Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

81Likes
110Kommentarer
9368Visninger
AA

25. Adr! It taste disgusting!

"Retten?"

Kates synsvinkel:

De to betjente nikkede. "Du vil vel gerne have den mand bag tremmer?" sagde betjent Marcus og så ned i en lille blok, han havde i hånden, "Hank Griffin?"
Det løb mig koldt ned ad ryggen ved lyden af navnet. "Hver sød ikke at sige det navn igen."
Harry rejste sig op, gik over til mig og tog sin hånd i min. Det beroligede mig.
"Jeg er ikke klar til at fortælle den historie. Jeg har kun fortalt den til få mennesker. Desuden er mit hoved stadig ikke kommet sig over slaget endnu," sagde jeg bedende.
"Det er du desværre nødt til. Du vil vel nødig have ham ud på fri fod igen? Vil du vel?" betjent Basso lød næsten truende.
"Det lyder til, at I tror på mig. Hvorfor kan I så ikke bare, arresterer ham med det samme?" 
"Fordi dommeren også gerne skal tro på det," forklarede Marcus.
Jeg nikkede, underligt roligt, selvom mit indre var et stort rod. Min hals snørede sig sammen, jeg skulle fortælle min historie til flere. Åh, gud, jeg ville jo aldrig kunne fortælle én sætning, før jeg brød sammen. Hank havde, for Guds skyld, nærmest slået min mor ihjel af udmattelse, hvordan kunne jeg nogen lave én sammenhængende sætning?
"Jeg vil hellere svare på den i morgen. Hvis, øhm, hvis det er okay?"
Betjentene nikkede og forsvandt ud ad døren. Jeg sank sammen i Harrys arme. 
"Hvad skal jeg gøre?" spurgte jeg fortvivlet.
"Jeg skal nok tage med dig i morgen, så klarer vi det sammen," mumlede han beroligende.
"Nej," jeg rystede kort på hovedet, "jeg er nødt til, at klarer det her alene. Det går nok, men det her startede med kun Hank og mig, og det er også sådan, det slutter."
"Men..." prøvede han, men jeg skar ham hurtigt af.
"Nej, Harry, jeg vil ikke diskuterer det. Det er sådan det bliver, slut."
Louis grinede og sagde: "Hun lyder allerede som sig selv."
De andre drenge grinede lidt. Jeg trak mig fri af Harrys arme og gik hen til dem.
"Jeg har helt glemt at takke jer. Selvom det meste af fortjenesten går til Harry, så har I også hjulpet mig. Det skal I have tusinde gange tak for," sagde jeg og trak Liam ind i et kram og Niall osv. 
"Det behøver du da ikke at sige tak for. Harry havde brug for os, og det havde du også," smilede Zayn.
Jeg sendte et smil tilbage til ham.
Det var længe siden jeg havde haft en familie som denne. Jeg gik med rolige skridt hen til sengen igen, for at finde en lille fjernbetjening sygeplejersken havde givet mig tidligere. Hun havde sagt, at hvis jeg fik brug for noget, skulle jeg bare trykke på den blå knap.
"Nogen der er sultne?" spurgte jeg med et smil.
"Mad?" Nialls hovede fløj op.
Jeg grinede af hans reaktion og rystede kort på hovedet. "Andre?"
De nikkede samtykkende til mit forslag, hvorefter jeg trykkede hurtigt på den blå knap på fjernbetjeningen (eller hvad man nu kaldte sådan en). En sygeplejerske kom nærmest ind fem sekunder efter, sådan føltes det i hvert fald, med et forskrækket ansigt, der hurtigt blev forvirret, ved synet af mit smilende ansigt.
"Hvad?" spurgte hun.
"Jeg er en smule sulten, og, øh..." jeg ransagede min hjerne for at komme med en bedre undskyldning, "jeg har lidt hovedpine."
Det var ikke en fuldkommen løgn, jeg havde faktisk en smule hovedpine, efter samtalen med betjentene.
Hun nikkede forstående og vendte sig for at gå ud ad døren, da jeg hurtigt fik hende stoppet.
"Kunne du ikke tage noget med til mine venner, de er en smule sultne?" bad jeg.
Først sendte hun mig et lidt mistroisk blik, men endte så med at smile forstående. "Selvfølgelig."
Jeg satte mig hen i sengen, mens drengene blev ved med at sende mig anerkendende blikke.
"Du er god til at smigre dig ind på folk," sagde Liam.
"Tja... det har jeg altid været," smilede jeg, da døren blev slået op, og sygeplejersken fra før kom ind, med en bakke i hænderne. Niall løb hurtigt derover, men blev stoppet sygeplejersken, der sendte ham et strengt blik. Hun gav mig hurtigt en pille i hånden og så spørgende på mig for at spørge: "Ellers andet?". Jeg rystede på hovedet som svar, hvorefter hun for anden gang forsvandt ud ad døren. Niall så hen på mig, og jeg nikkede igen, idet han kastede sig over maden.
Jeg grinede. "Nå, hvad synes du?" spurgte jeg, efter han havde proppet den første sandwich i munden.
Han skar en grimasse. "Adr! Det smager forfærdeligt! Hvordan kan man overhovedet spise, det der?!" 
Vi grinede af ham, og inden jeg vidste af det, havde jeg allerede glemt, at jeg skulle i retten i morgen.

