Little Miss Perfect {Justin Bieber}

Cindy Hawkins er ung, smuk, model, og single. Det vil hendes veninde, Laura, lave om på, men det er Cindy ikke så meget for. Siden hendes ekskæreste forlod hende efter halvandet års forhold, har hun forhold sig single og fokuseret på sin modelkarriere. Men Laura er ligeglad; hun lokker med blinddates og store fester, men Cindy siger stadig nej. Hvad kan få hende til at skifte mening, specielt når en kendt popstjerne endelig bliver single igen, og også er ven med Laura. Hvad sker der, når han forelsker sig i de ting, han får fortalt af veninden om Cindy, men hun ikke vil møde ham? Kan Laura få hende overtalt til bare en enkelt blinddate med ham? Og vil der opstå gnister eller skal dates bare overstås hurtigst muligt? Kan Cindy leve op til hans forventninger og Lauras timelange taler om hende?

222Likes
181Kommentarer
20154Visninger
AA

12. Cindy's synsvinkel


Var det underligt, at jeg valgte at være alene? Okay, det var faktisk ikke mit valg, for Laura ditchede mig til fordel for hendes nye fyr; Joey. I hvert fald havde jeg kun mig selv at holde ved selskab, så jeg kedede mig. Men jeg ville hellere være alene end sammen med nogen. Jeg kunne rende rundt i joggingbukser om en oversize hættetrøje, æde hvad jeg ville og se hvad jeg ville. I ny og næ lod jeg tårer trille ned af mine kinder, men efterhånden følte jeg mig tom indeni. Da jeg til sidst bare hulkede uden tårer, tog jeg mig sammen. Jeg hankede op i mig, og så gik jeg ud i byen. Jeg elskede byen, og jeg havde brug for at komme ud af lejligheden. Iført en læderjakke, en bordeaux trøje, sorte jeans og høje, sorte støvler vandrede jeg ned gennem New Yorks travle gader, mens jeg prøvede på ikke at få øjenkontakt med nogen. Til mit held havde jeg solbriller med, der dels kunne gemme mine øjne og sikre mig fra pinlig øjenkontakt med fremmede, men også for at gemme mine rødsprængte og udtryksløse øjne. For jeg følte mig også sådan, men det behøvede verden ikke at vide. Så gemt bag store, sorte solbriller travede jeg op og ned af de overfyldte gader, mens bekendte og fremmede vadede forbi mig. Og langsomt følte jeg mig allerede bedre tilpas. Jeg prøvede at tænke på alt andet en Justin, Lexi eller noget som helst.

"Cindy?" lød det pludselig, og jeg så op. Før havde jeg fokuseret på de høje bygninger, der tårnede sig over mig, men jeg rettede blikket mod den person, der nu stod foran mig. Oliver.

"Oliver" sagde jeg åndeløst, og han smilede til mig.

"Hej"

"Hej"

"Hvad laver du her?"

"Jeg bor her" grinede jeg nervøst, for jeg viste ærligt ikke, hvordan jeg skulle forholde mig til ham. Han var sød, men alt for god til at være sand. Og selv efter hvad jeg havde trukket ham igennem, så stod han alligevel der foran mig og smilede.

"Nå ja" grinede han og kløede sig lidt i nakken. "Vil du med ud og spise frokost?"

"Jeg har faktisk lidt travlt, Oli" sagde jeg og bed mig lidt i læben. Oliver så såret på mig og vendte blikket mod jorden - afvist! "Men aftensmad lyder dejligt"

"Jeg henter dig halv 7?"

"Deal" smilede jeg, det bedste jeg nu engang kunne, og han smilede tilbage.

"Vi ses"

"Ses" vinkede jeg og fortsatte af den vej, jeg var kommet. Jeg skulle købe noget tøj, inden jeg skulle ud med Oliver i aften. Og selvom jeg havde afvist ham én gang, kunne jeg jo sagtens give ham en ny chance. Når nu han alligevel foreslog noget.

 

* * *

 

Jeg havde været så dum at forlade lejligheden uden mobil, så da jeg kom tilbage, blev jeg mødt af en mopset Laura, der så irettesættende på mig med hænderne i siden. Hun begyndte en lektion om at huske sin mobil og ansvar, mens jeg trådte bare forbi hende og ind til mit værelse, så jeg kunne få ordnet mit tøj. Jeg havde købt en grå og sortstribet kjole, der gik til midt på låret. Sammen med den ville jeg havde de grå Jeffreys 'uden hæl', og så nogle enkelte smykker på.

