Little Miss Perfect {Justin Bieber}

Cindy Hawkins er ung, smuk, model, og single. Det vil hendes veninde, Laura, lave om på, men det er Cindy ikke så meget for. Siden hendes ekskæreste forlod hende efter halvandet års forhold, har hun forhold sig single og fokuseret på sin modelkarriere. Men Laura er ligeglad; hun lokker med blinddates og store fester, men Cindy siger stadig nej. Hvad kan få hende til at skifte mening, specielt når en kendt popstjerne endelig bliver single igen, og også er ven med Laura. Hvad sker der, når han forelsker sig i de ting, han får fortalt af veninden om Cindy, men hun ikke vil møde ham? Kan Laura få hende overtalt til bare en enkelt blinddate med ham? Og vil der opstå gnister eller skal dates bare overstås hurtigst muligt? Kan Cindy leve op til hans forventninger og Lauras timelange taler om hende?

222Likes
181Kommentarer
20509Visninger
AA

11. Cindy's synsvinkel


Jeg følte mig som et lille barn, der havde fået skældud, som jeg sad dér ved siden af Justin, der beskyttende havde sin hånd om min, overfor Oliver, der så rasende ud, med Laura ved sin side, som ikke helt vidste hvad hun skulle sige eller gøre. Jeg sad virkelig med en dårlig smag i munden, og jeg anede intet om, hvad jeg skulle sige.

"Oliver..." sukkede jeg og støttede mit hoved på den hånd, Justin ikke hold om. "Jeg er ked af..."

"Det er lige meget" sagde han hurtigt og så stift på mig.

"Jeg burde..."

"Sket er sket" afbrød han mig og rystede på hovedet.

"Det er ikke, som du tror"

"Ikke?" spurgte han og så endelig ordentligt på mig. "Hvad er ikke, som det ser ud til. Du holder mig for nar, mens du pjatter rundt med popstjernen her!" Han spyttede nærmest de sidste ord ud, og jeg sank en klump.

"Det er..."

"Præcis det, der skete her" afsluttede han mit sætning, men jeg rystede på hovedet.

"Det skete bare"

"Det skete bare?"

"Ja" hviskede jeg og så ned på mine hænder. Jeg var glad for, at Justins fingre var flettet ind mellem mine, for jeg rystede forfærdeligt på hænderne. Jeg havde virkelig lavet ged i den, og denne gang kunne jeg ikke bare rettet op på det med et smil og et blink med øjnene. "Undskyld"

"Hvad siger du, Bieber?" spurgte Oliver og så på Justin, der rettede blikket op.

"Jeg er ked af, at det her går ud over dig" sagde han roligt, og jeg troede på, at han mente det.

"Screw you" udbrød Oliver, og få sekunder efter forlod han lejligheden, uden at nogen af os sagde noget. Døren smækkede med et højt brag, og jeg fik et stort chok.

"Det gik da..." begyndte Laura, men jeg sendte hende et sigende blik, og hun holdt mund. "Skal vi spise?"

"Ja" nikkede jeg, helt overrumplet over situationen. Da Oliver havde set mig ligge på gulvet med Justin siddende på mig, havde han selvfølgelig regnet alt ud. Hvorfor jeg ikke ringede tilbage, hvorfor jeg ikke ønskede at se ham. Jeg havde Justin. Hvilket i sig selv var underligt at sige. Justin var min...

"Må jeg lige snakke med Cindy to sekunder, inden vi spiser?" hørte jeg Justin spørge Laura om ude fra køkkenet, netop som hun trak køkkenhandskerne på for at tage lasagnen ud af ovnen. Kort efter var han inde ved mig, der sad som forstenet ved spisebordet. "Kom" Han tog mig blidt ved armen og ledte mig ind på mit værelse, hvor han omhyggeligt lukkede døren efter sig. "Er du okay?"

"Ja" sagde jeg og blinkede et par gange. "Jeg mener... det ved jeg ikke"

"Jeg er virkelig ked af..."

"Sh..." tyssede han og lænede mig ind mod ham. "Det er lige meget nu"

"Er du sikker?"

"Mh" mumlede jeg og smilede svagt. "Jeg vil ikke lade noget komme imellem os, og bestemt ikke Oliver"

"Godt" smilede han og lagde hænderne om mine hofter. "For du er min nu"

"Din" hviskede jeg, inden jeg blidt lagde mine læber mod hans. Mine hænder lagde sig rundt om livet på ham, fandt deres vej op under hans trøje og nussede hans varme hud.

