Always afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 7 sep. 2013
  • Status: Færdig
Engang havde Kate Adams det perfekte liv. En mor og en far der elskede hende og hinanden, venner og et dejligt hjem. Men da faren en da forlader moren, går hele Kate's ellers så perfekte liv under. Kate's mor gifter sig, med den første og rigeste mand hun kan finde, desværre også den værste. Kate's papfar Hank er ond og ulækker. Da Kate's mor efter to år med Hank dør, bliver Hank voldelig. Kate får et hårdt liv, indtil hun en dag møder den utrolige Harry Styles fra One Direction, spørgsmålet er, om hun kan stole på ham efter et liv uden tillid.
Men hvad vil der ske, hvis Kate flygter fra Hank. Og hvad vil der ske når to fra vidt forskellige verdener, møder hinanden.
Det her er en historie om frygt, tillid og ikke mindst kærlighed.

82Likes
110Kommentarer
9029Visninger
AA

19. A letter

Jeg faldt langsomt i søvn på Harry's skulder. Han havde lagt sin ene hånd på min ryg og kørte den rundt i beroligende cirkler, og lidt efter lidt holdt mine hulk op. De langsomme cirkler gjorde mine øjenlåg tunge, selvom jeg ihærdigt prøvede at holde dem åbne. Det næste der skete, opfattede jeg kun halvdelen af: Harry, der satte nøglerne i bilen, bilens motor, der stoppede, Harry's arme, der bar mig ud ad bilen, nogle stemmer, der lød lettede, Harry's arme, der lagde mig blidt i en seng og Harry's krop, der lå presset ind mod min.

 

***

 

"Hvad skete der så i går?" spurgte Niall, næste morgen.

Jeg var vågnet op med en dundrende hovedpine, der vel var resultatet af min halvtime lange græde scene aftenen før. Jeg var virkelig flov over mit udbrud, måske var det forkert, men jeg følte alligevel, at det var en svaghed at bryde grædende sammen på den måde.

Nu sad jeg nede i køkkenet midt i mellem Harry og Zayn. Anne var taget afsted på arbejde, og fordi hun havde holdt fridag dagen før, arbejdede hun ekstra i dag, derfor var det kun Harry, drengene og mig, der var hjemme.

Jeg havde ikke turdet se Harry i øjnene hele morgnen, så havde siddet med ansigtet rettet stift mod tallerkenen foran mig.

"Jeg... Du ved, jeg tog jo afsted, og, øhm, så mødte jeg min far," jeg lod hurtigt blikket glide over de andres ansigter, der så hovedsaligt forvirrede ud.

"Din far? Mener du Hank?" spurgte Zayn.

"Nej! Jeg har aldrig set Hank som min far!" svarede jeg vredt. Hvordan kunne han overhovedet tro, jeg kunne kalde Hank for far?!

"Undskyld," Zayn tog hænderne op foran sig som tegn på overgivelse, "Det må du virkelig undskylde".

"Nej, det er mig, der undskylder," mumlede jeg.

"Var det din rigtige far, du mødte?" spurgte Liam med en prøvende stemme.

Jeg nikkede, jeg havde ikke lyst til at blive mindet om det. Jeg ville ikke såre min far, men jeg kunne heller ikke slutte fred med ham. Han havde fået et barn med den kvinde, der havde ødelagt vores familie, ja okay, hvis han elskede hende, var det selvfølgelig okay, at han havde fået et barn med hende, men det at han ikke havde fortalt os noget om det, ødelagde mig langsomt inden i.

"Hvad sagde han helt præcist?" spurgte Liam.

Jeg rystede på hovedet.

"Hvad sagde han?" gentog Liam.

"Han vil gerne slutte fred, og før du spørger, så sagde jeg til ham, at jeg var nødt til at tænke over det," svarede jeg irriteret.

Siden jeg var kommet ned i køkkenet, havde de ikke gjort andet end at stille spørgsmål, og det begyndte at irritere mig virkelig meget.

"Er du altid så sur eller irriteret?" spurgte Niall med et skævt smil. Det var sikkert ment for sjov, men nu havde jeg fået nok af alle de spørgsmål.

"Stiller I altid så mange spørgsmål? For det går mig faktisk virkelig meget på nerverne!" sagde jeg højt og opdagede til min forbløffelse, at jeg havde rejst mig op.

"Behøves du at være så vred hele tiden?! Vi prøver kun at hjælpe dig!" sagde Louis, der ellers havde forholdt sig tavs hele morgenen. Han rejste sig op, så han kunne se mig i øjnene. Hans blågrå øjne var fyldt til randen med vrede, og jeg kunne med det samme se, at jeg var gået over stregen. Selvfølgelig stillede de mange spørgsmål, det var da klart, en som mig mødte man jo ikke hver dag. Og de prøvede jo bare at hjælpe mig, og det eneste jeg gjorde var at skubbe dem væk. Hvad havde jeg gjort?