"Hvor skal du hen?" spurgte Laura og lænede sig skødesløst op ad dørkarmen.

"På date" smilede jeg og lukkede spændet om min ankel på skoene.

"Med Justin?" spurgte hun, mens jeg rodede lidt i mit hår, der sad løst og puffet omkring mit hoved.

"Med Oliver"

"Oliver?" spurgte hun og så på mig, som om jeg var blevet gal. "Hvad har du gang i, C?"

"Jeg spiser bare middag med ham" forklarede jeg. "Der er ikke noget i det"

"Sikker?"

"Sikker" nikkede jeg, og hun sukkede. "Jeg er hjemme og sove" Jeg så bedende på hende, og hun rystede så på hovedet af mig.

"Cindy Hawkins; du vælter dig i lækre fyre"

"Jeg tror ikke, du skal brokke dig" smilede jeg og gav hende et klem. "Så vidt jeg husker var det, hvad du håbede på"

"Ikke så mange"

"To"

"Bare én" grinede hun, og jeg lagde et sidste lag mascara på mine vipper, inden jeg studerede mit ansigt i spejlet og vendte mig mod hende.

"Er jeg okay?" spurgte jeg, og jeg følte mig egentlig nervøs. Oliver betød noget for mig, selvom jeg havde vist noget andet. Han var virkelig sød, og jeg glædede mig faktisk til at se ham ordentligt igen. Han var en rigtig sød fyr, trods alt. "Hvordan ser jeg ud?"

"Du er smuk som altid, baby" smilede hun og kyssede mig beroligende på kinden. "Hyg dig"

"Tak" smilede jeg og så på klokken. 25 over seks. Så ville han snart være der. "Vi ses" Jeg tog en sorte trøje over armene, inden jeg stavrede ud i gangen og åbnede døren til opgangen.

"Sov godt" sagde Laura med et blink i øjet, og jeg rakte tunge ad hende. Hvordan vidste hun, at jeg nok ikke ville komme hjem og sove?

"Hej hej!" Mit råb gav genlyd i opgangen, men jeg var lidt ligeglad. Lyden af mine skridt rungede også, men det hjalp, da jeg kom ned på gaden. Netop som jeg trådte ud af døren, holdt en sort forhjulstrækker ind til siden, og Oliver smilede til mig fra førersædet. "Hey" Jeg trådte om på passagersiden og spændte min sele.

"Du ser godt ud"

"I lige måde" smilede jeg, inden jeg lagde en hånd om hans nakke og trak hans hoved hen til mit. Det hele gik så hurtigt, og jeg kunne mærke hans overraskelse. Savnet af hans læber mod mine var så stort, og jeg følte en form for ro, da jeg igen mærkede hans varme læber presse sig mod mine. Jeg sukkede inderligt, og jeg kunne mærke en bølge af hans varme ramme min mund. Helt naturligt fandt hans tunge vej til min mund, mens jeg kunne mærke hans hænder mod min læn. Jeg havde noget for ham, og selvom Justin var perfekt, var der noget ved Oliver, der var helt fantastisk. Han kyssede godt, og han var ikke en popstjerne.

"Jamen hej" smilede han, efter at have bidt blidt i min læbe, da vores hede snav var ovre.

"Det havde jeg savnet" smilede jeg og kyssede ham hurtigt igen, inden jeg satte mig tilbage i sædet.

"Også jeg" nikkede han og satte bilen i gear. Kort efter ræsede vi gennem New Yorks gader, mens han så ud af forruden, og jeg bed mig forsigtigt i læben, der hvor Olivers tunge havde kærtegnet det sted, hans tænder blidt havde bidt. Jeg havde nu savnet ham...

 

* * *

 

"Og så har jeg sagt op" fortalte han og tørrede sig lidt om munden. Sød så han altså ud med lidt rødvinssovs i mundvigen og et funklende blik i øjnene.

"Hvorfor?"

"Jeg indså noget..."

"Ja?"

"Jeg vil gerne være grafikker" sagde han stolt, og jeg nikkede anerkendende. Da jeg var yngre ville min bedste ven også gerne være grafikker, så jeg havde et okay indblik i den verden.

"Er du så kommet i gang?" spurgte jeg og flyttede lidt på min venstre hånd, der kærtegnede håndfladen af Olivers højre hånd.

