Marionetter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jun. 2013
  • Opdateret: 10 jul. 2013
  • Status: Færdig
Rouqe, Damien, Corin og Ruby er Marionetter. Slaver i Dukkeførernes spil. Et spil, hvor man ikke kan stole på andre end sig selv.
Teateret er indbyggernes tilflugtssted-Marionetternes fængsel.
Men i virkeligheden foregår det rigtige skuespil bag forhænget. Rouqe opbygger en kold facade, for at holde de andre på afstand. Det gælder om at holde sig bag masken, hvis man vil overleve.
For hvis snorerne bliver viklet ind i hinanden, skal der ikke meget til før dukkeføreren mister tålmodigheden og klipper dem over.
Alligevel er der nogen, der vover forsøget, for hvad er der at miste?

*Dette er mit bud på musikkonkurrencen-inspireret af Queens 'The show must go on'.*

61Likes
51Kommentarer
1755Visninger
AA

2. Et

 

Vi lyver alle sammen. Ruby, Corin, Damien og mig. Jeg kan ikke stole på nogen. Jeg er som fanget i et spind, jeg ikke kan slippe ud af.
Vi har alle vores grunde til at være her. Nogle er udstødte, kriminelle, hvad ved jeg? Jeg ved intet. Ligesom de ikke ved noget, og det er det vigtigste. Så længe de ikke ved noget er jeg sikker. Så længe de ikke kender mig, har de intet de kan bruge mod mig. Så kan det være, at jeg en dag bliver fri.

Folk elsker at se os. Vi er de malede skønheder, der løber rundt foran tæppet. Underholdning.
De leger med os, og ignorerer at sandheden er, at vi er mennesker som dem. Sandheden. Det ord er næsten en joke her, for intet her er sandt. Det er løgn på løgn, og jeg ved det, for jeg bygger selv murerne. De murer, der udelukkende består af falske ord, og ikke mindst smil.
Publikum elsker det. Uanset hvad der gemmer sig indeni, så bare smil. Vi er undergrundens mysterier. Marionetterne. Dukkerne der danser, når det røde tæppe er trukket fra. De væsner, der engang var ligesom dem.

De væsner, der nu er slavebundet af Dukkeførerne. Jeg knytter vredt min hånd. Ingen har så meget magt, som de. De tjener styrtende med penge på os. Salen er fyldt hver aften, og når Ruby tager sine første skridt ud på scenen sidder alle og måber.
Men det er ikke Rubys nummer, der er hovedattraktionen. Det er når jeg, hænger i snorene flere meter over scenen. Fire tynde snore. Der skal kun et klip til, og så falder jeg. Når Damien fører saksen hen over den ene... Når spørgsmålet er, om han klipper eller ej. Det er på det tidspunkt, at alle holder vejret. Vil jeg falde, eller vil han skåne mig? Publikum elsker, når folk leger med livet. Det er endnu en ting, jeg har fundet ud af. Jeg bliver kaldt Fuglen og det er egentlig ironisk. Fulgen uden vinger, som er dømt til at falde.
Men det er selvfølgelig ikke Damien, der afgør udfaldet. De ville aldrig tillade at han fik så meget magt. De eneste, der har noget at skulle have sagt, er dem. Dukkeførerne.

***

"Så er det nu." Lyder stemmen og Ruby rejser sig op. Vi er alle iført kostumerne. Ruby i den røde kjole, Damien i hvidt, med masken i sølv, Corin helt i sort, med sit ansigt malet til ukendelighed, og jeg selv i den tætsiddende sølvdragt dækket af fjer. Mit blik følger Rubys skikkelse forsvinde ud af garderoben og ind på scenen, hvor hun bliver hyldet med et væld af klapsalver.
Jeg hader den lyd. Det virker som om vi er fantastiske. At vi burde være taknemmelige for vores succes, og jeg er langt fra taknemmelig. Jeg hader dette sted.
Mit blik glider hen over 'min' gruppe. Det lyder fjollet, for jeg vil slet ikke have noget med dem at gøre.
Vi andre er neutrale, men Corins blik er hårdt. Jeg undrer mig over grunden, men lidt efter får jeg svaret.
"Du ser godt ud, smukke." Det risler mig koldt ned ad ryggen ved lyden af hans sleske stemme, men jeg møder ham med et stort smil fyldt med kvalmende sødme. "Tak. Choté." Hans hår er ligeså fedtet som hans smil, og jeg har lyst til at brække mig. I stedet forholder jeg mig helt rolig. Alt andet ville være dumt, når Choté har den position han har. Han er en del af branchen her, og han har mere magt end det klæder ham.
Der bliver gjort tegn til mig, og jeg ved det er tid til at træde op på stigen, hvor jeg vil blive hejst ned i snorene.
"Knæk og bræk." Lyder det leende fra Choté og inderst inde håber jeg, at han selv brækker noget på vej op ad trappen.
Og så begynder jeg selv at gå derop, hvor hundredvis af mennesker venter på den anden side af tæppet.

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...