Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

82Likes
110Kommentarer
9033Visninger
AA

15. Are you happy now?

Jeg vågnede med en beroligende varme omkring mig, og jeg blev øjeblikkeligt opmærksom. Jeg rullede om på den anden side.

"Harry, hvad laver du her? Igen?" spurgte jeg lidt højt, da han stadig sov.

Han rullede lidt rundt og åbnede så øjnene halvt. Jeg kvalte et grin, han så virkelig sjov ud. Han kiggede hen på mig med et smil på læben.

"Hva'?" mumlede han søvnigt.

"Hvad laver du her?" gentog jeg.

Han mumlede noget, der nok skulle lyde som: "Du havde mareridt," men i stedet lød det mere som: "D had mar idt".

Nu kunne jeg ikke længere holde grinet tilbage. Jeg kunne ikke huske sidste gang, jeg havde grinet så meget. Harry så fornærmet på mig, men han kunne eller ikke lade være med at grine.

"Okay, Harry, gå," kommanderede jeg og pegede på døren.

"Jeg ligger så godt," brokkede han sig grinende.

"Fint. Du kan bare lige blive her, så tager jeg noget tøj på," jeg gik over til min taske fandt en cowboyjakke, et par blå bukser og en hvid trøje. Derefter gik jeg ind på badeværelset og tog mit nattøj af. Jeg stod lidt og så på mig selv i spejlet, de gyldne lokker var spredt ud over mine skuldrer, et smil var plastret på mit ansigt og mine øjne strålede. Jeg var på vej tilbage, det vidste jeg. Jeg smilede stort og vendte mig væk fra spejlet. Jeg gik ud til Harry, der langt om længe havde rejst sig fra sengen, han smilede ved synet af mig.

"Kate, jeg tænkte på..." sagde Anne, der trådte ind på værelset, men hun afbrød sig selv, da hun så Harry, der kun var iført et par bukser.

Hun rettede et spørgende blik mod mig. Jeg rødmede og så ned i gulvet. Anne rømmede sig og sagde: "Kate, jeg tænkte på, om vi to ikke skulle tage ud og shoppe i dag? Du ved, en pigetur?".

Jeg smilede, hvis Anne var med ville jeg være mere sikker.

"Det vil jeg meget gerne," smilede jeg.

"Morgenmad om fem minutter," hun kastede et sidste blik på Harry og gik så ud af døren.

Harry grinede, det samme gjorde jeg.

"Det var en lille smule akavet," grinede jeg.

 

***

 

Jeg stod klar ude i entreen og ventede kun på Anne. Jeg skulle ud og shoppe. Frygten sad stadig i mig, Hank var muligvis stadig derude, han ventede bare på, at jeg kom ud igen, men når Anne var med, ville han vel ikke gøre mig noget. Ville han? Jeg tog en rystende indånding, rolig Kate, det skal nok gå.

Anne trådte ind i entreen. "Klar?" spurgte hun, og jeg nikkede.

Vi gik begge ud af døren. Luften var lun, og den duftede af sommer. Vi begyndte at gå ned mod byen.

"Savner du din mor?" spurgte Anne.

Jeg åbnede munden for at svare, men lukkede den igen. Savnede jeg egentlig min mor? Jeg savnede den glade mor, jeg havde før skilsmissen, den mor der grinede og lavede sjov, ikke den mor aldrig smilede eller var glad.

"Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg savner den kærlige mor ,der var der for mig, ikke den triste mor der aldrig så meget som smilede til mig," svarede jeg tankefuldt.

"Du har haft en hård barndom, men du er også meget speciel. På den gode måde selvfølgelig," sagde hun

"Tak".

"Det er nok derfor, Harry så godt kan lide dig," Anne gav mig et smil.

"Øh..." jeg tøvede, "Jeg tror altså ikke, Harry kan lide mig, ikke på den måde du tror".

Hun smilede, som om hun vidste alt i verden. Jeg rystede bare på hovedet af hende, jeg havde dog også et smil på læben. Kunne Harry mon lide mig? Hvordan havde jeg det mon, hvis han kunne lide mig? Ej, han kunne heller ikke lide mig, det vidste jeg jo godt.

 

 

Vi gik ind i den syvende butik, vi havde begge to mange poser i hænderne både med tøj og sko til mig, men også til Anne. Det var en virkelig hyggelig tur, jeg havde aldrig prøvet at være på shopping med min mor, men jeg var sikker på, at det var sådan det føltes at være på shopping med sin mor. Vi snakkede knap nok om min fortid, og det gjorde mig glad.

