Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
365Visninger
AA

3. Kapitel 2

Elenora's P.O.V

 

Jeg sad nede ved søen, ved min hjemby. Jeg så ned i vandet. Det lyste klart. Jeg smilte. Spejlbilledet ændrede sig. Jeg var en lille pige igen. Jeg løb forvirret rundt og kaldte på min mor. Hvor var hun nu henne? Til min lettelse fandt jeg hende henne ved bålpladsen. Hun var helt bleg. Jeg løb hen til hende med tårene løbende ned langs mine kinder. Hun sagde ikke noget. Jeg bad for hende, men mærkede alligevel fortvivelsen. Hun var død. Jeg mærkede alligevel efter puls. Der var ingen puls. Hun var blevet brændt. Men heldigvis ikke så meget. Jeg bar hende ind i skjul af bjergene. Jeg gav hendes kind et lille kys inden jeg flygtede. De havde været her. Landbybeboerne. De havde brændt min mor. De havde hængt min far. Men de vidste ikke, at jeg fandtes. Jeg mærkede tårene presse på. Jeg tørrede dem arrigt væk. Jeg måtte ikke græde. Jeg måtte være stærk. Det sagde min far altid til mig, da han levede. 'Væk stærk, min pige'. Det havde han sagt hver gang, jeg var ked af det. Jeg overlevede kun ved hjælp af naturen. Det havde jeg lært af min mor. Jeg smilte stolt. Mon de så ned på mig lige nu? Jeg vidste, at de var kommet til et bedre sted. Et sted hvor folk accepterede hinandens forskelligheder. Ikke lige som her. Jeg mødte en stor og mørk skikkelse. Mélian. Hun stod for alt hvad der var ondt. Min mor havde altid advaret mig om hende. 'Tag dig i agt for Mélian, hun er ondskaben selv.' Jeg havde aldrig troet på det. Jeg troede ikke på, at der fandtes onde mennesker. Jeg var en lille pige, som alle kunne lide. Jeg var blevet mig selv igen. En pige på 17 år. Jeg tog mod til mig og trådte modigt frem mod hende. Hun havde vundet. Hun havde min mor og far, men mig skulle hun ikke få. Det skulle jeg nok sørge for. Jeg havde trænet til det her hele mit liv. Overlevelse havde jeg lært. Men kunne jeg beskytte mig selv mod al den ondskab? Hun sagde ikke noget, men smilede bare triumferende, da hun angreb mig. Jeg skreg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...