Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
354Visninger
AA

18. Kapitel 17

Nathan's P.O.V

 

Jeg stod var helt paf. Hun havde sagt så mange søde ting til mig. Jeg var gået lidt væk fra de andre. Jeg var gået udenfor. Hvor heldig kunne man være? Hun holdt tydeligvis af mig. Måske elskede hun mig endda. Hun ville ofre sig selv for mig. Jeg ville gøre det samme for hende. Men det viste bare, at vi havde det på samme måde med hinanden.

 

Jeg gik ned til søen. Jeg kunne mærke, at nogen holdt øje med mig. Jeg kunne ikke lide det her. Jeg løb hen mod hytten, men blev stoppet af et hårdt greb. Jeg vendte mig rundt. Mélina. Eller det troede jeg i hvert fald.

 

>>Hvem er du?<< spurgte jeg højt. Jeg håbede på, at Elenora og Damon kunne høre mig. Jeg tror det virkede. For Elenora kom løbende med Damon i hælene. Elenora kom hurtigt hen til mig og skilte mig og Mélina ad. Jeg sukkede lettet. Hun stilte sig foran mig.

 

>>Lad ham være i fred.<< sagde Elenora bestemt og hårdt. Hendes øjne kunne dræbe Mélina. Av. Damon hjalp mig inden for. Jeg brød mig ikke om det. Men Elenora skulle nok klare den. Det håbede jeg i hvert fald. Vi så inde i hytten i en pinlig tavshed. 

 

>>Tror du, at hun klarer den?<< spurgte jeg ham nysgerrigt. Jeg var bekymret og nysgerrig. Ville hun klare den? Skulle jeg hjlpe til eller vente og håbe på det bedste?

 

>>Hvis jeg kender hende ret klarer hun den. Hun er meget stærkere end Mélina. Det ved du også godt. Du har set det, når hun bliver vred eller ked af det. Alt omkring bliver styret af hende humør. På en eller anden måde, tror jeg.<< svarede han alvorligt og stolt. Han mente hvert et ord. Jeg nikkede forstående. Jeg håbede, at han fik ret. Jeg kunne bare ikke lide, at sidde her med hænderne i skødet. 

 

>>Såe.. hvad med at tage lidt mad?<< spurgte Damon drillende. Jeg nikkede blot. Jeg gik med ham over til maden. Der var lidt af hvert. Brød. Pålæg. Mælk. Saft. Dej. Skinke. Bacn. Ananas. Tomater.

 

>>Hvad med at tage noget brød og pålæg?<< spurgte jeg nysgerrigt. Jeg var blevet sulten ovenpå det her. Jeg hørte et skrig uden for. Jeg så spørgende på Damon. Han nikkede forstående. Jeg glemte alt om mad. Jeg skyndte mig ud sammen med Damon. Elenora så vred ud. Det var Mélina der havde skreget. Elenora stod lænet over hende.

 

>>Forstået? Jeg vil ikke have noget med dig at gøre mere!<< sagde hun hårdt og bestemt. Der var ingen tøven i den stemme. Mélina nikkede blot. Hun forsvandt og Elenora krøb sammen. Jeg gik over til hende. Jeg krammede og knugede hende ind til mig. Hun græd. Vi gik ind i hytten sammen. Alle tre. Elenora krøb sammen på hendes seng.

 

>>Hvorfor græder du, søde?<< spurgte jeg forsigtigt, mens jeg puttede hende. Hun så trist ud. Der var så meget smerte i hendes blik. Det var ikke til at klare for mig. Jeg så på hende. Hun rødmede.

 

>>Jeg græder, fordi jeg var så tæt på, at miste dig..<< svarede hun usikkert og fortvilvet. Jeg mærkede en tåre løbe ned af min kind. Hun satte sig op. Hun kyssede mine tårer væk. Jeg kom til at smile. Hun smilte opmuntrende til mig. Jeg kyssede hende blidt på panden. Hun rødmede. Farven stod godt til hende. Hun lagde sig ned og faldt i søvn. Jeg skulle til at gå, da hun greb fat i min arm. Hendes blik sagde: 'du må ikke gå fra mig..'. Det var et meget bedende blik. Jeg gav op. Hun smilte og flyttede sig lidt. Hun tog mine arme rundt om hende. Sådan faldt vi begge i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...