"Hvad med den her?" spurgte Anne og holdt en hvid sommerkjole frem, en virkelig sød sommerkjole.

Jeg rynkede på næsen. "Den er flot, det er bare det, at hvis jeg tager den på, så kan man se både min ben og arme".

"Du kan da stadig have den på," sagde hun.

"Ja, men jeg har bare så mange blå mærker og ar, så det vil ikke se så godt ud," mumlede jeg og så ned på min hærgede finger, den var et tydeligt symbol på alle mine ar.

"Hvis du tager den på, er der ikke nogen, der vil lægge mærke til dine ar og blå mærker," sagde hun og holdt den op foran mig for, at se hvordan den ville se ud til mig.

Jeg smilede lidt. Ej, hvor kunne jeg godt tænke mig den!

"Okay, lad os købe den," smilede jeg.

Anne nikkede og gik op til kassen, der var ingen kø, så det gik hurtigt. Hun kom tilbage, gav mig posen og trak mig ud af butikken.

"Skal vi ikke købe lidt kage?" spurgte hun.

"Det kan vi da godt," svarede jeg.

"Der er en bager lige hernede," hun peger på et skilt lidt længere nede ad gaden.

Det var sjovt, som alle gav os så meget opmærksomhed, bare fordi Anne var Harry Styles' mor. Jeg plejede ellers altid at være usynlig. Nu var det, som om jeg selv var berømt. Det var egentlig lidt fedt, men også en lille smule skræmmende, da jeg ikke var vant til så meget opmærksomhed.

"Du kan bare vente herude, det vil ikke tage så lang tid," sagde Anne og rev mig ud af mine tanker.

Jeg nøjedes med at nikke, da der var noget andet, der fangede min opmærksomhed. Et toetagers, hvidt hus der havde en lille forhave og en lille, hvid havelåge. Jeg gik hen til huset, engang havde det virket så fint, noget man altid blev glad af at se på, nu fremkaldte det bare dårlige minder. Jeg stod foran huset med hænderne på lågen, den låge jeg var gået ind og ud af så mange gange. Den var meget slidt nu, men man kunne stadig se de tre ord, der var skåret ind i den: Mor. Far. Kate. De tre ord vi havde skåret ind i lågen, den dag vi fik den. Jeg lod fingrene løbe hen over bogstaverne.

Jeg rejste mig op og kiggede ind gennem et af vinduerne. Der stod en kvinde derinde, hun løftede en lille pige op og drejede hende rundt i luften. Pigen grinede, og det samme gjorde kvinden, jeg gættede på var moren. Jeg smilede lidt, det var noget, min mor havde gjort dengang før skilsmissen. Mit smil falmede, da der kom en mand ind til kvinden og barnet. Manden havde mørk, lidt gråsprængt hår, et stort glad smil og glade øjne. Manden lignede sig selv, selv efter alle de år der var gået. Manden var min far.

Han gik hen og tog barnet op, pigen smilede, jeg var derimod lige ved at græde. Han havde fået et barn, et barn! Det så ikke ligefrem ud, som om han tænkte meget på hverken mor eller mig. Min far satte pigen ned og begyndte at gå igennem huset. Døren gik op, inden jeg nåede at vende mig om. Min far så mig og fik øjeblikkeligt et alvorligt ansigtsudtryk.

"Hey! Hvem er du?" råbte han.

Det var ikke rigtig, han kunne ikke kende mig! Min egen far!

"Det kan du da være ligeglad med! Du plejer jo at være ligeglad, når det kommer til mig!" råbte jeg tilbage.

Han fik et spørgende udtryk i ansigtet og skulle til at sige noget, men jeg afbrød ham. "Hun er død! For fem år siden! Hun er død! Er du glad nu?! Var det, det du ville?! Død!" råbte jeg og stormede væk, inden han så mig græde. Han havde ødelagt mit liv, så nu kunne jeg ødelægge hans.

Jeg tørrede hurtigt mine øjne og gik hen til bageren, lige da Anne kom ud. Hun smilede til mig.

"Skal vi se at komme hjem?" spurgte hun.

Jeg nikkede og så ned i jorden.

Jeg håbede, han havde fået noget at tænke over. Jeg håbede, han havde forstået, hvem jeg var. Jeg hadede ham, og jeg håbede på, han brugte resten af dagen på at tænke på mig. Det havde måske været hårde ord, jeg havde råbt, men de havde ligget i mit hoved i mange år, det var på tide, de kom ud. Min far var ikke den mand, han havde været engang, og jeg var ikke den, jeg havde været engang, jeg håbede, han kunne se, hvor meget han havde forandret mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...