"Jeg starter i næste uge"

"Glæder du dig?"

"Meget" smilede han og greb min hånd. Vores fingre flettede sig ind mellem hinandens, og jeg følte en varme indeni. "Hvordan kan det egentlig være, at du sagde ja til der her?"

"Om du tror det eller ej, så havde jeg det rigtig skidt med det, jeg gjorde"

"Så du gør det af medlidenhed?"

"Jeg gør det, fordi jeg holder ufatteligt meget af dig"

"Og Justin"

"Glem Justin"

"Er I ikke sammen mere?"

"Nej"

"Hvad gjorde han?" spurgte Oliver, og jeg kunne mærke hans vrede. Hans fingre dirrede omkring mine, og jeg trak vejret langsomt gennem munden.

"Han gjorde ikke noget" sagde jeg og kærtegnede hans håndryg med tommelfingeren. "Jeg gjorde det forbi"

"Hvorfor?"

"Det var ikke rigtigt"

"Jeg ville sige, at det er jeg ked af at høre, men jeg er glad for, at du dumpede ham"

"Det ved jeg"

"Du fortjener mere, Cindy"

"Dig?"

"Jeg er bedre end ham"

"Bevis det" smilede jeg flirtende, og jeg kunne mærke hadet forsvandt.

"Er du færdig med at spise?" spurgte han, og selvom jeg godt kunne have spist mere af min ravioli, nikkede jeg, og han fik fat i en tjener. Kort efter havde vi betalt for maden og var på vej til hans bil igen. I bilen lå hans højre hånd på mit lår hele vejen hjem til hans lejlighed. Så snart bilen var parkeret, fangede hans hånd min, og de slap ikke hinanden, før vi stod foran hans hoveddør.

"Oliver?" spurgte jeg lavmælt, og han vendte blikket mod mig i stedet for låsen. Døren sagde et klik, men vi gik ikke ind. Jeg så bare direkte ind i hans vidunderlige, grå øjne, mens mine knæ var lige så gummiagtige som vingummibamser.

"Ja" hviskede han, mens han lagde nøglerne i sin lomme. De klirrede kort, men ellers var der stille i den svagt oplyste opgang.

"Havde du ikke noget at bevise?" spurgte jeg, men fik dårligt gjort min sætning færdig, inden han hårdt pressede sine læber mod mine, og min ryg ramte den kolde væg. Mine arme klyngede jeg om hans hals, og uden rigtig at vide hvordan endte jeg med benene om hans talje og kroppen presset mod hans. Kulden fra muren forsvandt, mens vores læber var presset hårdt og lidenskabeligt mod hinanden, og jeg bemærkede, at vi bevægede os. Døren blev smækket i efter os, og Oliver fandt vej gennem den halvt mørklagte lejlighed, indtil jeg landede i noget så blødt som en seng. Der var ingen ord vekslet imellem os, inden vi begge lå afklædte, gispende efter vejret og kærtegnede hinandens nøgne kroppe. Der var forfærdeligt varmt i soveværelset, så begge vores kroppe glinsede af sved.

"Jeg åbner lige et vindue" hviskede Oliver, inden han gav mig et blidt kys og rejste sig. Jeg var målløs; jeg som troede at have sex i vand var fantastisk... Helt udmattet lukkede jeg øjnene i et øjeblik, men jeg døsede helt hen og ænsede knapt, da Oliver sneg sig ned under dynen til mig.

 

* * *

 

Jeg vågnede klistret op ad Oliver, der lå bag mig med armene om mig. Nøgen. Forsigtigt listede jeg mig ud af hans greb, hvorefter jeg hoppede i noget undertøj. Jeg var ikke sippet, men jeg følte mig for nøgen. Stille listede jeg ud af værelset og gik på skattejagt. Hans lejlighed var større end min, så det tog mig lidt tid at finde toilettet. Så lydløst som muligt vandrede jeg rundt og gloede på hans inventar, der havde ændret sig lidt siden sidst. Sidst var han næsten lige flyttet ind, så denne gang var der flere småting sat på plads. Da jeg igen nåede til soveværelset, fandt jeg min mobil i min clutch. Jeg havde fået en enkelt besked; fra Justin. Helt fortumlet over den overraskelse trak jeg Olivers skjorte omkring mig og listede ind i stuen. Jeg turde næsten ikke åbnede beskeden, for jeg havde ikke hørt fra ham siden... Siden jeg bad ham om at gå.

