Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
347Visninger
AA

14. Kapitel 13

Nathan's P.O.V

 

Jeg var vågnet til døren der blidt smækkede i. Jeg kunne høre, at de begge to var stået op. De havde snakket lidt sammen, inden hun var gået. Hun var gået. Pludselig blev jeg vågen. Jeg så Damon stå roligt og spise. Det kunne han ikke mene? Nej vel? Ville han bare lade hende gå? Jeg var bekymret. Jeg rejste mig hurtigt op og kom i tøjet. Jeg kunne ikke lide det her. Damon så hvad jeg havde gang i. Han blokerede hurtigt døren.

 

>>Vil du virkelig lade hende gå? Hvorfor?<< spurgte jeg fovirret og fortvilvlet. Jeg var ikke i stand til noget, når hun ikke var der. Lige ved siden af mig. 

 

>>Fordi det her er noget hun bliver nødt til at klare selv. Det vile ikke være fair over for hende at afbryde. Hvis man virkelig elsker nogen må man lade dem gå..<< sagde han alvorligt ud i en kører. Han blikkede ikke engang. Jeg satte mig ned. Nu forstod jeg det bedre. Damon blev stående som en statue. Jeg fik en idé. Vi kunne jo bare snakke, mens vi ventede. Jeg noget mad og drikke. Damon faldt lidt ned, da han så det.

 

>>Såe.. hvad har du tænkt dig at gøre?<< spurgte jeg ham nysgerigt. Han måtte da have en familie af en slags. Jeg vidste ikke med ham, men jeg havde intet at vende tilbage til. Jeg var gammel nok til at klare mig selv. Jeg ville bare være en plage. En klods om benet hos min familie. Vi var simpelthen for mange børn. De fleste var helt små. Der var to udover, der var gamle nok til at klare sig selv. De hjalp til derhjemme.

 

>>Det kommer an på Elenora. Men ellers må jeg nok hellere tage hjem.. Jeg er enebarn, mine forældre kan ikke klare sig selv. De har én der passer på dem, Ariella.<< sagde han forsigtigt og bekymret. Man kunne se, at hende Ariel betød meget for hende. Hvorfor vidste jeg ikke. Men man kunne se det i hans blik. 

 

>>Hvad er hende Ariella for en?<< spurgte jeg forsigtigt. Han nikkede forstående og gjorde klar til at forklare.

 

>>Vi har kendt hinanden siden vi var helt små. Vi har altid været rigtig tætte. Jeg ville gerne lidt væk hjemmefra. Det gjorde Ariel muligt. Hun har gjort mange ting for mig. Hun betyder meget for mig..<< svarede han usikkert og rødmende. Det havde han vidst ikke indset før, jeg havde spurgt. Han så taknemmelig ud. Han så fredfyldt og lykkelig ud.

 

>>Hvad med dig selv?<< spurgte han nysgerrigt. Han så ud som om han gerne ville vide det. Jeg tog mig sammen og fortalte ham det. Om min barndom. Hvordan det havde været. Og at jeg umuligt kunne vænne tilbage til det liv. Så hellere leve i skoven, i fred for alle problemerne. Det var nok egoistisk, men det føltes bare som om, det var det rette at gøre. Han nikkede forstående.

 

>>Er jeg egoistisk fordi jeg hellere vil blive herude i skoven?<< spurgte jeg ham bekymret. Han rystede ivrigt på hovedet. Jeg sukkede lettet.

 

>>Du er IKKE egoistisk. Du tager hensyn til de andre, ved at blive her. De ved, at du ikke længere er der. Man kan jo ikke redde hele verden alene. Jeg forstår dig godt,<< sagde han med en beroligende og trøstende stemme. Det hjalp og jeg sad bare stille og roligt nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...