Jeg sank skamfuldt ned på stolen igen. Jeg begravede mit ansigt i hænderne.

"Hey, du skal ikke tage det så tungt, han mente det jo ikke på den måde," forsikrede Harry mig og lagde beskyttende en arm om mine skuldre, da han sendte Louis et hårdt blik.

"Nej, Harry! Louis har ret. Jeg har haft så travlt med at være sur på dem, at jeg faktisk ikke har indset, at de prøvede at hjælpe mig. Louis du har fuldstændig ret, jeg er bare ikke vant til, at folk vil hjælpe mig, de plejer normalt at undgå mig. Jeg er så ked af det! I må virkelig undskylde!" Nogle gange blev jeg virkelig sur på mig selv. Arghh! Var der egentlig nogle positive tanker i mit hoved?!

"Det er okay," svarede Louis og satte sig også ned.

Et tanke slog pludselig ned i mig. Jeg sad sammen med mine største idoler. Dagen jeg var stukket af, havde jeg siddet på biblioteket og set dem på tv, og håbet inderligt at jeg en dag ville møde dem. Nu sad jeg over for dem, og jeg havde ikke gjort andet end at være sur og vrisse af dem.

Jeg så ned i bordet med et fjoget smil. "Jeg var faktisk fan af jer," mumlede jeg.

"Hvad?!" udbrød de i kor.

"Ja, det er sandt".

"Det tror jeg ikke på!" kom det fra Niall.

"Det er du nødt til, for det er rigtigt," smilede jeg.

"Har du så nogensinde været til en koncert?" Zayn så håbefuldt på mig.

"Nej, det ville Hank aldrig give mig lov til. Men i stedet har jeg tit siddet oppe på biblioteket, med en computer eller så har jeg set tv deroppe, selvfølgelig om jer".

"Wauw! Det kan jeg slet ikke forestille mig," Liam så stadig chokkeret ud.

Harry lagde smilende en arm om mig. "Jeg er glad for, at min pige kan lide vores musik".

Jeg blinkede, var det rigtigt, hvad jeg lige havde hørt? Havde Harry lige kaldt mig sin pige? En rødmen steg op i mine kinder. Af en eller anden grund kunne jeg godt lide, han havde kaldt mig sin pige.

"Åh! Det havde jeg helt glemt!" Harry slog ned i bordet, "Jeg skal tømme vores postkasse".

Drengene brød ud i latter. "Er du blevet husmor Harry?" grinede Louis.

"Ha ha, meget morsomt," svarede Harry sarkastisk.

Med de ord vendte han om og gik ud ad døren. De andres latter stilnede af. Døren gik igen op og Harry kom ind, han havde flere breve og reklamer i den ene hånd, men hans blik var fuldstændig klistret til et enkelt brev.

"Øh, Kate. Du har fået brev," han var stadig fuldstændig fikseret på brevet i hans hånd.

"Hvad?" røg det ud af mig.

Jeg rejste mig op med et ryk. Jeg havde fået brev? Hvem i alverden ville sende mig et brev?

Jeg rykkede hårdt konvolutten ud ad hans hånd. Til Kate stod der, ikke andet, bare Til Kate. Jeg åbnede det med rystende hånd, trak brevet ud og læste:

Hej Kate.

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skulle starte på dette brev, så det endte bare med et 'hej'.

Jeg ved, du nok hader mig, og det er fuldstændig forstående. Jeg vil gerne have kontakt til dig igen, så jeg vil gerne have, at du læser dette brev til ende, inden du kruser det sammen og smider det ud.

Min datter, Christine, har fødselsdag den. 3 Juli. Jeg håber virkelig at du vil overveje at komme, for du er i hvert fald inviteret. Carrie, min kæreste, vil gerne møde dig.

Hvis du af en eller anden grund beslutter dig for at komme, må du godt tage nogen med, så du ikke bliver helt alene, med folk du ikke kender.

Vil du ikke overveje det? Christine ville blive utrolig glad for at møde sin storesøster. Tænk over det.

Hilsen din far, John.

Jeg så op, trak en dyb rystende indånding og så på Harry.

"Hvem er det fra?" spurgte han bekymret.

"Min far".

 

___________________________________________________________________________________________________

 

Så kom det, forhåbentlig, længe ventede kapitel. Det sker ikke så meget i det her kapitel, jeg prøver, så godt jeg kan at få noget spændende med i hvert kapitel, men jeg håber, I alligevel kan lide det.

Jeg er virkelig glad for, der er så mange der læser med, det havde jeg aldrig regnet med, da jeg startede. Tusind, tusind tak! Elsker jer alle sammen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...