Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9136Visninger
AA

14. Are we friends again?

Det var som om vejret fulgte mit humør, da jeg skulle møde resten af drengene, og da jeg skulle ud og købe tøj, var vejret fantastisk, men resten af tiden hvor mit humør har været helt nede i kulkælderen. Lige nu sad jeg i vindueskarmen, min sædvanlige plads, med ansigt rettet ud. Lige nu var der kun en stille støvregn, men man kunne se de mørke skyer, der var på vej over himlen. Selvom jeg allerede var i dårligt humør, gjorde vejret det bare værre. Det var som om det hånede mig, som om det bare ville gøre mig så dårlig, at jeg fik endnu et angstanfald. Efter den oplevelse jeg lige havde haft ville de fleste nok have hundrede tanker i hovedet, men jeg derimod havde kun to. Hank. Og Harry.

Også selvom jeg ikke var glad for det, var jeg nødt til at se i øjnene, at jeg havde brug for Harry. Lige nu havde jeg mest af alt brug for, at han sad overfor mig, ikke andet, jeg havde kun brug for, at han sad der. Så jeg kunne mærke, at jeg ikke var alene, så jeg kunne mærke, at han ville være der for mig lige meget hvad. Jeg vidste ikke en gang, hvornår han kom hjem fra det interview, men jeg håbede inderligt, at det var snart.

Jeg lænede mig helt op mod vinduet, det kolde vindue beroligede mig. Jeg trak tæppet, jeg havde om mig, helt op til hagen. Det gav et sæt i mig, da døren nedenunder gik op. Først blev jeg bange for, at det måske var Hank, men den tanke forsvandt hurtigt, da huset blev fyldt med glade drengestemmer. Jeg åndede lettet op, viklede tæppet om min krop og begyndte at gå ned mod entreen. Mine ben rystede så meget, at jeg knap nok kunne gå ned ad trappen, så det var en lettelse, da jeg langt om længe stod foran døren til entreen. Den stod lige præcis så meget på klem, at man kunne se Zayn og Liam. Jeg skubbede til døren, så den langsomt gik op, den knirkede selvfølgelig og tiltrak alles opmærksomhed.

"Øh, Kate?" sagde Harry undrende.

"Hej," jeg prøvede med et lille smil, desværre lignede det nok mere en grimasse, fordi tårerne vældede op i mine øjne.

"Fik du købt noget tøj?" spurgte han og begyndte at binde sine snørebånd op.

"Nej," svarede jeg med rystende stemme.

Han så op. "Hvorfor?".

"Kan vi ikke snakke om det over en kop te?" foreslog jeg.

"Kate, er du okay?" Harry rejste sig hurtigt op, han gik et par skridt hen imod mig.

Jeg rystede på hovedet, han lagde en hånd på min rystende arm. Han blev sløret for mit blik, da endnu flere tårer sprang frem i øjnene på mig, nogle få af dem trillede langsomt ned ad min kind. Harry tørrede dem hurtigt væk og prøvede at trække mig ind i en omfavnelse. Jeg vendte mig hurtigt om, inden han nåede at få armene om mig. Jeg gik ind i stuen og ventede på drengene.

Der gik et par minutter, før drengene kom ind i stuen, de havde allesammen en kop i hænderne bortset fra Louis, der havde to, han gik over og gav det ene til mig. De satte sig lidt rundt omkring og ventede bare på, at jeg startede. Jeg tog en rystende indånding.

"Hank var nede i byen," mumlede jeg så. Jeg tørrede hurtigt øjnene, for derefter at se op på deres reaktioner.

"Hank er din papfar? Er han ikke?" spurgte Niall.

Jeg nikkede hurtigt.

"Du siger, han var nede i byen. Hvor nede i byen var han? Altså mødte du ham, eller så du ham bare?" spurgte Harry, han havde sat sig i sofaen ved siden af mig.

Det var det her spørgsmål, jeg havde ventet på, siden de kom hjem. Jeg holdt godt fast i koppen i mine hænder for, den ikke landede på gulvet. Mine knoer blev helt hvide af det.

