black moon

5 årige Anna flygter sammen med sin storebror fra deres flok Red Moon. Lige siden deres mor døde havde deres far (Alfa'en) ladet det gå ud over Ethan. Nu er han bange for at hans far vil begynde at lade det gå ud over Anna. Så de flygter. Da de krydser Black Moon flokens territorium besvimer de af udmattelse. Black Moon flokkens alfa (Tyler) finder dem og adoptere dem. 12 år senere dør Tyler og efterlader flokken i hænderne på den nu 25 årige Ethan. Hans første opgave bliver at han skal slå de to største flokke sammen, for at beskytte de mindre flokke. Men hvad sker der når han finder ud af hvem den anden flok er? Hvordan mon han reagere når han finder ud af at den komende Alfa af den anden flok er Anna's mage...

6Likes
7Kommentarer
388Visninger
AA

2. 10 år senere

Kapitel 2

10 år senere

Annas synsvinkel;

 

”Kom nu, ellers kommer du forsendt!” råbte min mor (Tanya), nede fra køkkenet. ”Kommer nu!” råbte jeg tilbage. Jeg tog et sidste kig i spejlet, og smilede, af hvad jeg så. Jeg havde endelig nået min drømmekrop. Jeg var tynd og ikke helt grim, hvis jeg selv skal sige det. Jeg havde to smukke blå øje, som var omringet af lange sorte øjenvipper. Ligesom så mange andre blåøjede piger havde jeg blondt hår. Jeg var 1,81 meter høj og godt tilfreds med det.   

Lige siden vi kom hertil, da jeg var 5 år gammel, havde Tyler (vores floks alfa) taget sig af os, som om, vi var hans egne børn. Hvilket betød, at jeg skulle stå op kl. 05:00 hver dag for at træne. Sådan havde det selvfølgelig, ikke altid været. Indtil jeg fyldte 8 år, kunne jeg sove længe, lege med dukker og sådan noget, mens min bror Ethan var nød til at stå op og løbe 15 km. uden  pauser. Når han kom hjem, var han som regel smadret, men det afholdt ikke vores onkel Jimmy (alfaens anden hånd og højest betroede) i at sleve ham med ned på træningsbanen og lære ham og slås ordentligt. Hvilket jeg syntes, var sjovt at se på, fordi Ethan tabte hver gang. Selvom man ikke skulle tro det, så havde det faktisk givet pote at blive tæsket gang, på gang, på gang (til sidst iværtfald). Ethan var nu flokkens bedste kriger, og vores nye far havde udnævnt ham til flokkens ”Tredje kommandant”. Det var en meget vigtig stilling, som kom lige efter Den højest betroede, og som går ud på, at man skal træne og styre flokkens krigere hvis vi skulle i krig. Det betød helt vildt meget for min bror, at vide hvor god han var. Min bror havde lidt blandede følelser omkring, det med at jeg var så stærk. Jeg var også næsten ligeså høj som ham (selvom han nu var 23 år gammel og jeg var 15). Min bror var ikke lille, det var bare mig der var ret høj af min alder.  

Jeg var selv en ret hurtig lære, for der gik ikke ret lang tid, før at min bror måtte dele sin ærede plads med mig. Selvom jeg er en pige og ikke er lige så stærk som mænd kunne jeg nu slå næsten alle i vores flok i gulvet. Altså alle undtagen min onkel og min bror. Jeg havde slået min far et par gange, hvilket var lidt vildt fordi at alfaer er rigtig stærke.

 

”ANNA PANETTIERE KOM SÅ HER NED! ELLERS GIDER JEG IKKE KØRE DIG TIL SKOLE!!” råbte min bror og bragte mig ud af min tankestrøm. Jeg pillede lige hurtigt ved mit hår hvorefter jeg styrtede ned af trappen med lange skridt. ”Du ved godt at jeg skal mødes med Sally kl. 9, ikke?” spurgte min bror irriteret da jeg kom ned til dem i køkkenet. Sally er hans mage som han fandt for ca. 3 år siden til en af de store flok samlinger. Lige siden han mødte hende har han ikke kunne snakke om andet end hende hvilket var mega irriterende (men også ret sødt). ”Ja ja” var det eneste jeg sagde til ham. Jeg gik over til min mor (Tylers mage), kyssede hende på kinden og gik videre til min far. Han rejste sig og gik mig i møde. Han trak mig ind i et stort bamsekram og aede mit hår. Til sidst lod han mig gå og kiggede ned på mig. ”Hvordan er tiden dog gået så hurtigt?” spurgte han og strøg min kind med sin tommelfinger. Jeg smilede bare op til ham. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle svare på det, for jeg kendte ikke selv svaret. Så i stedet for at svare stræk jeg mig bare på tær, kyssede ham på kinden og sagde; ” Vi ses i efter middag lille far.” så vendte jeg mig om og gik hen mod døren. ”Elsker jer!” råbte jeg inden jeg smækkede døren i efter mig.