"Cindy..."

"Hvad?" spurgte jeg og så uskyldigt på ham.

"Vi skal spise lige om lidt"

"Ja, om lidt" grinede jeg og pressede igen mine læber mos hans.

 

* * *

* * *

* * *

 

Jeg hørte ikke fra Oliver i flere uger, hvilket jeg egentlig var ret så taknemmelig for. Justin og jeg gik ind i en nogenlunde normal rytme, hvor vi begge kunne passe vores jobs, venner og familie. Min familie var nok mest Laura, men Justin havde også brug for at se sin mor, sin far og sine halvsøskende. Jeg havde fået flere jobs, og derfor også mere til at se til. Derfor måtte vi passe vores liv ind efter hinanden, hvilket tog hårdt på kræfterne. Arbejde, Laura, Justin, arbejde.

"Hey" smilede jeg og kyssede ham hurtigt på munden, inden jeg spændte min sele og lænede mig tilbage i sædet.

"Du ser godt ud" roste han og kyssede mig på kinden.

"Du ser heller ikke helt værst ud" smilede jeg, lukkede øjnene og sukkede. Jeg var virkelig, virkelig træt, og jeg havde bare brug for at slappe af, og ligge ned. Gerne bare sove. Men jeg skulle møde Justins mor, og jeg følte mig overhovedet ikke klar. Selvom hun havde set mig i blade, i reklamer og på plakater, havde hun aldrig mødt mig i virkeligheden, selvom Justin og jeg havde datet i godt en måned. Vi havde vel begge haft travlt, og der havde bare aldrig været tiden til det. Men nu havde vi fundet en ledig plads i begge vores kalendere, så Pattie gav middag.

"Er du klar?"

"Bliver man nogensinde det?"

"Måske" grinede Justin og greb fat om min hånd. "Hun er ikke så slem"

"Det håber jeg heller ikke" sagde jeg bed mig i læben.

"Pas på med at bide dig i læben" advarede han, og jeg rynkede brynene.

"Hvad mener du med det?"

"Du er alt for sexet, når du gør det" sagde han roligt, og jeg gjorde store øjne. Virkelig? Syntes han, der var så sexet, når jeg gjorde det? Jeg gjorde det kun, fordi jeg var nervøs. Men med vilje gjorde jeg det igen, da han så på mig igen. "Lad være, ellers kommer vi for sent ud til min mor"

"Hvorfor?" drillede jeg og smilede kækt.

"Jeg hopper på dig" sagde han alvorligt, og jeg grinede kort.

"Vi er midt på en motorvej, Justin"

"Jeg er da ligeglad"

"Du er crazy"

"I'm crazy about you" huskede han mig på, og jeg så kærligt på ham. Han var virkelig en dejlig fyr, og jeg kunne slet ikke forstå, at han ville være sammen med mig. Jeg var fedtmulen over alle fedtmuler!

"And I'm crazy about you" smilede jeg og lagde hovedet på skrå.

"Vær dig selv, så vil min mor elske dig"

"Okay" nikkede jeg. Hvis Pattie bare var halvt så sød som Justin, ville det blive en fantastisk aften! Jeg så ret så meget frem til middagen - mest fordi jeg var sulten - men også fordi jeg skulle møde hans mor! Mine forældre havde jeg ikke ligefrem verdens bedste kontakt til, så det var dejligt at møde nogen, der mindede om forældre.

 

* * *

 

"Så er vi her" annoncerede Justin, da bilen holdt foran et lille, lavt rækkehus med røde mursten og sorte vinduet. Det så idyllisk og hyggeligt ud allerede udefra. "Klar?" Med et kort nik fangede jeg hans hånd, og hans fingre flettede sig ind mellem mine. Få skridt efter stod vi foran den sorte hoveddør, der passede i farverne med de firdelte vinduer. Udefra kunne det godt ligne et svensk bondehus, men det virkede mere moderne og nyrenoveret. Justin bankede på døren to gange, inden døren blev åbnet.

"Hej" smilede en lav, mørkhåret kvinde, inden hun trak Justin ind i et kram. Jeg slap hans hånd, så han kunne lægge armene om sin mor, der endda var lavere end mig. "Du må være Cyndia"

"Cindy" rettede jeg på hende med et skævt smil, og hun rystede på hovedet.

