Underground Girl - One thing

Denne historie er skrevet til konkurrencen "Inspireret af en sang" . Den sang jeg har valgt er One Direction - One Thing. Når nu det er 1D er stemningen England og da London er det eneste sted jeg har været, så forgår den lille historie der :3
(tildels også et eksperiment, da det er første gang jeg skriver i 1. person præsens/nutid) Enjoy!!

16Likes
11Kommentarer
1004Visninger
AA

1. Underground Girl

Jeg ser hende hver dag. Jeg stiger på mit tog på Kennington underground station i den sydlige del af London og venter bare på, at toget kører til næste station. Hun plejer at stige på toget ved Elephant & Castle ikke så langt fra hvor jeg bor, men alligevel ved jeg ikke hvem hun er. Jeg står som regel op, selvom der er plads til at sidde ned. Min ven står ved siden af og snakker til mig, men jeg kiggede stift ud af vinduet og hører den elektroniske damestemme sige, at vi nærmer os næste station. Den mørke tunnel bliver erstattet af hvide og blå fliser på væggene og lyset kommet et kort øjeblik inden folk kommer til syne. Hun står lige der ved pælen.
Hendes hår er langt og lyst og jeg tror nok hendes øje er blå. Jeg har kun set hendes øjne et par gange før. De kigger som regel ned i et af Shakespeares værker og kigger kun op i det hun rejser sig fra sædet og skal ud af toget.

Min ven snakker videre mens jeg følger pigens gang fra døren og over til sædet. Det var endnu en god grund til at stå op. Jeg kunne se hende tydeligt herfra og så lægger hun ikke mærke til mig, selvom jeg sidder ved siden af hende. Jeg har et par gange siddet over for hende og prøvet at give hende et par flirtende blikke, men hun opdager intet. Jeg har prøvet at give hende et lille kort nik med hovedet som jeg har set de seje fyre gøre i Grease filmen, men hendes øjne er fast rettet mod hendes bog.

Min ven slår mig let på skulderen, fordi jeg uden at tænke over det har vendt ryggen til ham midt i vores samtale, fordi jeg kiggede efter hende. Jeg kigger kort på hans irriterede ansigt, men det sagde mig intet. Jeg vender igen opmærksomheden mod pigen og studere hendes ansigt. Hendes mund er let åben og hendes læber bevæger sig lidt hele tiden, som om hun læser højt uden ord. Hendes hage er en smule spids og hendes kinder, som var perfekt runde, ville helt sikkert lave de sødeste smilehuller, hvis altså hun smilede. Gud hvor ville jeg gerne se hende smile!

Og hvor ville jeg gerne hører hendes stemme! Jeg har hørt den lige så sjældent som jeg har set hendes øjne. For et par dage siden rejste hun sig op fra sædet, fordi der kom en gammel mand ind i toget. Hun sagde ”Du må få min plads” og jeg var lige ved at sige tak på den gamle mands vegne, bare for at sige til mig selv, at jeg havde snakket til hende. Jeg ved ikke hvad der er med mig. Jeg plejer at være den selvsikre fyr som snakker med alle og ikke laver andet end at være social, men så snart hun kommer i nærheden, så snører min hals sig sammen og jeg vender om selvom jeg tror, at jeg er ved at have samlet mod nok til at gå hen til hende.

Der er bare et eller andet over hende der tager luften ud af mine lunger. Det kan ingen andre piger gøre ved mig. Hun har bare den lille ting som jeg ikke kan sætte ord på, men gør at jeg smelter i hendes nærhed og bliver en akavet idiot.

Når toget suser igennem Londons undergrund og kaster folk frem og tilbage, kan man se hendes hår bevæge sig i takt med alt andet. En hårtot hænger ind foran hendes ansigt og hun fjerner den ene hånd fra bogens omslag for at sætte totten om bag øret. Det afslører de lange sorte øjenvipper som indkredser de mystiske øjne. Toget stopper og en pige på vores alder stiger på og sætter sig ved siden af hende. Gad vide om de er venner? Men hun ser ikke engang op fra bogen. Jeg har aldrig set hende snakke med nogen. Gad vide om alle hendes venner kommer fra den anden ende af London eller måske er hun bare den meget stille type. Jeg har aldrig hørt nogen sige hendes navn eller henvende sig til hende på nogen måder. Gad vide hvad hun hedder? Jeg når lige at tænke det og overveje om jeg skulle spørge, da toget igen stopper ved Kings Cross station og vi begge stiger af. Min ven hiver mig af sted i ærmet mens jeg ser hende blive væk i midten af det store mylder af mennesker.

