Regnvejrsdag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jul. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2013
  • Status: Færdig
Grib chancen når du får den. (Inspireret af Passenger - Let her Go)

7Likes
6Kommentarer
206Visninger

1. Regnvejrsdag

Den dag regnede det. Det regnede så meget at det faktisk var farligt at begive sig uden for med planer om at placere sig på en cykel. Ikke desto mindre var det præcis, hvad jeg havde gjort. Jeg skulle jo af sted. Regn, sne eller andet sindssygt dansk vejr var ikke nok til at stoppe mig. Det var kun nok til at få mig i mindre godt humør.

     Jeg kunne ikke se ret meget mere end 2 meter frem, da jeg cyklede ned ad den smalle cykelsti. Den fart jeg havde på var uansvarlig høj, men ikke desto mindre så havde jeg ikke et overdrevet behov for at blive mere våd end højst nødvendigt.

     Jeg mærkede hende før jeg overhovedet nåede at opdage, at hun var bag mig. Hendes pedal ramte min med et højt bump, og eftersom at jeg var den der var tættest på kantstenen, og havde den mest bedstemoragtige cykel så var det mig, der væltede først. Min cykel kurede langs med kantstenen nogle meter inden den gav op, og kastede mig af på fortovet. På trods af, at jeg havde en vindjakke på så beskyttede den mig ikke meget imod den slidende asfalt og den brændende fornemmelse af en ny hudafskrabning begyndte hurtigt på begge knæ, begge albuer og mit ene håndled. Mine bukser var nu komplet gennemblødte, og jeg mærkede, hvordan vandet kom ind fra alle sider da jeg langsomt og haltende kom på benene. Fedt. Hvor mange ting kunne gå galt i dag?

     ”Er du okay?” Det var de tre første ord hun sagde til mig. De tre første ord jeg hørte fra hendes bløde stemme formede et spørgsmål, der slet ikke var nødvendigt at stille. Enhver kunne se, at jeg bestemt ikke var okay. Men det var tit sådan at folk stillede spørgsmål de allerede kendte svaret på. Det havde jeg prøvet mange gange før.

     ”Nej jeg er sgu ikke. Gider du ikke godt lære at se dig for?” Jeg havde slet ikke set på hende på det tidspunkt. Ikke en gang efter, at jeg havde smidt disse modbydelige spydige ord efter hende gav jeg mig tid til at se, hvem hun over hovedet var. Jeg havde mine anelser, som jeg ikke ville have bekræftet.

     I stedet for at se bagud greb jeg altså blot fat i min cykel, hvor styret nu sad skævt og cykelkurven havde fået endnu en bule til samlingen, og hoppede en smule besværet op på den, imens jeg forsøgte at styre min stigende irritation. Hvorfor fanden kunne folk ikke tage lidt hensyn? Jeg havde lyst til at råbe mere af hende, men jeg trådte i stedet unødigt hårdt i mine pedaler. Det var ikke godt at råbe af folk, havde jeg lært.

     Egentlig vidste jeg godt, at jeg ikke kunne flygte. Ikke hvis det her var, hvad jeg troede. 

     Selvom regnen stadig silede ned, og hæmmede de fleste af mine sanser så kunne jeg sagtens høre, at hun fulgte efter mig. Jeg sænkede flere gange farten så hun kunne komme uden om mig og cykle af helvedes til, men hun blev stædigt ved med at blive bag mig. Jeg var i tvivl om hun faktisk også forsøgte at råbe mig op, fordi regnen stilnede det meste af alt andet lyd, men i så fald svarede jeg ikke. Jeg kunne simpelthen ikke overskue en eller anden akavet samtale med en pige jeg slet ikke kendte. Slet ikke hvis hun slet ikke var der, sådan rigtigt. Det frygtede jeg. Det var mest derfor jeg ikke vendte mig om. Sket var sket og det kunne hverken hun eller jeg gøre noget ved. Det var jo ikke fordi der var sket mig noget.

     Til sidst stoppede jeg alligevel op, og så for første gang på hende. Jeg prøvede at bilde mig selv ind at jeg kun stoppede for at slippe af med hende, men sandheden var nok at jeg var nysgerrig og håbefuld. Og helt vildt genert. Men jeg måtte vide hvem den bløde behagelige stemme egentlig tilhørte.

     Regnen havde tværet hendes mascara ud i det meste af hovedet, og hendes øjne var blevet mørklagt af en fuldstændigt udtværet make up. Alligevel kunne jeg sagtens se, hvor smukke de var. Dybblå som de der strande man kun ser på TV.

     Hun var stoppet op et par meter fra mig. Det føltes som om der gik evigheder imens vi blot stod der og stirrede på hinanden. Jeg havde forventet, at hun ville sige noget, men det gjorde hun ikke. Til sidst gav jeg selv op.

     ”Hvorfor følger du efter mig?” spurgte jeg halvirriteret, men jeg kunne alligevel ikke lyde rigtigt sur. Genertheden og angsten havde taget over, og oven i havde hendes øjne også gjort et eller andet ved mig, jeg slet ikke kunne beskrive.

     ”Fordi jeg.. Det ved jeg ikke,” mumlede hun så stille, at jeg næsten ikke kunne høre det. Stadigt var jeg så facineret af hende, at jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle takle det. Sådan her havde jeg ikke oplevet det før.  ”Jeg ville sige undskyld, og sikre mig at du er okay. Det var virkelig ikke med vilje at jeg..” fortsatte hun pludseligt.

     ”Er du virkelig?” afbrød jeg og så bedrøvet på hende. Jeg turde næsten ikke høre svaret.

     ”Ehh..” begyndte hun tvivlende. ”Det er jeg vel. Jeg fik dig jo til at vælte på din cykel, så jeg er da ikke et spøgelse.” Hun prøvede at være sjov, det kunne jeg se. Men ingen af os grinede.

     Jeg følte mig dum, da jeg var nødt til at spørge igen. ”Men findes du eller er du kun i mit hoved?”

     ”Selvfølgelig findes jeg. Nu må du altså have mig undskyldt, jeg må videre. Jeg er ked af det.”

     Jeg vidste det. Jeg så i hendes øjne, hvad hun tænkte i det jeg havde stillet spørgsmålet. Men inderst inde vidste jeg også godt, at piger, med øjne som hendes, ikke fandtes andre steder end i mit hoved. Det her var for kliché, for drømmeagtigt og urealistisk til overhovedet at være virkelighed. Desuden måtte det jo være en drøm når jeg slet ikke følte, at jeg kunne forklare mine handlinger.

     Jeg lod hende komme forbi, og protesterede ikke da hun kørte væk. Det ville jo have været stik imod alt hvad jeg havde lært. Normalt var jeg glad hvis det uvirkelige forsvandt. Så følte jeg mig ikke helt så dum som når det var der. Det var som om jeg så kunne lades som om jeg var normal. Bare for en kort stund.

     Alligevel havde jeg det som om, jeg havde mistet et eller andet, da jeg stod der i regnen og så efter hende.

     Som når man får en chance, og glemmer at gribe den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...