"Undskyld min dumhed; Cindy" sagde hun med et smil, inden hun trak mig ind i et tæt, kærligt kram. Jeg nød faktisk at kramme hende, for der var ingen, der havde krammet mig på den måde i lang, lang tid. "Kom indenfor" Jeg smilede taknemmeligt og fulgte efter hende og Justin ind i huset, hvor Pattie gav os en kort rundvisning, efter vi havde sat vores sko i gangen.

"Hvad synes du indtil videre?" hviskede Justin, da Pattie var gået ud i køkkenet for at tjekke op på maden.

"Hun er rigtig venlig" roste jeg og bed mig i læben.

"Du bider dig i læben"

"Jeg ville sige undskyld, men jeg gør det med vilje"

"Frækt" grinede han og trak mig ind til sig. "Så du vil gerne have, at jeg hopper på dig? Her i min mors stue?"

"Det sagde jeg ikke noget om" smilede jeg og forlod hans greb for at gå ud i køkkenet til Pattie. "Brug for hjælp?"

"Ellers tak kære" smilede hun og rørte rundt i en gryde.

"Hvad skal vi have at spise?" spurgte jeg og kiggede nysgerrigt ned i den boblende gryde.

"Spaghetti" fortalte hun. "Kan du lige røre rundt her et øjeblik? Jeg skal lige vaske hænder"

"Jo selvfølgelig" nikkede jeg og overtog omrøringen af kødsovsen, mens Pattie vaskede hænder.

"Skal jeg dække bord?" spurgte Justin, der lænede sig op ad dørkarmen med armene over kors og et tilfreds smil om munden.

"Ja tak" takkede Pattie og overtog omrøringen igen. "Du kan hjælpe ham, Cindy"

"Ja da" smilede jeg og så over på Justin. Han havde allerede taget tallerkener og glas frem, og han viste mig skuffen med bestik. Sammen dækkede vi spisebordet, og jeg kunne ikke lade være med at have et skævt smil om munden, hver gang han så over på mig. Pattie nynnede glad ude fra køkkenet, og Justin gik over bag mig og lagde hænderne på mine hofter.

"Hun synes, du er vildt sød"

"Heldigt" smilede jeg og vendte mig om. "Hvad havde du gjort, hvis hun ikke kunne lide mig?"

"Slået op med dig" sagde han, og jeg lavede hundeansigt. "Selvfølgelig ikke" Han kyssede mig blidt, og han bed mig i læben, da han skulle give slip igen. Kan vi lige blive enige om, at det er noget af det mest sexede ever?!

"Der er mad!" kaldte Pattie, og vi trippede begge to ud i køkkenet for at hjælpe med de sidste ting, hvorefter vi satte os til bords.

 

* * *

 

"Det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde forventet" smilede jeg og krøb ind til Justin, der helt automatisk lagde armene om mig. Vi havde begge fri, så han tilbragte tiden sammen med mig i min og Lauras lejlighed. Vi sad i sofaens hjørne og snakkede, mens der kørte et realityprogram i fjernsynet. Jeg fulgte ikke rigtig med, men det var vist noget lig med Paradise Hotel.

"Nej vel?"

"Hun er rigtig sød" roste jeg og flettede mine fingre ind mellem hans. Jeg kunne dårligt få mine hænder ud gennem ærmet, da jeg havde lånt en af hans store sweatshirts. Kun iført den og undertøj sad jeg puttet ind til Justin, er kun havde joggingbukser på. Behøvede jeg at fortælle om hans usandsynligt flotte og veltrænede mave?! "Næsten sødere end dig"

"Sødere end mig?" spurgte han og nappede mig på halsen.

"Ja" grinede jeg og krøb lidt sammen i hans greb på grund af de kuldegysninger, han gav mig, da han nappede min hals. "Men også kun næsten"

"Hun synes også godt om dig" sagde han mod mit øre og sendte en bølge af varme mod mit øre.

"Det er jeg glad for" smilede jeg og vendte hovedet mod hans, så jeg kunne lade vores læber mødes. Jeg følte mig tilpas sammen med Justin. Som om jeg ikke behøvede at bevise noget - jeg var tryg.

"Skal vi bare sidde og dovne den her hele dagen, eller har vi nogle planer?"

"Jeg stemmer for at være doven"

"Som sædvanligt"

"Og hvad skal det så betyde?"

"At du er doven"

"Jeg er ikke doven" brokkede jeg og daskede ham blidt på armen. "Jeg gider bare ikke lave noget"

"Doven" drillede han, og jeg daskede ham igen på armen. Netop som han skulle til at give mig igen, lød hans sms-tone, og jeg tog den til ham. Helt automatisk læste jeg på displayet, og det var fra 'Lexi'.