 Min bror sad allerede i bilen og trommede utålmodigt på rettet. Da vi kørte hen til skolen var der stile i bilen. Det var ikke en akavet stilhed, men mere sådan en behagelig stilhed. Da vi ankommer til skolen er klokken allerede 08:09 og jeg kommer forsendt. Igen… Seriøst! Tænkte jeg. Det er 5 gang i denne måned jeg kommer for sent og sidste gang sagde de at de ville skrive til mine forældre hvis jeg kom forsendt en gang til. Så… Pis! Jeg sagde farvel til min bror og styrtede ind i skolen som om det galt mit liv – eller i dette tilfælde mine karakterer. Jeg åbnede forsigtigt døren ind til mit Engelsk klasselokale. Alle 20 elever vendte deres opmærksomhed mod mig. ”Hej” sagde jeg lidt tøvende. Frk. Hoffman, som havde stået med ryggen til mig vendte sig nu om. ”Du kommer forsendt. Må man spørge om grunden?” spurgte hun og jeg kunne ikke undgå at høre klangen af irritation i hendes stemme. Jeg kiggede ned i gulvet og trippede lidt frem og tilbage. ”Jeg sov over mig” hvilket var løgn. Til morges stod jeg op kl. 05:00 som jeg plejer for at løbe en 15 km. lang tur. Da jeg kom hjem var kl. omkring 05:45, jeg gik i bad og faldt søvn. Da jeg vågnede igen var kl. 07:02 hvilket kun gav mig lidt under en time til at: ligge makeup, ordne hår, finde det rigtige outfit, tage det på, børste tænder og finde de rigtige sko! Jeg kom op med et par sorte skinny-jeans, en løs blomstret top og en lilla cardigan, som gik mig til hoften. ”Sit dig hvor der er plads.” sagde Frk. Hoffman og vendte sig tilbage til tavlen. Jeg fik øje på en fri plads og skyndte mig hen på den. Jeg tog min bog frem og prøvede at følge med i undervisningen så godt jeg nu kunne. 

De to første timer var gået ret hurtigt. Jeg havde haft engelsk og geografi. Jeg spørg tit mig selv hvorfor jeg overhovedet skal have geografi. Det er jo ikke fordi at jeg skal være geografilære eller noget. Jeg sad nu i vores kantine og chattede lidt frem og tilbage med mine venner. ”Skulle vi ikke tage en tur i biffen i aften? Altså os alle sammen?” spurgte min BFFE Jason. Vi kiggede alle lidt rund på hinanden og blev hurtigt enige. ”Det lyder supper fedt!” sagde Amanda ivrigt. Vi nikkede alle sammen og jeg sagde: ”Jeg gider ikke hvis det er en af de der vareulvefilm. Det er ret ydmygende at de tror vi er så grimme.” Jeg rettede lidt på mit hår selvom det allerede sad perfekt. Min ven Dylan klukkede lidt mens Amanda bare fniste. ”Vi kan da bare se noget andet søde.” sagde Katrine som var i gang med at finde ud af hvor hendes cola var blevet af. Jason som sad vedsiden af hende så ud som om han holdt vejret. Katrine bemærkede det og slog ham i siden, da det var tydeligt at det var ham der havde taget den. Han gav hende hendes nu halvt tomme cola tilbage og rygede sig lidt hen mod mig.

Vi havde været inde og se Ironman 3, som – i nok kan høre på titlen – var drengenes valg. Jeg var først kommet hjem kl. 24:30 i nat, så jeg var ret udkørt. Da jeg kom ind på mit værelse lagde jeg mig øjeblikkeligt på min seng og faldt i en dyb drømmeløs søvn.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Note: Undskyld at der er stavefejl og at der mangler kommaer! Her er hvordan personerne i dette kapitel ser ud:

Anna - Hayden Panettiere

Tyler - Ian somerhalder

Ethan - David Henrie

Tanya - MyAnna Buring

Jason - Rami Malek

Amanda - Amanda Seyfried

Dylan - Dylan Sprouse

Katrine - Nina Dobrev

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...