Marionetter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Rouqe, Damien, Corin og Ruby er Marionetter. Slaver i Dukkeførernes spil. Et spil, hvor man ikke kan stole på andre end sig selv.
Teateret er indbyggernes tilflugtssted-Marionetternes fængsel.
Men i virkeligheden foregår det rigtige skuespil bag forhænget. Rouqe opbygger en kold facade, for at holde de andre på afstand. Det gælder om at holde sig bag masken, hvis man vil overleve.
For hvis snorerne bliver viklet ind i hinanden, skal der ikke meget til før dukkeføreren mister tålmodigheden og klipper dem over.
Alligevel er der nogen, der vover forsøget, for hvad er der at miste?

*Dette er mit bud på musikkonkurrencen-inspireret af Queens 'The show must go on'.*

61Likes
51Kommentarer
1879Visninger
AA

3. To

 

Salen er åndeløs, da jeg glider ned ad snorene, og gispende ser de til, da den første snor klippes over, og jeg svinger mig rundt i en slangeagtig bevægelse. Jeg har lyst til at lukke munden på dem alle, men i stedet smiler jeg. Et stort og blændende smil. Mine arme og ben bevæger sig rundt med elegante bevægelser og showet fortsætter som planlagt. Ikke en bevægelse er spontan, for jeg ved, hvem der komme til at bøde for det. Jeg er ikke dum. Jeg har oplevet smerten før. Pisken har lavet utallige ar på min ryg. Dem kan man ikke se længere, for kosmetologerne har fjernet dem. Publikum skal ikke kende smerten på min bare ryg, derfor er det en nødvendighed at alle spor fjernes. I virkeligheden tror jeg, de er ligeglade med smerten. Det er blot tanken om en krop, der ikke er perfekt, der skræmmer dem. Det minder dem om dem selv, og vi er ikke mennesker. Vi er Marionetter.
Slutningen forløber som planlagt. Corin glider ned ad sølvsnoren, og jeg forholder mig ubevægelig i en lidende stilling i mine kun tre snore.
Jeg tæller ned. 3..2..1, og de sidste snore klippes over. Der lyder et gisp i salen, og jeg falder gennem luften, indtil et par stærke arme griber mig og publikum ånder lettet op.
Corin lægger mig blidt ned på gulvet. Han trykker ømt sine læber mod mine, min hånd kærtegner mekanisk hans kind og jeg gengælder kysset. Jeg føler intet. Det er alt for farligt. Bliver følelserne først viklet ind, går det hele først rigtig galt. Men intet går galt nu. Alt går som planlagt. Klapsalverne stormer salen, og endnu engang lyser mit ansigt op i et blændende, uimodståeligt, men mest af alt, gennemsyret, falsk smil.

                                                                                           

Vi er alle samlede i garderoben. Vores kroppe er varme efter forestillingen, men vores ansigter neutrale.
"Godt arbejde mine damer og herrer. Ganske tilfredsstillende præstation i aften." Choté ser ud over forsamlingen. Hans blik går fra Rubys til Corins, til mit og til Damiens. Han nikker til os, som tegn på at vi kan gå og alt i mig river efter at komme væk fra dette sted. Alligevel går jeg med afmålte skridt tålmodigt hen mod udgangen, men så stopper hans stemme mig. "Rouqe, søde?" Jeg synker en klump. Har jeg gjort noget galt? Min hjerne gennemgår hele aftenens optræden, men jeg kan ikke komme i tanke om noget, der ikke gik efter planen. Jeg er forvirret, men mit ansigt er i perfekte upåvirkede folder, da jeg vender mig om. "Ja?".
Han smiler skævt. "Godt spillet i aften." Jeg nikker let. "Det kunne være, jeg skulle indtage Corins plads en dag.", griner han. Jeg væmmedes. Bare tanken om hans læber mod mine, får alt i mig til at vende sig, men alle følelser er gemt væk, og mit ansigt er glat.
"Du kan gå.", ler han, og hastigt går jeg mod udgangen.

***

Når jeg lukker øjnene, suger drømmene mig ind i en verden, hvor jeg ikke kan undslippe. Minder jager min sjæl, og jeg møder endnu engang grunden til at jeg endte her. Billeder glider forbi i usammenhængende brudstykker. Glimt. Som glasskår, der snitter i min krop.
Mørke, sirener, hvinende dæk, adrenalinen der pumper i mit blod, skrig. Gispende vågner jeg op fra minderne. Mørket i mit lille værelse er så tæt, at jeg ikke kan se noget. Min krop er badet i sved, og den gnist af jaget frihed jeg følte i drømmen er nu forsvundet. Dræbt. Død.
Jeg er stadig fanget her.
Lydløst kravler jeg ud af sengen og lister hen over det kolde gulv. Jeg kan umuligt sove mere.
Badeværelset er tomt, og jeg går direkte mod vandhanen og lader den kolde væske løbe ind i min mund.

"Mareridt?" Det giver et sæt i mig, og jeg vender mig fjendtlig mod lyden.
En person ler let, men latteren er træt og da han træder frem i lyset er hans ansigt udmattet. Damien. "Du er ikke den eneste."
Jeg siger ikke noget, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. En ting jeg aldrig har været særlig god til. Pludselig hiver han noget frem af lommen, og tager en slurk af det. "Her."
Han kaster genstanden over til mig, og jeg griber det af ren refleks. Det er en form for flaske, og da jeg skruer låget af lugter det stærkt af alkohol. "Det hjælper på søvnen", siger han.
Jeg skæver til flasken en enkelt gang, men så sætter jeg alligevel flasken mod mine læber.

Damien kommer nærmere, men jeg bliver stående, hvor jeg er. Pludselig lader han sig glide ned ad væggen og sætter sig på gulvet. Jeg er betænkelig et øjeblik. Hvad betyder dette? Vi er ikke venner, og jeg har ingen intentioner om at blive det. Alligevel gør jeg det samme, og så sidder vi der. "Jeg hader det her sted." Siger han og stirrer ud i luften. ”En dag tager jeg væk herfra.” Han taler lavmeldt og jeg ryster på hovedet af ham. Det er umuligt at flygte herfra. Men hvis alkoholen holder ham i en drømmeverden, der giver ham håb, vil jeg ikke nægte ham det.
Jeg rækker flasken tilbage til ham, og han drikker af den. ”Vi kommer i problemer, hvis de finder ud af dette her.” Siger han og hentyder til flasken. ”Men det gør de ikke.”, siger jeg, og det lyder måske som en trussel, men det er fjollet, for hvorfor skulle han angive sig selv? Han smiler bare.
”Her sidder jeg så, ”, siger han sarkastisk, ”..blandt en hård kriminel med en plettet fortid.” Mit ansigt bliver stift ved hans forsøg på humor. ”Du ved ikke, hvad jeg har gjort.”, siger jeg truende, og så, af grunde jeg endnu ikke er sikker på, røber jeg min største hemmelighed.
”Jeg slog en mand ihjel.”  Der er fuldstændig stille, og et øjeblik tror jeg, at han faktisk er betænkelig ved mit selvskab, men så åbner han munden. ”Det gjorde jeg også.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...