Tabt og Fundet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Færdig
En kort historie der udspiller sig i Japan og omhandler en dukke.
Dansk stilen fik mig til at skrive igen! Og jeg er godt nok rusten med mit danske, så er ikke helt tilfreds med resultatet.

1Likes
0Kommentarer
416Visninger

2. Del 2

Han tager fat i hendes hånd, og leder hende ud af bussen. De er de eneste der er steget ud, langt de fleste vil hen til den mere turistrige del af Sagami stranden, den der ligger omkring tre stop længere væk.

Fae tager sin hånd til sig og Seiko ser en smule stødt ud. Hun ser på ham, og tager fat i begge hans hænder, mens hun prøver at samle sine tanker til en halvvejs klar sætning. Hans øjne smiler til hende.

”Lad os komme af sted.”

Hun smiler taknemmeligt til ham, stiller sig på tåspidserne og planter et forsigtigt kys på hans kind. Et splitsekund virker han overrasket, men så fortrækker hans maske sig i et smil. Hun tager fat i hans håndled, og trækker ham af sted, i retningen mod havet.

Luften er friskere herude, men kun i forhold til bussen. Ellers er den stadig klam og tør. Havets saltede duft gør lidt for at dække over de fattige kår der hersker. Lugten af skrald om sommeren bliver ikke bedre af at blandes med alger.

Fae holder blikket på sine fødder, der trasker igennem sandet, i sine. Denne del af stranden er næsten helt tom, og skyer baner sig vej på den blå himmel. De stopper ved en klippeafsats, og sætter sig. Hendes korte fødder bumler over den lave afsats. Man har en god udsigt over stranden og fattigdommen herfra.

”Kan du huske stedet?”

Som solen på en regnvejrsdag flækker hans stemme luften.

”Ja.” Hun bider på indersiden af sin kind. Selvfølgelig husker hun stedet. (De plejede at komme her tit, hvilket var en af grundene til, at købet af en båd lød som en meget god idé. Det var om sommeren de endelig fik taget sig sammen og købte den lille robåd. Keiji og Sumika steg på båden 10. Juni, 14 år siden. Den lille båd var døbt Aiji, ligesom Fae’s dukke. Det var hendes yndlingsnavn på daværende tidspunkt, nu beredte det hende bare kuldegysninger. Aiji satte første gang sejl den 26. Juni, deres 10. bryllupsdag. Og den sidste.)

Det er hans stemme og hans berøring der endnu engang trækker hende ud af tankerne.

”Er du sikker på at-”

Han får ikke lov til at afslutte. I 14 år har alt det hun har grædt over været små ting. Den dag hun slog sin lilletå mod dørkarmen, den dag hun brændte sin håndflade på ovnen. Bedstemor havde ikke tilladt hende at græde ved begravelsen. (Sårede kriger græder ikke; de kæmper videre.)

Det er ikke mange tårer, hendes krop virker udtørret. Men det er tårer, og for en gangs skyld græder øjnene over noget der ikke er der. Noget der ikke kan ses, kun føles. Når man slår sin lilletå græder man over smerten der kommer, men når man mister nogen, er det ikke smerte. Det er bare et lille hul i nettet af følelser.

De sidder lidt endnu. Han holder hendes arme omkring hende, og hun prøver at trække vejret. Hver eneste vindpust føles som et strøg fra himmelen.

”Vil du hjem?”

Hendes hår dufter af pebermynte, og hans stemme ånder hende i øret. Hun ryster på hovedet, tager en dyb vejrtrækning og sætter sig op.

”En sidste ting.”

Hun tager fat i tasken og hopper ned fra skrænten. Han bliver siddende, og kigger efter pigen med den lilla kjole. Hun er kun en prik ude på stranden, og da hun kommer løbende tilbage, virker hun forandret. Det er glimtet i hendes øjne, letheden i hendes stemme og den måde hun snor en tot hår om sine fingre. Hun nikker for sig selv, og smiler et af de sjældne Fae-smil.

”Jeg er klar til at gå hjem.”

Fae og Seiko er på vej mod busstopstedet, da hun vender sig om. Det er kun en lille prik, men hun ved det er pigen fra stranden. Alt er utydeligt, men hun ved at det er dukken den lille pige tager op. Aiji er ikke Aiji længere, hun får et andet navn. Hvad det er, det ved Fae ikke. Hun vender sig igen om, og tager fat i Seikos hånd.

”Kom, lad os løbe væk.”

Og så løber de forbi busstopstedet, videre, videre, væk. Da de ankommer ved en lille, ramponeret café, stopper hun op. Han tager fat om hendes ansigt og kysser hende blidt på panden. Hun kan mærke en tåre i øjenvigen, men hun skammer sig ikke længere.

Bedstemor fortalte hende engang at kun svage mennesker uden ære græder, men bedstemor havde ikke altid ret.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...