Jeg er selvsikker når jeg sidder i klassen og snakker før vores lektor kommer. En pige fra mit matematik hold sidder på mit bord og tegner cirkler med fingrene på overfladen af bordet, mens hun kigger flirtende på mig. Hun er meget sød og jeg smiler til hende, men hun er på ingen måde min type. Ingen er min type, ud over pigen fra toget. Da vores lektor kommer klapper et par af mine venner mig på skulderen inden de sætter sig ned og jeg kigger mig rundt i klassen. Pigen ved vinduet har lidt samme hår som hende i toget, men hun var stadig ikke lige så flot. Så det var ikke håret der gjorde mig blød i knæene. Pigen der før havde siddet på mit bord vender sig om og sender mig et smil. Hendes ansigtsform var måske lidt ligesom pigen i toget, men hun vil aldrig blive lige så smuk. Jeg vil smile igen, virkelig, men min fantasi løber af med mig og jeg kigger drømmende mod døren da pigen fra toget går ind af døren med hendes bog foran sig og fortsætter hen imod mig. Jeg spiler øjnene op og idet jeg kigger rundt på de andre for at se deres reaktion på hende, forsvinder hun. Jeg lukker øjnene et par sekunder og kigger op igen. Hun er stadig væk. Det hele var noget der skete i mit hoved.

På vej hjem i toget rødmer jeg og syntes måske det er lidt pinligt at se på hende. Hun ved ikke at jeg fantasere om hende og mine venner gør heller ikke, men det føltes så livagtigt at jeg bare venter på hun går hen til mig og spørger hvad mit problem er. Men det gør hun ikke. Hun sidder og læser, selvom der sker en masse om ørene på hende. En gademusiker stiger på toget ved Old Street og spiller på hans guitar i den ene ende af vognen. Da han er færdig klapper folk, men jeg har hele tiden stået og kigget på pigen. Hun lægger for første gang bogen fra sig på sit skød og rækker ned til hendes taske og finder hendes pung frem. Musikeren går en tur ned igennem toget for at samle folks små penge sammen og jeg ser pigen give ham to pund. Han nikker og smiler til hende og får et smil igen. Hvis jeg ikke holdt ved den kolde stålstang, ville jeg have faldt bagover og rullet rundt af ren glæde. Hendes smil var perfekt! Hendes kinder bevægede sig en smule op imod hendes øjne og de ventede smilehuller var tydelige og fuldstændig utrolige. Jeg fandt min pung frem fra min lomme og gav gademusikeren to pund ligesom hun havde gjort. Han smilede også til mig. Han var grunden til, at jeg havde set hendes smil. Jeg ville kramme og kysse ham hvis han ikke lugtede af affald. Jeg klapper ham på skulderen før han hopper ud af toget igen og jeg kigger mod pigen der igen læser i sin bog.

Episoden i klassen kommer tilbage til mig nu hvor jeg ligger i min seng. Hun kommer gående hen til mig som om hun kender mig. Denne gang smiler hun, som hun smilede til gademusikanten. Jeg kigger mig omkring og ser hvordan klasselokalet forvandler sig til en park med træer og masser af solskin. Hendes lyse hår skinner i lyset. Det har jeg aldrig set før, for jeg har aldrig set hende udenfor toget. Hendes smil når hendes øjne som har en mystisk blå farve og der er et specielt gnist i de øjne. Måske er det den lille ting som de andre piger mangler? Nej. Det kan det ikke være, for jeg har knapt set hendes øjne før. Hun rækker hånden ud efter mig og jeg tager imod den, men jeg kan intet mærke. Jeg havde forventet en varme komme igennem min krop, men hendes hånd lagde let som en dun mod min hud og jeg kunne intet mærke. Hendes øjne var slørede og en høj gennemtrængende lyd får mig til at skære tænder og jeg for op og sidder pludselig i mit svagt oplyste værelse.

Jeg kigger mig omkring på værelset. Hun var her ikke. Jeg kigger på fodboldplakaterne på min væg af spillere jeg knap kan navnene på, men mine venner snakker om dem hele tiden. Over ved mit skrivebord hænder en kalender i A4 format med nogle let påklædte damer, som jeg havde fået af mine venner også. Jeg havde taget imod den med et smil på læben og lavet en joke om at de skulle have købt to, hvis den ene nu skulle gå i stykker, men nu brød jeg mig ikke om den. De damer kunne rende mig! Frustreret begynder jeg at tage mit tøj på og gør mig klar til skolens kedelige lektioner.

