Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
337Visninger
AA

9. Kapitel 8

Nathan's P.O.V

 

Jeg havde stået og snakket med Damon i lang tid. Det føltes som flere år. Han troede ikke på, at Elenora stadig var den samme. Men det gjorde jeg. Jeg havde fotalt ham, at jeg ville blive, men han skulle da være fri til, at gå hvis det var det han ville. Han kunne ikke sige, at han ville væk herfra. Jeg havde smilet triumferende. Han havde rakt tunge og var gået fornærmet væk med røde kinder. Jeg fnist lidt ved tanken. Jeg gik forsigtigt ind i hytten igen. Jeg så hun sad med tårer og kiggede ned på sine hænder. Hun havde hørt, at jeg var kommet ind igen. Hun sukkede og skulle lige til at gå væk, da jeg tog hendes hånd. Hun så overrasket ud, men stoppede op.

 

>>Du må altså virkelig undskylde.. Det før.. Det var bare-<< mere nåede jeg ikke at sige før hun tyssede på mig. Jeg blev forlegen, men lyttede ivrigt efter hendes stemme. Hun rødmede med et lille smil.

 

>>Du har ikke noget at undskylde for.. Du kunne jo ikke vide det..<< sagde hun trøstende, da hun så, at det gik mig på.

 

>>Det var for dumt af mig, og det beklager jeg. Meget.<< sagde jeg skyldbevidst. Jeg havde set tårene og smerten i hende øjne. Hun så glad ud.

 

>>Mener du det virkelig? Jeg har allerede tilgivet dig..<< sagde hun beroligende med et skævt smil. Jeg sukkede lettet. Hun var altså for god af sig. Jeg nikkede alligevel glad. 

 

>>Hvad har du planer om at gøre nu?<< spurgte jeg forsigtigt. Jeg vidste, at hele landsbyen ledte efter os. Og hende specifikt, fordi hun kunne noget de ikke selv kunne. Latterligt. Hun så trist ud.

 

>>Jeg vil blive her så længe jeg kan.. Men jeg er bange for, at jeg ikke kan blive hos jer meget længere..<< fortalte med smerte og pine i hendes øjne og stemme. Jeg krammede og knugede hende ind til mig. Hun græd. Jeg strøg hende over ryggen og ventede. Sådan stod vi i nogle minutter lige ind til Damon stytede ind. Elenora fik et mindre hjerteanfald. Jeg fik hende til, at tage den med ro. Hun smilte taknemmeligt. Jeg snerrede af ham, da Elenora ikke så det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...