Min bedste ven

Midt i eksamensræset fik jeg lige lyst til at skrive lidt, og det blev til en historie om cutting. Jeg kan ikke sige så meget om den, da den er kort, og jeg helst ikke vil ødelægge oplevelsen for jer.

Jeg har valgt ikke at sætte aldersgrænse på, da jeg selv vil lade folk afgøre, om den er for barsk.

1Likes
3Kommentarer
562Visninger
AA

1. Min bedste ven (ONESHOT)

Mørket omringer mig, og jeg føler mig endelig tryg. Her er der intet, der kan røre mig. Men det allervigtigste er min bedste ven, som ligger gemt mellem mapper og papirer i skrivebordsskuffen, for hun beskytter mig. Hvis nogen ser hende eller hører om hende, har jeg intet tilbage. Hun er min styrke. Uden hende er jeg ingenting. Jeg kan ikke noget, og folk får pludselig ret i deres utallige anklager, om at jeg ikke er god nok. Men hun redder mig. Hver aften, når mørket falder på, kalder hun på mig med den blødeste stemme, og fortæller mig, at hun endnu engang kan gøre alt godt. Og det kan hun. Hun lyver ikke for mig som alle andre. Hun svigter mig ikke, og jeg ved, at hun aldrig nogensinde vil gøre det mod mig. Jeg stoler på hende, og hun stoler på mig. Vi stoler kun på hinanden. Holder på vores fælles hemmelighed. Hun er den eneste, som kender hemmeligheden. Hun er den.

 

Jeg vågner. Klokken er lidt i syv, og jeg har egentlig ikke lyst til noget som helst. Jeg vil flygte fra virkeligheden. Jeg vil sidde sammen med hende. Knuge hende til mig og lade alt være ligegyldigt. Jeg kan ikke nu, for om lidt står min mor udenfor døren og banker med en fast næve. ”Der er morgenmad nu,” plejer hun altid at sige med en skinger stemme, som skærer i ørene. Derfor må jeg skynde mig. Jeg skal have skjult det mærke, der nu er tydeligt på min overarm.  Der er efterhånden mange, og hvis mor først opdager det, vil hun rode hele værelset igennem. Tage alle ting ud af skabe og skuffer. Det må ikke ske. Hun må ikke finde min bedste ven. Hun er min. Kun min.

 

”Det er sommer, Amy! Tag dog en anden trøje på.” Min mor kigger på mig, da jeg kommer med ad trappen. Jeg forklarer hende, at min langærmede trøje er nødvendig, da jeg fryser. Hun himler med øjnene, og peger derefter hen på morgenbordet. Jeg ryster på hovedet, og bilder hende ind, at jeg spiser på skolen. Hun begynder at forklare, hvor vigtigt morgenmad er, og jeg ved, at hun kan fortsætte i flere timer. Derfor svinger jeg min taske over skuldrene, og går ud ad døren med min mors opgivende råb i baggrunden.

 

Solen rammer mit ansigt. Cyklister og stressede mennesker passerer mig i høj fart.  Jeg er ligeglad. Jeg går alligevel i min egen verden. Musikken fylder mit hoved. Trommerne dunker, og skrigene får mig til at smile. Måske passer det virkelig, at de vil være her for mig. At de er mine redningsmænd. Min glæde spoleres med ét af et tilråb. ”Fucking EMO!” Jeg er vant til det, men det sårer mig lige meget hver gang. Jeg kan ikke se, hvad folks problem er. Må jeg ikke filosoffere om meningen med livet?

 

Jeg når skolen. Jeg har kun lige fået den ene fod inden for døren, før de starter. ”Gå hjem og dø,” siger den første, hvorefter den næste planter en lussing på min højre kind. Hverdagskost. Intet nyt i det. Alligevel styrer jeg direkte mod toiletterne, hvor dullerne lægger krigsmaling. Dem slipper jeg heller ikke for kommentarer fra, inden jeg låser mig inde i en af de smalle bokse.

 

Jeg fortryder, at jeg ikke tog hende med. Jeg føler mig tom, og min krop fyldes med frygt. Det ringer snart til første time, men jeg vil ikke derind. Jeg ved, hvad det indebærer. Tårerne triller ned ad mine kinder ved tanken om alle de sedler, der snart vil ramme mig i nakken, og lærere, som ikke træder til. Hulkene bliver højere og højere, og ikke længe efter høres de lede pigers onde latter. Jeg leder fortvivlet efter noget, som kan erstatte hende. Den blå boks er for bar, og jeg må opgive, og gå til time med kroppen fuld af angst.

 

Endelig er jeg hjemme. Jeg løber ind på mit lille værelse direkte hen til det slidte skrivebord. Jeg hiver skuffen ud. ”Hvor er du?!” råber jeg panikslagen, mens jeg famler rundt i skuffen med rystende hænder. Jeg kan ikke finde hende, og jeg skriger, mens tårer står ud af mine øjne. Jeg tager mig til hovedet og skriger for fulde lungers kraft. Jeg har brug for hende. Nu. Min hjerne slår fra og lige pludselig sidder jeg og kradser overalt på min krop. Mine lange negle borer sig ned i huden og efterlader lange hvide streger, der langsomt bliver røde og hævede. Jeg kan ikke kontrollere mig selv, og smider alt skuffens indhold panisk ud på gulvet. ”Jeg skal bruge dig nu!” Mine negles smerte er ikke nok, og en lettelse fylder min krop, da jeg kan høre hende ramme trægulvet. Mine hænder ryster stadig kraftigt, da jeg samler hende op. Trygheden overtager langsomt frygten, men tingene bliver ikke løst, før jeg kan mærke hende på min lyse hud. Venstre arm. Den er i forvejen fyldt med hendes røde efterladenskaber. Minderne om, at tingene kan blive gode igen. For en stund i hvert fald.

 

Jeg græder og hun trøster. Sådan er det altid. Men i dag er det anderledes. Jeg bliver ved med at græde og hun trøster fortsat. Jeg kan ikke stoppe. Efter hvert snit er der en ny ting, jeg kan græde over. Det er sådan en rar smerte, hun giver. Det er derfor, at jeg elsker hunde. Hun er så blid. Hun elsker mig, når alle andre ikke gør. Derfor er det med et smil, at alt forsvinder. At alt bliver sort. At alt bliver godt. Med hende i hånden. Mit barberblad. Min bedste ven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...