Lykken.

Det handler om en piger og to drenge i et gammelt land. Pigen er ikke lige som alle de andre piger, hun har særlige evner. Det indser alle snart, og da bliver det farligt for Elenora, som pigen hedder, fordi folk tror hun er en heks, bare fordi hun kan mere end dem. Hun flygter og møder de to drenge der hurtigt tilbyder, at hjælpe hende. Men hvad skal 3 stille op mod en stædig, egoistisk og magisk troldkvinde? Overlever de? Hvad gør de for at overleve? Når de at slippe væk? Find ud af det og meget mere her.

0Likes
0Kommentarer
366Visninger
AA

13. Kapitel 12

Damon's P.O.V

 

Hun havde ligget i lang tid og vendte sig rundt i søvne. Hun havde klaget og beklaget sig. Det var nok mareridt igen. Nathan havde fortalt mig om det. Noget plagede hende, hun ville bare ike fortælle, hvad det var. Hun så heldigvis mere fredfyldt ud nu. Hun opdagede mit blik og vendte sig væk fra mig med et forpint blik. Hvad skete der lige her? Jeg listede over til hende. Hun så trist ud. Hendes tårer løb ned langs kinderne. Jeg ville trøst hende. Hun måtte ikke græde. Hun vidste sikkert, at både mig og Nathan var vilde med hende. Hun var bange for at såre nogen af os. 

 

>>Hvad er der galt, prinsesse?<< spurgte jeg forsigtigt, mens jeg nussede hendes kind. Hun tøede lidt op. Hun så stadig pint og plaget ud, men det hjalp lidt.

 

>>Jeg står over for umulige valg i øjeblikket..<< sagde hun trist. Hun skulle nok ud og finde hendes familie. Det kunne jeg ikke bebrejde hende. Hun havde ikke haft en familie i lang tid. Min familie savnede nok også mig. Hendes familie måtte have det endnu værere.. De havde aldrig set hende før..

 

>>Hvad er det for nogle valg, om jeg må spørge?<< jeg spurgte forsigtigt. Hun ville snakke om det, men bare ikke med mig eller Nathan. Det respekterede jeg. Hun svarede ikkke, men sad bare tavs under min nussen på hendes kind.

 

>>Jeg tror lige, at jeg går min en tur..<< sagde hun beroligende til mig. Jeg nikkede forstående og trådte lidt væk, så hun kunne komme forbi. Hun så taknemmelig ud. Jeg ville lade hende gå, hvis det var til hende eget bedste. Det ville være svært, men hvis det ville gøre det nemmere for hende, så var det min løsning.

 

Jeg gik over og tog noget frugt og lidt vand. Jeg ville blive herinde, ind til hun kom tilbage igen. Jeg ville ikke forstyrre hende. Det her var vigtigt for hende, kunne jeg mærke. Jeg kunne mærke, at det var noget hun blev nødt til at klare selv. Det var ikke noget jeg kunne hjælpe hende med. Det acceptrede jeg. Defor blev jeg, trods min nysgerrighed. Hun var noget ganske særligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...