Tabt og Fundet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Færdig
En kort historie der udspiller sig i Japan og omhandler en dukke.
Dansk stilen fik mig til at skrive igen! Og jeg er godt nok rusten med mit danske, så er ikke helt tilfreds med resultatet.

1Likes
0Kommentarer
418Visninger

1. Del 1

“Se Fae!” Hans panderynken forvandler sig til et smil, og han peger mod verdenen der suser forbi ruden. Den sorthårede pige kigger kort op, men hendes tanker er ikke samme sted som hendes øjne.

(“Se Fae, se hvad far har med til dig.” Hendes øjne lyste op som fyrværkeri, den slags begejstring der kun ses hos børn. Han rakte hende dukken, og hendes små fingre klemte sig omkring dens håndled.

”Kan du lide den, Fae? Jeg købte den specielt til dig. Jeg regnede med du ville elske den, Fae.” Han gentog hendes navn som var det en skat der skulle bevares, dyrebar sand der ikke måtte slippe gennem fingrene. Lille Fae kastede sig omkring halsen på ham. Havde hun været en del stærkere, ville han havde fået problemer med vejtrækningen, men hendes hænder var ikke store nok, og hans luftrør forblev intakte. Hun stillede sig igen ordentligt op, og rettede på sin kjole. En ru, men klar, stemme afbrød momentet fra køkkenet. Bedstemor havde lavet aftensmad, dukken skulle med. Bedstemor brød sig ikke om det, dukker hørte ikke til middagsbordet, men moderen overtalte hende. Det var trods alt en gave.)

Berøringen får hende næsten til at hoppe op, og Seiko tager hurtigt sin hånd til sig. Hans øjne søger efter hendes, men forgæves.

”Undskyld. Jeg… blev lidt væk.” Hun ser stadig ikke på ham. Hendes koncentration er vendt mod hendes hænder der ligger sammenfoldet i hendes skød. Af gammel vane stryger hun kjolen glat og retter ryggen. (”Ret ryggen!” råbte Bedstemor når Fae var på besøg. ”Keiji og Sumika ville ikke ønske at se dig med pukkel!”)

”Er du sikker på det her er en god idé?”

Hun nikker og løfter hovedet en smule. Hans ansigt er roligt, alt for roligt. Som glas der venter på at sprække. Luften er tung og lugten af sved, der fylder luften, gør det både svær at trække vejret og tænke klart. Hans øjne bliver endnu smallere, og hans mørke øjenbryn trækker sig sammen, så de kun er to sprækker på hans ansigt.

”Jeg tror ikke på dig, jeg kan se når du lyver.”

Han læner sig en smule frem, for at løsne sin ryg fra det svedige sæde. Det trækker i hans mundvig, og han begynder med at sige noget.

”Jeg har det fint,” skærer hun ham af. Hendes læber presser mod hinanden, og hendes mund føles tør. Hvor lang tid siden var det de sidst havde stoppet? En time, måske to?

Endnu engang sniger hun et sideværts blik til Seiko. Hans rolige mine virker kunstig, og han stirrer stift fremad. Hun overvejer at tage hans hånd og undskylde, men hendes krop føles som bly og hendes tænker er forviklede tråde. Et eller andet sted bag dem græder en baby, og en ældre dame vender sig forstyrret om, for at sende moderen et straffende blik.

Af de omkring tyve passagerer er mindst halvdelen af dem turister. Med solskoldet hud og kakishorts var de fleste steget på bussen en halv time siden. Det er kun få der er kørt hele vejen fra Kawaguchi. Selv var de steget på i Nerima, hun husker stadig hvordan hun havde tænkt at de ikke havde medbragt nok vand. Og sandt nok, hendes mund var tør, og vanddunken tom.

”Du kunne ikke… Årgh, jeg ved ikke; Hvad med at du fortæller, hvad præcist det er vi skal. Eller, måske ikke præcist… bare…” Han klør sig i håret og hans øjne svirrer frem og tilbage, nogle gange hvilende på hende, nogle gange på busdørene. ”Tal til mig. Bare et eller andet.”

Hun lukker øjnene og lader hovedet hvile mod sædet. Små mønstre danser på hendes nethinde, og trækker hende dybere ind.

”Jeg ved det ikke.”

Hendes øjne er stadig lukkede, men hun kan mærke hvordan han ladet svaret synke ind. Han nikker for sig selv, og hun smiler. Selvom hun ikke kan se ham nikke, kan hun mærke det. Tøvende tager hun fat i hans hånd, den virker så spinkel i forhold til hans. Varmen og sveden gør at hun næsten ikke kan mærke kontakten, ikke indtil han giver den et lille klem.

Alting var så indviklet og hver gang Fae trak vejret, indåndede hun den klamme, indelukkede luft der fik luftrørene til at trække sig sammen og skabte en dunken på indersiden af hendes kranium.

Hun brugte tid på at skubbe minder væk, så hun ikke behøvede at dvæle i dem. (”Det skal nok blive bedre,” mente dem på børnehjemmet. ”Du har jo stadig familie, nogle er ikke lige så heldige.”)

Det er først da hun mærker Seikos hånd på hendes skulder, at det går op for hende at hun døsede af.

Hendes lille lur havde foregået drømmeløs, det var også efterhånden lang tid siden hun havde haft de gennemgående mareridt. Mareridt var egentlig en besynderlig betegnelse, burde det ikke blive kaldt minde. Frida Kahlo forklarede engang at hun ikke malede drømme eller mareridt, men hendes egen virkelighed, så måske var Faes minde et mareridt. Hvad end det var, Fae var taknemmelig den første gang, 6 år siden, hun vågnede op efter en drømmeløs nat.

Hun vender sig mod Seiko, hans venstre mundvinkel peger let opdag, og fremhæver hans skarpe ansigtstræk.

”Vi skal af næste gang.”

Hun nikker, hår ryger ind over hendes ansigt, og klistrer sig fast som sugekopper. Hendes hår er kort, og det føles anderledes. Førhen havde hun langt hår, og hendes fingre søger stadig af og til efter de manglende spidser. Men hun fortryder det ikke, forandring er hvad hun har brug for. Frisørbesøget to dage tidligere var kun én ud af en række af forandringer hun traf. Det korte hår føltes befriende og afslappende, nej, hun fortryder det ikke.

Ved siden af hende pakker Seiko sine ting sammen. Ikke at han har taget meget med, han piller bare ved tasken for at have noget at lave. Fae rejser sig op og prøver at række efter sin taske, som hun har lagt på metalstangen over deres sæder, men hendes korte arme når ikke derhen. (Hun havde altid været en af de mindste i klassen, og hendes spinkle krop druknede i mængden af høje tourister, når hun var på arbejde i Tokyo.)

Seiko trækker tasken ned og rækker den til hende. Den hvide lærredstaske er et kært minde fra hendes bedstemor, som gik bort blot 3 år efter sin datters og svigersøns død. (Bedstemoderens veninder fra Hjemmet mente at det var af sorg, men lægerne var nu ret sikre i at det var et hjerteanfald. ”Sker hele tiden,” havde lægen ment, ”meget almindeligt for ældre kvinder.” ”Men det gør det ikke mindre trist,” ville Fae havde sagt. Hun holdt sig til at nikke.)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...