***

"Hvordan ser jeg ud?" spurgte jeg Harry, Louis, Niall, Liam og Zayn.
"Du ser fantastisk ud," svarede Harry og lagde armene om mig.
"Hvad med jer andre?" 
"Hvis jeg ikke havde en kæreste, ville jeg have sagt, at du så flot ud, meeen..." sagde Louis.
"Mange tak," svarede jeg ærligt.
Jeg glattede min kjole ud og så ned ad mig selv: jeg havde en hvid kjole med blonder, der gik ned til midt på maven og ellers bare hvidt, blødt stof, igennem blonderne var der nogle små guld knapper, over kjolen havde jeg taget en mørkeblå blazer på og mine guld ballerinaer stod fint sammen med guld knapperne på kjolen. Mit hår var sat så meget op, som det kunne, uden at mit, næsten henlede, sår over øret blev vist alt for meget frem.
Jeg glattede igen kjolen og opdagede at mine hænder rystede. Det så desværre også ud til, at Harry havde opdaget det, da han øjeblikkeligt fik et bekymret udtryk i ansigtet.
"Er du okay?" spurgte han og tog mine hænder.
"Ja, det bliver bare hårdt, at se ham efter alt det der er sket," mumlede jeg med rystende stemme.
"Hey," han trak mig ind til sig, så jeg blev opslugt af hans dejlige, genkendelige duft, "du klarer det her, det lover jeg."
Jeg nikkede hurtigt.
"Vi er nødt til at komme afsted nu, hvis vi skal nå det," sagde Liam, der,som sædvanlig, havde styr på det hele.
Jeg tog Harry i hånden, inden jeg nikkede og gik ud ad døren. 
Bilturen tog ikke lang tid, men jeg ville ønske at den tog længere. For hver meter vi kom tættere på retten, kom vi tættere på det liv, jeg havde lagt bag mig, det liv jeg ville glemme. Og for hver meter huskede jeg mere og mere hver eneste detalje af hver eneste ting, Hank havde gjort mig. Snart var det ikke længere en hemmelighed kun få vidste noget om, snart var der flere.
Jeg tog en rystende indånding. Var jeg overhovedet klar til det her? Det blev jeg nødt til at være, jeg fik ikke en chance mere. Men kunne jeg side og fortælle om alle de forfærdelige ting, Hank havde gjort mig, mens han selv lyttede med? Det vidste jeg ikke, om jeg var stærk nok til.
"Vi er her," bekendtgjorde Harry og gav min hånd et blidt klem.
"Huh?" fløj det ud ad min mund, "nå, vi er her," sukkede jeg, da det gik op for mig, at bilen var stoppet.
"Tak for at I tog med herhen," jeg prøvede at smile til drengene, som de sad der og så på mig, men det lignede nok mere en grimasse.
Harrys læber ramte blidt mine, inden han nikkede op mod de store døre. Jeg forstod og åbnede døren. Jeg gik op ad de store trin, der var op mod dobbeltdørene. Jeg så tilbage på bilen. De sad allesammen med opmuntrende smil. Jeg tog en dyb indånding og skubbede dørene op.

__________________________________________________________________________________________________

Der går lang tid imellem kapitlerne, det ved jeg! Og jeg undskylder for det! Men jeg har haft en virkelig hård uge! Mandag skulle jeg med min klasse på en firetimerstur, hvor vi gik flere kilometer. Tirsdag skulle vi så ned til en å og fiske, det er otte kilometer frem og tilbage, og det var en tretimerstur! Resten af ugen sov jeg bare dårligt. 

Det er et meget kort kapitel, det ved jeg også, men det næste bliver længere, det lover jeg!
Men nu når jeg endelig har fået skrevet, vil jeg igen sige tak for alle kommentarerne, de holder min dag oppe!
Jeg ved ikke om det bliver nogle vildt spændende kapitler, der kommer nu, hvor den snart er færdig :(. Men jeg håber I bliver hængende til slutningen, hvor jeg lover, at den ender lykkeligt!
Men tror I at Hank kommer i fængsel, eller kom han udenom det hele? Og hvis Hank kommer i fængsel, hvad sker der så med Harrys og Kates forhold? Ville blive glad hvis i skrev i kommentaren! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...