Lucifer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jun. 2013
  • Status: Igang
Den faldne engel Luce, er efter en ulykke havnet på jorden. Hun har lukket af for alle sine følelser, og vil helt undgå mennesker. Men hendes planer om et liv uden følelser, bliver ødelagt den dag hun møder Mason, en høj, blond fyr, hvis liv er helt perfekt. Hun prøver at ignorere ham, men det lykkes ikke rigtig. Vil Luce's nye liv forandre hende?

4Likes
0Kommentarer
358Visninger
AA

1. Uden liv

Hvor lang tid siden er det nu? Hvor lang tid har jeg været her? Hvor længe vil dette helvede vare ved? 
Han var blevet optaget af en af de nye ansatte, så jeg havde endelig noget fritid. Jeg gik ud i forhaven for at nye det ’gode’ vejr. Hvorfor var mennesker så glade for en dum stjerne, der gør at man ikke engang kan se normal ud i ansigtet? Regnen og den grå farve var meget dejligere og mere beroligende, men det kunne menneskerne jo ikke lide.  
Det øjeblik som jeg ellers troede jeg havde fået for mig selv, blev taget lige så hurtigt frem mig som jeg havde fået det. Han kom slængrene med en næsten tom vinflaske i den ene hånd. Den nyansatte måtte have været meget kedelig. Han havde sikkert allerede fået hende til at pakke sine ting og forsvinde. Han behøvede ikke at være mere end få meter fra mig, før jeg vidste hvad han ville. Han tog en lok af mit hår og redte det gennem sine fingre. Mit ansigtsudtryk forblev følelsesløst som altid. Han havde været irriteret over det en del i starten. Han havde slået mig bare for at få et lille skrig ud af mig, men jeg viste aldrig udtryk for mine følelser, så nu overså han det. 
Hans beskidte fingre rørte ved min hals, og et fnys røg over mine læber. 
Jeg plejede ellers aldrig at håne ham på nogen måde, og jeg vidste virkelig ikke hvorfor jeg gjorde det nu. 
Jeg kunne se på hans ansigt at han blev vred. Vred nok til at slå mig. Og det gjorde han. Han løftede hans hånd og gav mig en lussing på den venstre kind. Jeg kiggede på ham med mine kolde, grønne øjne, og vendte den anden kind til. Det gjorde ham bare endnu mere irriteret, og hans knyttede næve ramte straks efter den højre side af mit ansigt. Han skulle til at slå mig igen, da en eller anden råbte efter ham. Jeg kendte ham ikke. En høj, blond mand hoppede over porten og løb hen imod os. Han begyndte at råbe op om at han skulle lade mig være, men jeg var ret ligeglad. Jeg kiggede væk. 
”Er du okay?” spurgte han, og så bekymret ud. Min stemme lød kold, som sædvanligt, da jeg svarede ja. Men hvad ragede det egentlig ham? Han kunne ikke bare brase ind på en eller andens grund, og tro at han var en helt. Men det gjorde han. Og han troede sikkert at jeg ville takke ham, men jeg vendte mig om og gik ind i huset igen. Jeg var langt bagefter i arbejdet. 
Han råbte efter mig om jeg virkelig var okay, men den gamle stodder stoppede ham og sendte ham væk. 
Jeg var på vej op af trappen til 3. sal, da jeg hørte noget glas blive smadret. Jeg kiggede ned at gangen og så det ene vindue var smadret, og derefter åbnet. Jeg gik langsomt hen i mod vinduet. Jeg kunne ikke se nogen, men jeg kunne mærke det. Gangen, belagt med det røde, guldmønstrede tapet, drejede til venstre, så hvem end der havde brudt ind, kunne være langt væk nu. Men det var han ikke. 
Da jeg var mindre end en meter fra vinduet sprang han på mig, låste mine arme om på min ryg og holdt fast. Jeg prøvede at kæmpe imod, men han var for stærk. Jeg havde næsten givet op da han slap mig og vendte mig om mod ham. 
”Åh nej, øh..” han stammede og ledte efter de rigtige ord. ”Jeg vidste virkelig ikke at det var dig. Jeg troede at det var en anden, alle andre end dig. Undskyld, jeg…” 
Jeg afbrød ham med et fnys. ”Hvad vil du?” Jeg vred mit højre håndled i min anden hånd. Den var øm. 
”Jeg ville bare se om du var okay,” sagde han med en bekymret stemme. 
Jeg svarede ham i en ligegyldig tone ”Og det tænkte du så du ville gøre ved at overfalde mig?” 
”Jeg vidste ikke at det var dig, det har jeg jo sagt.” 
”Hvordan kom du ind?” ville jeg vide.
Han pegede på vinduet. ”Et træ.”
”Nå, men jeg må altså bede dig om at gå. Jeg har en masse arbejde at lave og du har forsinket mig nok.” Jeg vendte mig om og begyndte at gå. 
”Men er du okay?” 
Jeg svarede ham uden at vende mig om eller stoppe. ”Jeg har lidt ondt i mine håndled, men ellers går det helt fint, tak.” Jeg hørte ham sukke dybt. 
”Jeg syntes bare at du fortjener bedre end det her,” sagde han til sidst. Jeg hørte bladene i træet ruske og han måtte være væk. 
Fortjente bedre end det her? Hvad vidste han overhovedet om mig? Det var første gang jeg nogensinde havde set ham. 
Jeg var gået tilbage på mit værelse. Jeg var endelig blevet færdig med mit arbejde, at rydde op efter den gamle stodder og alle andre, og var på vej i bad. Jeg vendte ryggen til spejlet, mens jeg langsomt tog min kjole af. Mine ar var der stadig. Jeg fik gåsehud over hele kroppen bare ved tanken. Efter den dag, havde jeg altid hadet at se mit spejlbillede. Det var som at se min fortid igen, og igen, og igen. Gid jeg bare kunne glemme det hele, og komme videre i mit liv. Men det var umuligt. Jeg synkede langsomt ned i karret. Jeg var øm over hele kroppen, men prøvede bare at tænke på noget andet. Jeg kunne ikke holde på mine tanker. Det hele fløj rundt i hovedet på mig. Jeg dykkede under vandet, og blev der så længe jeg kunne. Det fik mig til at slappe lidt mere af. 
Jeg var på vej ud af karret, da en eller anden bankede på døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...