Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

82Likes
110Kommentarer
9039Visninger
AA

24. Everything will be fine as long as we are together

Harrys synsvinkel: 

 

Louis og Niall brasede ind ad døren tæt efterfulgt af Liam og Zayn. De begyndte allesammen at tale i munden på hinanden, og jeg forstod ikke et ord af, hvad de sagde.

"Stille! Vi er på et hospital!" skændte jeg på dem.

De tav øjeblikkeligt, med skyldbevidstes ansigter. De nikkede lidt til hinanden, og Liam trådte frem. "Hvad er der sket?"

Jeg så hen på Kate, der stadig var bevidstløs. Den hvide hospitalskjole blev ved med at minde mig om, at hun lå på hospitalet, at hun var kommet til skade. Lige foran mig. Jeg kunne have gjort noget! Men jeg lod hende klare det hele selv, og nu var hun endt her.

"Vi havde bare tænkt os at slappe af, så vi satte os ind i stuen og snakkede lidt og sådan. Det ringede på døren, og jeg gik ud og åbnede. Det var Hank. Han bad mig om at hente Kate, men jeg ville ikke. Han begyndte at råbe op om, at hvis hun ikke kom ud, ville jeg bøde for det. Jeg ved ikke, om det var derfor, men Kate kom i hvert fald ud. Hun sagde noget til mig om, at hun ville klare det selv, og jeg gav hende lov," jeg kunne høre gråden i min egen stemme, "han slog hende i hovedet med en vase... Og nu ligger hun her. Og det hele er min skyld."

Drengene så medfølende på mig, ingen af dem så ud til, at ville sige noget, så jeg fortsatte.

"Hvad hvis der er sket noget alvorligt med hende. Så ville det være min skyld," jeg brød sammen.

Drengene begyndte igen at mumle i munden på hinanden, de sagde ord som "det skal nok gå" og "hun skal nok få det godt igen", men jeg ville ikke høre efter.

Et støn af smerte fik mit hoved til at flyve op. Kate lå, med halvt åbne øjne, og tog sig til hovedet.

"Han fandt mig," sagde hun, inden jeg overhovedet nåede at sige noget.

"Kate, slap af. Der er ikke noget at være bange for," sagde jeg beroligende.

"Han fandt mig," gentog hun.

"Kate, jeg..." prøvede jeg, men hun afbrød mig hurtigt.

"Han vil gøre mig fortræd," mumlede hun.

Hun stirrede stift ud i luften. Pludselig begyndte hun at hive underligt efter vejret, hendes krop begyndte at ryste og hendes øjne, der stadig var rettet ud i luften, blev fyldte med frygt.

"Kate! Kate!" råbte jeg panisk.

Jeg havde prøvet det her før. Hun var ved at få et angstanfald. Selvom jeg havde prøvet det her før, var det alligevel forfærdeligt at se på.

"Hent hjælp nu!" råbte jeg.

Zayn løb ud på gangen, og det begyndte øjeblikkeligt at vrimle med sygeplejesker, læger osv. De løb rundt om Kate, for at få hende til at falde ned. Kate skreg i frygt, men blev så underligt stille.

"Er hun okay?" hørte jeg mig selv sige.

"Bare rolig, hun har fået lidt beroligende og noget smertestillende. Når hun vågner igen, skal du lige kalde på en af os, så hun kan få lidt mere smertestillende. Okay?" svarede en af sygeplejerskerne.

Jeg nikkede halvhjertet. Jeg havde det forfærdeligt!

 

***

 

Jeg vågnede ved at nogen ruskede i mig. Jeg satte mig op med et ryk og stirrede på Louis, der nikkede hen mod Kate. Jeg rettede blikket hen mod hende, hun lå med trætte, dog åbne, øjne og så på mig. Ved siden af hende stod en sygeplejerske og gav hende noget, jeg gættede på var, smertestillende.

"Okay, det her smertestillende har nogle få bivirkninger: enten bliver hun meget glad eller meget vred. Og du skal passe på, hvad du siger eller gør, for hun bliver meget nærtagende lige meget hvad," forklarede sygeplejersken og var hurtigt ude af døren.

Jeg så op på Louis, der stadig stod lige bag mig. Han nikkede igen.

"Kate, hvordan har du det?" prøvede jeg forsigtigt, idet jeg rykkede min stol endnu længere hen til hendes seng. Hvis det overhovedet var muligt.

"Harry, jeg har ondt hovedet," hun sendte mig et stort, bredt smil. Vent, hvad?!

"Tja... jeg tror, vi kan blive enige om, at Kate er meget glad," kom det fra Niall.

Kate grinede. Hun grinede! "Hvorfor så alvorlige?" grinede hun og daskede mig over armen.

"Du er lige kommet meget slemt til skade, grunden til at du er så glad, er smertestillende medicin," jeg tog hendes hånd i min.

Hendes smil falmede. "Hvorfor er du ked af det, Harry? Har jeg gjort noget galt?"

Louis bøjede sig ned og hviskede i mit øre: "Harry, husk nu, hun er meget nærtagende."

"Nej, nej! Det er ikke på grund af dig! Jeg har bare haft en dårlig dag," forsikrede jeg hende med et falskt smil.

"Bare rolig, Harry. Alting skal nok ordne sig, så længe vi er sammen," smilede hun.

Jeg fik et rigtigt smil frem, hun lød så meget som sig selv, at det var lige før, jeg brød sammen i glædestårer.

"Så er du glad i dag?" spurgte Liam, der var gået over på den anden side af sengen.

"Ja, jeg har sådan en," hun ledte efter ordet, "befriende følelse i kroppen! Kender I det?"

"Jah... Klart!" svarede Niall.

"Hvor er Hank?" endnu en gang lød hun som sig selv.

"Ham skal du ikke tænke på," kom det fra Zayn.

Jeg var glad for at drengene var her for mig.

 

***

 

Kate grinede højt, af noget Louis havde sagt, da der blev banket på døren. Jeg rejste mig op, for at åbne døren, men den blev allerede åbnet ude fra. To betjente kom ind ad døren.

"Jeg hedder betjent Basso, og det her er min makker betjent Marcus," sagde den højeste af dem.

"Hej," sagde jeg tøvende.

"Vi er kommet for at stille Katlyn Adams nogle spørgsmål. Om Hank," forklarede betjent Marcus.

"Neej, det er hun ikke klar til. Hun er stadig ikke kommet sig," jeg rykkede beskyttende længere ind mod Kate.

"Hun skal i retten i morgen, så hvis ikke hun svare nu, skal hun svare i morgen," denne gang var det betjent Basso, der talte.

"I retten," gentog Kate forfærdet og rejste sig op.

 

_________________________________________________________________________________________________

 

Undskyld, for at der er gået så lang tid, og at det er et meget lidt spændende kapitel. Men det har været travlt i skolen med alle de nye fag og sådan.

For resten hvis I vil vide 20 random facts om mig, skal I tjekke min nye mumle ud.

Som jeg plejer at sige: Taaak, for alt!!!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...