Hun står selvfølgelig på ved Elepant & Castle og sætter sig som sædvanligt på sin plads med sin bog. Jeg studerer hende som jeg altid gør og min ven tager fat i mit hoved for at rette min opmærksomhed mod ham. Han viser mig en video på facebook med en fyr fra vores universitet som kommer til skade under en druktur. Jeg ler lidt af det, men kigger intenst på pigen igen. Hvorfor kan jeg ikke bare gå over og snakke med hende? Hvorfor er jeg så svag? Jeg fryser fuldstændig fast i øjeblikket jeg bare overvejer, at gå over til hende. Min ven prøver at finde ud af hvad jeg kigger på og jeg ryster bare på hovede,t i det vi stiger af og pigen igen forsvinder ind i menneskemængden.

Efter skole tager jeg med mine klassekammerater hen til Hyde Park, for at hænge ud et andet sted end i universitetets små gårde. Hyde Park er rimelig stor, men de fleste mennesker vil sidde ved vandet, da vejret var rimelig godt. Et par stykker af dem jeg går med, har cykler med og ligger dem i græsset ved siden af. Jeg advarer den ene om, at hans cykel stak ud på stien, men han siger at det ikke gør noget. Pigen som sad på mit bord den anden dag sidder nu lænet hen imod mig og har iført sig den korteste nederdel jeg nogensinde har set. Det er en smule smagløst, men jeg nyder lidt at være centrum for den slags opmærksomhed. Bare for at få mig til at tænke på noget andet end hvor irriterende dum jeg er og hvorfor jeg aldrig snakker med pigen fra toget.

Pigen fra toget. Jeg sidder og stirrer på pigen med den korte nederdel og ser hvordan min fantasi langsomt forvandler hendes ansigt til den let spidse hage, de runde kinder med smilehullerne og de mystiske øjne fra drømmen i nat. Jeg bliver helt opslugt af mine egne tanker at jeg knap nok hører min ven råbe Pas på, før jeg hører et skrig ved siden af mig og lyden af et slag mod min vens cykel. Jeg mærker hvordan noget tungt falder ned over mig og tvinger mig ned og ligge. Luften bliver slået ud af mine lunger og der går et par sekunder før jeg åbner øjnene og trækker vejret dybt ind. Jeg åbner øjnene og ser lige ind i et virvar af lyst hår. Hun lægger sine hænder på mit bryst og presser sig selv op og der er hun. Underground pigen. Det lyse hår, de runde kinder som nu var let lyserøde og de mystiske øjne som ikke længere er så mystiske. De var vildt opspilede af situationen, men de havde en smuk isblå farve og stod rigtig godt til hendes hår og ansigt.
”Undskyld. Jeg så ikke cyklen! Det må du virkelig undskylde.” sagde hun lavt og satte sig op og flytter sig lidt væk fra mig. En af mine venner havde fået hendes flyvende bog i hovedet og rækker den til hende og hun tager imod den og knuger den ind til sig.
”Det er helt i orden. Det kan ske for en hver. Hvad læste du der var så interessant?” Ordene flyder bare ud af mig. Jeg prøver at smile selvsikkert til hende, men det er umuligt. Jeg smiler som en sindssyg, da jeg endelig har set hendes øjne. Jeg har set hendes smil. Jeg har set hende rødme. Og så var der lige den lille ene ting som jeg ikke kan sætte finger på, men bare gør hende perfekt.

”Det er Hamlet. Shakespeare.” Forklarer hun smilende og stryger genert en tot hår om bag ved øret.
”Cool cool! Hvad hedder du for resten?” Jeg er ved at dø over hvor meget jeg ville kende hendes navn. Jeg ville kunne henvende mig til hende i toget som den første. Jeg ville stryge hendes hår om bag hendes ører og hviske hendes navn. Jeg ville..!
”Jenn. Mit navn er Jenn.” siger hun og smiler til mig. Jeg kigger mig slet ikke omkring på mine venner efter respons, men rækker hånden ud til Jenn, som hun havde gjort i min drøm.
”Jenn. Vil du ikke blive og hænge ud med os?” Uden at kigge på mine venner nikker hun og tager imod min hånd. Denne gang føler jeg noget! En hel eksplosion på min håndflade af varme og ingen tom fornemmelse af ingenting. Jeg vejer hendes hånd i min mens hun sætter sig til rette ved siden af mig og lægger sin bog i græsset. Jeg smiler til hende mens mine venner begynder at snakke.

Jenn. Underground pigen. Hun sidder lige ved siden af mig. Pigen der har den lille ting, som jeg ikke kan sætte ord på og ikke vil sætte ord på. For Jenn sidder ved siden af mig og smiler tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...