeg håber I vil skrive i kommentaren, hvad I mener om de ting Kate sagde til Hank. Og så må vi jo se, hvad der sker i næste kapitel.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...