"Undskyld" undskyldte jeg, for jeg vidste ikke rigtig, om jeg måtte læse eller ej.

"Det er lige meget" sagde han og læste den. Jeg tillod mig at læse være med at læse, da det jo kunne være noget privat. Men hvem var Lexi egentlig? Var hun en veninde, manager eller assistent? Jeg havde aldrig hørt ham tale om hende før, så hun kunne være nyansat. "Jeg går lige på toilettet" Han lagde mobilen på bordet, inden han forlod stuen. Jeg krøb lidt sammen i hans trøje, da jeg manglede hans varme arme og krop omkring mig. Jeg kunne høre ham låse døren til toilettet, og jeg greb med det samme om hans mobil. Jeg fik en lys til at efterlade søde billeder, af mig, fordi det elskede jeg at gøre. Jeg tænkte faktisk ikke mere over Lexi, indtil endnu en sms tikkede ind, og da jeg kunne hans kode, kunne jeg ikke lade være med at åbne den.

'Er du sammen med hende Cindy?' stod der efterfulgt af 'xoxo', og jeg gloede tomt på sms'en. Uden videre kiggede jeg længere oppe i sms'erne, og de var ikke helt uskyldige. De skrev hjerte og kys til hinanden, så hun var nok ikke en assistent. Da jeg læste en besked om 'tak for i går nat' med en blinkesmiley, låste jeg mobilen igen. Jeg kunne ikke holde tanken ud, og selvom jeg ikke havde hele historien bag, forstod jeg. Han så hende bag min ryg, for han havde ikke nok i én. Gav jeg ham ikke nok? Var jeg ikke god nok i sengen, eller ville han hellere have brunetter? Det slog mig pludseligt, at vi faktisk ikke kendte hinanden særlig godt. Jeg havde mødt hans mor, men de helt basale ting vidste jeg ikke om han. Hans livret og sådan. Mens jeg stadig sad med mobilen i hånden, kunne jeg høre Justin forlade badeværelset.

"Hvem er Lexi?" spurgte jeg uden videre, inden han var nået hen til sofaen.

"Lexi?" gentog han og skævede til mobilen i mine hænder.

"Ja" sagde jeg roligt og lagde mobilen på bordet ved siden af mig. Justin gik hurtigt over til sofaen og satte sig ved siden af mig.

"Inden du tror noget forkert; der er ikke noget mellem hende og jeg"

"Hvad skete der så tirsdag aften?" spurgte jeg og mærkede tårerne. Han løj også om det! Da jeg nævnte aftenen for ham, gjorde han store øjne, og det bippede lidt i ham.

"Hun er en gammel veninde!" sagde han, men jeg kunne ikke tro på ham.

"Yeah right" mumlede jeg og så ned på mine hænder, der lå tomme i mit skød. "Vil du ikke godt gå?"

"Cindy; hør nu..."

"Nej" sagde jeg hårdt og mærkede den første tåre forlade mit øje. "Gå"

"Cindy, jeg har ikke noget..."

"Justin!" kaldte Laura fra gangen. Jeg havde slet ikke hørt hoveddøren gå op, men hun var der, og jeg kunne se raseriet i hendes øjne.

"Laura; du kender Lexi"

"Hvad har du lavet, Justin?" spurgte hun, og han udstødte et støn.

"Der er intet mellem hende og jeg!" udbrød han og kørte hænderne gennem sit hår. "Læste du alle beskederne?"

"Jeg fik læst nok"

"Hun er intet, Cindy" lovede han, men jeg så væk, og jeg kunne mærke ham rejse sig fra sofaen. "Ring til mig, hvis du tror på mig"

"Er det rigtigt, Justin?" kunne jeg høre Laura hviske, og Justin benægtede igen. Men jeg havde læst nok, og jeg havde ikke brug for at høre mere om Lexi.

"Jeg troede, vi havde noget" hviskede jeg for mig selv, kort inden hoveddøren smækkede. "Jeg troede virkelig, vi havde noget..."

 

 

//A.N. Undskyld tusind milliarder gange for forsinkelsen på det her kapitel!

Jeg har haft så travlt med at finde arbejde, gøre klar til skolen, ordne mit værelse og starte i skole.

Jeg har haft næsten et helt kapitel liggende i alt for lang tid, men jeg har ikke haft tid til at skrive det færdigt.

Men endelig fik jeg taget mig sammen, så jeg håber, I kan lide det :D

xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...