Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
363Visninger
AA

8. Kapitel 7

Elenora's P.O.V

 

Jeg åbnede lettet mine øjne. Jeg så på min arm. Jeg havde en lille løve formet ved mit håndled. Jeg vidste, at jeg ikke kunne fortælle det til nogen. Ikke til Nathan eller Damon. De ville forstå det. Men det stod i familiebogen. Vi skulle forblive hemmelige. Vi skulle holde os i baggrunden og kun træde frem, når der virkelig var brug for os. Hvilket der nok altid ville være. Jeg vidste ikke med de andre, men både mit hjert og min hjerne var på rette sted. Jeg gik ud i den fineste kjole. Nathan og Damon var gået ud. De havde lagt en seddel. Jeg smilte. Jeg så mit spejlbillede i søen. En fugl kom flyvende ned til mig, da jeg begyndte at synge. Jeg havde ikke sunget så tit. Men det gjorde fuglen rolig og blid. Jeg smilte blidt og nussede den. 

 

Jeg hedder Ritch. Hvad hedder du?

 

Jeg kiggede nysgerrig på fuglen, den nikkede. Jeg smilte. Jeg brugte min evner og fortalte den mit navn.

 

Kan vi være venner? Jeg vil gerne passe på dig- hvis du vil passe på mig?

 

Jeg nikkede forstående og svarede i mine tanker. Hun kunne høre mig. Hun kvidrede lystigt over lyden af min stemme. Jeg fniste. Jeg kunne mærke, at vi ville få en stærk forbindelse. 

 

Hvem er de to, der står og stirrer på dig?

 

Stemmen var lys og nysgerrig. Ritch var på vagt. Jeg fniste. Jeg forklarede hende, at det var de to jeg havde taget hertil sammen med. De stod begge to og så nysgerige på mig. Jeg rødmede.

 

>>Hvad laver du?<< spurgte Damon nysgerrigt. Jeg fnsite og rødmede. Jeg spurgte Ritch, om jeg måtte fortælle dem det. Hun nikkede kærligt. Hun ville nusses. Jeg nussede hende ned langs hendes lille lyseblå ryg. Hun kvidere lystigt.

 

>>Jeg taler med Ritch..<< forklarede jeg kort med et smil. De ville nok ikke tro mig. Jeg blev lidt nervøs. Vandet sprand hen mod mig. Jeg blinkede forvirret. Jeg tog en dyb indånding og vandet faldt tilbage. De så overraskede på mig. De kunne se det og forstod straks. De nikkede forstående, men trådte fem skridt bagud. Jeg satte mig ned. Jeg mærkede tårene. Hvorfor kunne de ikke acceptrere det? De havde jo ikke haft noget imod det før nu. Sikkert fordi de troede, at jeg sagde det for sjovt. De så begge bekymrede ud. Ritch trøstede mig.

 

Hvis de ikke kan acceptrere det, er de ikke det værd, søde. Lad os gå inden for. Skal vi ikke det?

 

Hun kviderede, stemmen var lys af natur og tonefaldet var blidt og bedende. Hun forstod mig godt. Jeg svarede hende, at det kunne vi sagtens. Jeg gik med Ritch på min skulder. Jeg løb det sidste stykke ind med tårene løbende ned langs mine kinder. Det ville ingen ende tage. Ritch prøvede, at få det til at stoppe. Men det kunne hun ikke. Jeg lagde mig ned og ventede. Jeg ved ikke på hvad eller hvem. Jeg ventede bare på, at der skulle ske et eller andet. Tårene stoppede. Jeg kunne høre, at de snakkede sammen derude. De snakkede om hvad de skulle gøre. Nathan forsvarede mig. Damon gik modvilligt med til, at blive.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...