Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
404Visninger
AA

19. Kapitel 18

Damon's P.O.V

 

Jeg var gået efter, at de var faldet i søvn. Jeg var næsten hjemme nu. Der var helt mørkt og stille. Jeg fandt vores gamle hus. Ariella stod i vinduet og kiggede ud. Da hun så mig smilte og vinkede hun. Jeg gengældte smilet og vinket. Jeg skyndte mig ind til hende. Fik jeg nævnt, at der er meget koldt herude? Nå ikke? Men det er der altså. Jeg fik et kram af Ariella. Hun lod mig komme ind og låste døren efter mig. Hun mimede, at vi skulle være stille. Min forældre sov. Jeg nikkede forstående. Jeg gik over til sofaen. jeg lagde min ned og faldt lidt hen.

 

Jeg tænkte på Nathan & Elenora. Jeg vidste godt, at jeg bare burde glemme hende. Men det kunne jeg ikke. Hun sneg sig ind i mine tanker og ville ikke forsvinde. Jeg blev lidt bekymret for, hvad de ville sige til min forsvinden. Jeg havde skrevet en lille seddel:

 

'Hej.

Når I læser dette er jeg på vej hjem.

Det var for hårdt, at tage afsked med jer.

I skal ikke bekymre jer om mig.

Jeg skal nok klare mig.

Damon'

 

Jeg vidste godt, at det var fejt. Men jeg kunne ikke tage afsked på den anden måde. Jeg kunne ikke se hende i øjnene, uden at hun ville kunne se smerten i mit blik. Hun ville få dårlig samvittighed. Jeg burde have vidst det fra starten af. Hun var uopnåelig. I hvert fald for mig. Jeg havde aldrig fået chancen eller jeg havde bare ikke brugt den. Det forstød jeg nu. Jeg burde ikke tænke så meget på hende. Noget inde i mig insistrede bare på, at jeg ikke skulle glemme hende.

 

Jeg havde Ariella. Hun var fantastisk. Hun var smuk og klog. Hun var bare ikke Elenora. Tænk engang, at jeg skulle sig det her.. Men jeg savner alt ved Elenora.. Jeg faldt i søvn med tankerne svævende rundt om Elenora & Ariella. Det ville ikke være fair og køre dobbeltspil. Men jeg kunne ikke vælge mellem dem. Det ville være det bedste, hvis bare jeg kunne vælge Ariella uden betænkligheder. Men det kunne jeg ikke længere. Noget havde ændret sig inde i mig. Men hvad vidste jeg ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...