Cindy?

Ja?

Jeg har brug for en

tjeneste

Spørg Lexi

Cindy please. Jeg

har brug for dig og

kun dig

Rend mig

Kan vi ikke snakke

om det?

Hvorfor dog det?

Please?

Ok

Kort efter ringede min mobil, og jeg tog den sukkende for øret.

"Hallo" sagde jeg neutralt, da jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle være overfor ham. Jeg elskede ham - det gjorde jeg virkelig. Men han havde såret mig dybt.

"Jeg har brug for dig, Cindy"

"Er du trængende?" hvæsede jeg lavt, da Oliver stadig sov. Jeg lukkede dog døren ind til værelset, hvor jeg kunne høre hans lavmælte snorken.

"Cindy; hør nu på mig"

"Hvad er der, Justin"

"I næste uge er der et awardshow, og det er sikkert ligegyldigt for dig, men for mig..."

"Nej tak"

"Du har ikke engang hørt, hvad jeg har at sige"

"Justin; jeg vil ikke se på dig"

"Jeg har brug for dig" bad han, og jeg kunne virkelig høre, at han mente det. "Mine pr-folk mener, at det vil se forkert ud, hvis jeg kommer uden min kæreste. Derfor ville jeg spørge om..."

"Din kæreste?" afbrød jeg ham, og han blev stille i den anden ende. "Hvis det ikke gik op for dig, så slog vi ligesom op, da du var mig utro"

"Jeg har intet med Lexi!" udbrød han, og jeg gispede. Han gav mig virkelig et chok, da han pludselig råbte gennem telefonen.

"Hvad er hun for dig, Justin?" spurgte jeg, og han blev stille igen. "Hvad er hun, for sådan som det ser ud, er I mere end bare bekendte"

"Hun betyder ingenting" hviskede han, og jeg havde dårligt hørt det.

"Ligesom jeg ikke betyder noget?"

"Nej!" sagde han hurtigt, og jeg bed mig i læben. Jeg kunne mærke tårerne presse på, og jeg nægtede at tude. Han var ikke det værd at spilde tårer på. "Cindy... Du betyder alt for mig, og de sidste mange timer har været et helvede uden dig. Jeg vil virkelig gerne have at du forstår, at der ikke er noget med Lexi. Hun er kun en veninde, og hvis du ikke tror på mig, kan du snakke med hende. Jeg vil gøre hvad som helst for at få dig tilbage" Sådan en lang smøre kom rent faktisk ud af hans mund, og jeg var målløs. Jeg var løbet tør for ord - jeg følte mig tom indeni.

"Justin, jeg..."

"Tænk over det, Cindy" sagde han, og så lagde han på. Dér sad jeg så i Olivers stue, iført hans skjorte, der duftede at hans parfume, og kunne ikke få ordene frem. Det havde været den sygeste kærlighedserklæring, og jeg elskede ham jo. Jeg ønskede ikke, at dette skulle ske. Jeg ønskede, at jeg kunne være i hans arme igen, indsnuse hans duft og kærtegne hans hud. Betragte ham sove, kysse hans mund og putte mig ind til hans muskuløse brystkasse. Jeg ville ikke være sammen med Oliver, men jeg ville ikke være ond. Jeg elskede ham, men som ven. Oliver skulle aldrig blive mere end det, for Justin var alt, jeg ledte efter. Hvordan kunne jeg være så dum og blind? Justin elskede mig! Han elskede mig rent faktisk, og nu havde jeg været i seng med Oliver?! Hvorfor var jeg så dum og naiv - tænk jeg troede, Justin var mig utro. Tænk jeg var så dum, og nu havde jeg ødelagt det hele for mig. Jeg måtte hjem. Jeg måtte væk fra lejligheden og nattens forræderi. Hurtigere end nogensinde ellers kom jeg i tøjet, og forlod lejligheden inden Oliver stod op. 

 

 

//A.N. Jeg undskylder igen for den lange ventetid, og for et (synes jeg selv) ikke helt optimalt kapitel. Jeg er forfærdeligt træt, så der er måske en del stavefejl, men jeg har virkelig trukket den længe med udgivelsen. Håber ikke I er for skuffede, og tak til jer der stadig holder ud. Tusind kys herfra xoxoxox

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...