"Han kom ind i butikken og overraskede mig ved at tage fat i min arm. Han sagde til mig, at jeg skulle gå med ham, så råbte jeg på hjælp og slap væk," jeg så ned i koppen med te, jeg havde bare lyst til at forsvinde ned i det. Væk herfra. Væk fra mit liv. Væk fra alting.

"Gjorde han dig noget?" spurgte Harry beskyttende.

"Han greb fat i min arm, ikke andet," mumlede jeg.

"Er du sikker på, du er okay?" kom det fra Liam.

Jeg havde fuldstændig glemt alt om de andre. De sad med opmærksomme ansigter, der alle var rettet mod mig.

"Ja fysisk, men ikke psykisk. Det er som om, han prøver at ødelægge mig, og det virker. Det er først gået op for mig, nu hvor jeg er kommet hertil, at han i alle de år langsomt har ødelagt mig. Det er først nu, jeg er begyndt at blive mig selv igen, den Kate jeg var, inden vi flyttede ind hos Hank," jeg snøftede.

"Det er jeg virkelig ked af," mumlede Liam.

Harry sad lidt uroligt. "Kate, kan vi snakke sammen alene?".

"Det kan vi vel".

Harry rejste sig op, jeg fulgte tøvende efter. Han gik ud i køkkenet og stod lidt og kiggede ud gennem vinduet over vasken.

"Er vi venner igen?" spurgte han pludselig. Spørgsmålet kom lidt bag på mig, og jeg var lige ved at komme til at grine.

"Hvad mener du?".

"Du blev så sur, da du fandt ud af, at jeg havde sagt det til drengene".

"Hør her Harry," sagde jeg, Harry vendte sig om og så på mig, "jeg er ikke ked af, at jeg blev vred, det var ikke i orden, det du gjorde Harry, men jeg er ked af nogle af de ting, jeg sagde til dig. Du er ikke en kæmpe nar, og jeg har prøvet, så meget jeg kunne, men jeg kan ikke hade dig. Jeg er stadig meget vred på dig, du burde ikke have fortalt dem det... Du er tilgivet".

"Tak," mumlede Harry.

Han vendte sig endnu en gang mod vinduet.

"Hvad kigger du på?" spurgte jeg.

Jeg så ud ad vinduet, der var ikke noget at se derude.

"Det var her, jeg så dig første gang. Du lå derude," han pegede ud i regnen.

Jeg stillede mig hen ved siden af ham.

"Du har det allerede meget bedre, end da du kom," sagde han.

"Jeg troede ikke, man kunne lave mig igen," mumlede jeg.

"Du er allerede godt på vej".

Jeg smilede.

Vi stod i tavshed og kiggede ud. Tænk jeg havde ligget der, fortvivlet og bange. Det var ikke en gang en uge siden, og jeg var allerede på vej til at blive den gamle Kate igen. Men Hank var stadig derude et sted. Jeg vidste, han ventede på mig, og jeg var bange for, hvad han ville gøre, når han fandt mig, for jeg kunne vel ikke gemme mig for evigt. Jeg kunne ikke løbe fra min fortid, men det var måske på tide at konfronterer den.

"Du svigter mig ikke, vel Harry?".

"Det ville jeg aldrig gøre. Vi er sammen om det her, når Hank kommer, så lader jeg ham ikke krumme så meget som et hår på dit hoved," smilede han.

"Tak," smilede jeg tilbage, Harry tog min hånd, og jeg lod ham gøre det.

______________________________________________________________________________________________

 

Undskyld, der er gået så lang tid, men jeg har haft meget at tænke på. Mit dårlige syn er blevet endnu værre, og jeg har været til fødselsdag. Men nu har jeg heldigvis ferie, så jeg skriver nok lidt mere herinde.

Jeg ville blive rigtig glad, hvis I ville smide et like, hvis I ikke allerede har gjort det :).

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...