Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
354Visninger
AA

17. Kapitel 16

Elenora's P.O.V

 

Da jeg vågnede igen ville tårene ingen ende tage. Jeg så op. De sov begge to. De så fredfyldte ud. Hvilket var mere end man kunne sige om mig. Jeg var ved at gå i panik. Jeg var bekymret. Mest for dem. Ritch kom flyvende. Hun vidste bare, hvordan jeg havde det hele tiden. Vi havde en særlig forbindelse. Hun landede forsigtigt på min skulder. Hun nussede sig ind mod mig. Det hjalp lidt.

 

Nurh, så så. Hvad skete der, søde?

 

Jeg svarede hende ærligt. Hun fortjente sandheden. Hun vidste lige så godt som jeg selv, at jeg havde levet mit liv på løgne. Hun gav mig ret, men sagde også, at det bare bevidste at jeg kunne klare hvad som helst. Jeg smilte stolt ved den sætning. Jeg græd ikke længere. Jeg tog noget tøj på og lavede noget mad. Mélina skulle ikke få mig ned med nakken. Hun måtte have en svaghed. Mig. Tanken ramte mig med lynets hast. Jeg spurgte Ritch om det kunne passe. Hun nikkede med  alvorlig mine. 

 

De to andre vågnede op, da de kunne dufte maden. De så forventningsfulde. Jeg gav dem maden. Pandekager. Jeg smilte. Jeg var ret stolt. Jeg havde fundet det meste ude i skoven. Jeg havde syltetøj ud af nogle bær. Der var sukker og mel i hytten. Sammen med meget andet proviant. De spiste tilfredse, Jeg smilte. Jeg havde allerde spist. Jeg var stået op samme tid som solen. Hvilket var ret så tideligt.

 

Jeg vidste, at jeg måtte fortælle dem det hele. Jeg startede med at fortælle dem om min fortid og om Mélina. De så skræmte og forstående ud. De sad og så lidt væk fra mig. De ville ikke engang se mig i øjnene. Jeg sukkede dybt. Hvilket fik dem begge to til at kigge på mig. 

 

>>Hvad har I tænkt jer at gøre?<< spurgte jeg nysgerrigt. Jeg ville gerne vide hvad det var, de sad og brændte inde med.

 

>>Altså jeg bliver nødt til at tage hjem til min familie. Og Ariella.<< fortalte Damon nervøst. Jeg nikkede forstående. Han så lettet ud. Nathan så virkelig usikker ud.

 

>>Hvad med dig, Nathan?<< spurgte jeg forsigtigt. Han så mig i øjnene. Der var så meget kærlighed i det blik. Jeg smilte blidt og kærligt. Jeg blinkede til ham. Han rødmede. Jeg fniste. Hvor så han kær ud.

 

>>Jeg håbede på, at blive her?<< sagde han spørgende og usikkert. Jeg nikkede blidt. Han smilte. Jeg gengældte smilet venligt. Jeg kiggede ned i mine hænder. Nathan så spørgende ud. Damon så afventende på mig.

 

>>Mélina er ude efter mig. Jeg har noget som hun gerne vil have.<< sagde jeg usikkert og nervøst. Hun havde plaget mine drømme. Hun havde givet mig mareridt. Jeg ville ikke lade hende gøre mig noget.

 

>>Har du en idé hvad det er, hun er ude efter?<< spurgte Damon nysgerrigt og forsigtigt. Jeg overvejede det lidt. Niks, ingen anelse.

 

>>Jeg ved det ikke med sikkerhed.. Men jeg er bange for, at hun er ude efter mine kræfter eller min hjælp til et eller andet..<< jeg sagde det forsigtigt med et skuldertræk. De så begge to nysgerrige ud. 

 

>>Jeg tror ikke, at det er sikkert for dig, at være sammen med mig, Nathan..<< sagde jeg forsigtigt og forpint. Det var for hans eget bedste. Jeg ville være for bekymret for ham ligemeget hvad. Men også for Damon. Han så trist ud. Det gjorde de nu egentlig begge to. 

 

>>Jamen, jeg vil ikke forlade dig..<< sagde han trist. Han gjorde det hele så svært. Smerten stod tydelig hos os begge. Hvis det var med den på, så havde jeg ikke noget valg. 

 

>>Jeg vil heller ikke have, at du forlader mig, men hvis det kunne redde dig?<< sagde jeg omsorgsfuldt og kærligt. Han så bedende på mig. Han ville blive her. Intet kunne overbevise ham.. Jeg sukkede utilfreds.. Jeg prøvede på, at redde hans liv, men han ville ikke reddes..

 

>>Jeg vil hellere dø end at forlade dig..<< forklarede han kærligt og blidt. Jeg smilte stort og kærligt. Jeg rødmede og smilede kærligt. Jeg havde det på samme måde, det var bare lidt anderledes, når det var ham der sagde det. 

 

>>I lige måde, men hvis det nu kunne redde dit liv? Jeg ville ikke have, at du skal dø for øjnene af mig.. Eller at du skal dø..<< jeg sagde det hele roligt og kærligt. Jeg holdt min hånd mod hans kind og så ham i øjnene. Han kiggede ned med røde kinder.

 

>>Jg ved godt, at det her ikke er ufarligt.. Men jeg kan ikke undvære dig..<< han sagde det bedende og kærligt, med en blidhed, der gav mig sommerfugle i maven. Jeg rødmede med et skævt smil. Hvor var han sød. Damon rullede øjne af os. Jeg fniste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...