Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
359Visninger
AA

16. Kapitel 15

Elenora's P.O.V

 

Jeg var et barn igen. Célinda lærte mig at gå. Hun lærte mig alting. Noget af det vigtigste hun havde lært mig, var at holde hovedet koldt og hjertet stærkt. Mélina kom gående hen mod os. Célinda stilte sig ind foran mig i en beskyttende stilling.

 

>>Mor, hvad sker der?<< spurgte jeg skræmt. Célinda havde altid sagt, at Mélina var farlig. Det timede ikke godt det her.

 

>>Shh.. tag det roligt Elenora..<< hviskede Célinda/mor roligt. Hun stod klar med front mod Mélina.

 

>>Giv mig pigen!<< krævede Mélina. Hendes stemme var rolig og krævende. Den havde en hård tone. Den skar igennem alt. Jeg krybede mig under hendes blik. Hun skræmte fra liv og sans.

 

>>Glem det, du får hende ikke!<< svarede Célinda roligt og bestemt. Hun tøvede ikke. Hun var så sikker. Jeg kunne ikke lide det her.

 

>>Giv nu bare op, Célinda. Du har ikke en chance.<< sagde Mélina tomt og koldt. Hun mente hvert et ord, kunne man se på hende. 

 

>>Du må ikke gøre mor noget!<< forlangte jeg bestemt. Mélina så overrasket ud. Derefter såret. Jeg forstod ikke hvorfor. Hun skød mod Célinda med en stråle. Hun faldt sammen. Mélina gik og efterlod os begge to til vores egen skæbne. Jeg prøvede, at få liv i hende. Men intet virkede. Jeg græd og græd. Det var sådan hun døde. 

 

Jeg gravede dybere. Jeg fandt minderne om min far, Jonathan. Han havde været en modig mand. Han havde forsvaret mig og mor den første gang, hvor Mélina angreb os. Han havde taget imod alle slagene, for at mor og mig kunne nå at flygte. Jeg ville ingen steder uden min far, men min mor tvang mig til at tage med hende. Jeg græd som pisket. Jeg vidste, at han ville dø, hvis han blev. Jeg havde ikke en chance.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...