Drømmeløse masker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Færdig
En semi-biografiske novelle, som beskriver et homoseksuelt forhold, der går i styrkker. Det er inspireret af hvor dårlig jeg er med kærlighed. Det er et spejlbillede af hvordan jeg så mig selv i en offerrolle, efter et dårligt brud. I stedet for at tage det som en mand, spise noget is og komme videre. Dog er self-harm delen ikke mig, men en senere inspiration, som jeg blanded ind i det hele.

2Likes
0Kommentarer
243Visninger
AA

1. Den, der fortvivler over en begivenhed, er en kujon.

Han kunne huske følelsen af hud mod hud. Hænder knuget sammen, som eneste holde punkt, mens han lod sin krop vippe bagover på stolen. Den frie hånd holdt op datapadden, hvorpå han skrev. Personen ved hans side gjorde det samme. Den lave lyd af fingre mod plastic var det eneste han hørte nu, selvom alle skolens andre elever larmede en hel del på fælles arealet.

Tilbage i nuet var der kun minderne, mens han kiggede op i planke himlen, som udgjorde loftet på hans værelse. Hans hånd var varm. Hans minder havde genoplivet den anden menneskelige varme, som nu for længst havde været borte. Den samme varme, som aldrig ville blive genoprettet.

De sad tæt sammenkrøllet i hans seng. Personen til hans højre var meget højere end ham selv, og også mere massiv. Det føltes underligt at være omsluttet af en anden arme. Følelsen burde være rar, men den var kaotisk i helvede af små brødre, videospil og krøllet sengetøj. Hele redeligheden var en kamp for at bevare en maske, som aldrig måtte vise at han var bange. Hvorfor var han bange?

Så mange måneder efter var kun fortrydelsen tilbage. Den bankede sløvt med hvert hjerteslag, mens han lod skalpellen runde sit håndled. Uden at skærer, selvfølgelig. Når alt kom til alt, var han en kujon. Det måtte være frygteligt at se på. Sådan en pralhals han var, men kun skabt af tomme og meningsløse ord.

Det første kys var akavet. Den anden person, den fremmede person, måtte bøje sig helt ned, bare for at kunne plante sine læber let på hans. Det føltes forkert. Han var sikker på, at han gjorde alt forkert. Sikker på at der manglede noget grundlæggende og mellemliggende. Gik det for stærkt? Kunne han standse det, bare lidt. For eksempel fjerne småbørn og hans hjem. Nej. Men det var heller ikke det værste.

Bagefter sad han alene tilbage. Det kunne ligeså godt have været storm vejr udenfor, for han følte sig nede. Foran ham slå telefonen. Den nærmest grinede af ham. Tusinde af ord, beskeder, formede sig i hans hoved, men ingen slap ud. Kun et vagt ’jer glad for det skete’ slap ud. Det var til at skamme sig over.

Gentagende analyser af forholdet havde ført ham til at hade sig selv, inderligt. Set i bakspejlet var det hele hans fejl, men han havde kastet den skyld fra sig i svaghedens øjeblik. Ordene havde ligget i luften, som en tyk tåge af uforløste følelser. Følelser som han selv havde sat i gang og selv havde ladet vokse. Det var ikke fair overfor de andre, at køre terror på et forlist forhold. En ny maske var påkrævet. Frem med limstiften.

Ugerne efter forløb i en tilstand af chok. Han var væk i en verden, hvor han ikke kunne flyve ubekymret og ikke kunne afbryde faldet mod jorden. Det endte med at han komplet undgik den anden part. Undvigelse blev til komplette afvisninger, som senere udviklede akavede pauser. Hvorfor er dette ikke normalt?

De sørgelige rester af masken stod ikke at redde. Hullerne var store og ensomheden gjorde ondt, som et fælt brænd sår. Igen skød han alle tanker væk og forsøgte at ramme alle andre omkring sig. Hvem kan man skyde skylden på? Hvem er synderen og hvem fortjener i virkeligheden at blive straffet? Det undrede ham, da han nu sad med skalpellen, at han aldrig havde søgt den flugt vej før nu. Havde frygt afholdt ham?

Bank, bank. Alle muligheder for flugt forsvandt, da skolen startede op igen. Heldigvis var det en tema uge, så de behøvede ikke at stå hinanden tæt. Prøv at være positiv. Han sendt smil, men sagde intet til de andre. Skulle man ikke gøre den slags sammen? Skulle de ikke kramme og være glade, foran de andre, sammen?

Det endte med at han lavede fire lige snit sår på underarmen, så langt fra de vitale årer som fysisk muligt og uden den store energi. Det sveg og afgav nogle få dråber blod. Ynkeligt. Hans hoved gjorde ondt, da tårerne havde tørret ud og efterladt hans øjne smertefuldt tørre. Han skammede sig langt ind i sjælen. Sådan som han burde, men han vidste at han aldrig ville gå i skriftestolen med sine tanker og handlinger.

Ugen var ikke engang slut, før han vidste at forholdet var det. Omgivet af smukke unge mennesker og afskåret fra hinanden, blev de akavede pauser og de lange fejlfortolkede jokes til arvæv. Ingen kunne bryde det og ingen kunne trænge igennem det. Det var endegyldigt forbi.

Nutidigt føltes alt som en steppebrand. Blikke, ord eller grin. Uanset hvem der kom med dem, så ramte de ham og gjorde ham både blind og døv. Havde han da intet lært af de forliste forelsker? Nej. Han genoptog blot sin plads på tronen, hvorfra han fordømte dem alle. Til sidst måtte han opgive. De sociale relationer gik i grus. Han vendte tilbage til sin oprindelige sociale gruppe, hvor han fortsatte som dens outsider.

En smuk sorthåret person havde taget hans plads, som den kælende kat. Parret var ny forelsket og matchede hinanden så brillant. Han forstod først da, at han hele tiden havde taget det forgivet. Og da faldt masken endegyldigt. En tilstand af vanvid angreb ham og malede kanter af hans syn hvidt. Eyesore.

 Sanseløst syntes han at vandre rundt, i håb om at finde en udvej fra virkelighedens verden. Med blyant og papir begyndte det, som var han en ren excentriker. Fortælling på fortælling blev skabt, men ingen gav ham nogen glæde eller mening. Følelserne var falske. De var et billede på noget han gerne ville opnå med sig selv, men ikke længere var i stand til. Helvede var rykket over jorden. Helvede blev indåndet af ham.

Af alle hans forbrydelser, blev den sidste den værste. Ved et rent tilfælde blev han venner med den sort hårede gud, som bare sad der på sin usynlig trone og lyttede til hans had. Had, som dengang ikke var selv vendt. Og det var denne gud, som valgt at afslutte det hele. På den måde, som denne smukke person, troede var den rigtige. Bank, bank. Han fik aldrig nogen forløsning og ville aldrig turde stille den op selv.

Alle forsøg på forsoning mislykkedes. Man må tilgive sig selv, før man beder om andres. Ingen af disse muligheder var længere en virkelig mulighed. Kun i drømmene kunne det ske. Men mellem drømmene blev der længere og længere. Snart ville fremtiden have overtaget fortiden, hvilket efterlod nutiden nøgtern, med masker hængende efter sig på stribe. For en stribe sjæle blev påvirkede og en stribe sjæle blev trukket gennem sølet. Og dog, var kun en maske i helvede. Kun en fortjente at brænde i de evige flammer.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...