Lucifer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jun. 2013
  • Status: Igang
Den faldne engel Luce, er efter en ulykke havnet på jorden. Hun har lukket af for alle sine følelser, og vil helt undgå mennesker. Men hendes planer om et liv uden følelser, bliver ødelagt den dag hun møder Mason, en høj, blond fyr, hvis liv er helt perfekt. Hun prøver at ignorere ham, men det lykkes ikke rigtig. Vil Luce's nye liv forandre hende?

4Likes
0Kommentarer
355Visninger
AA

2. Sleepless Night

Det overraskede mig ikke. Det var den gamle stodder. Han stod bare i døren, og kiggede beundrende på mig. Jeg var blevet vant til det, og kiggede bare på ham med kolde øjne. Han lo højt. Efter at have stået der et par minutter, gik han tilbage til sit eget værelse. Jeg tog noget tøj på, og gik hen og satte mig på min seng. Vinduet stod vidt åben, og den varme sommerbrise blæste blidt liv i mine sorte krøller. Jeg fnøs igen. Jeg hadede virkelig sådan nogle ting, men det fik mig alligevel til at slappe mere af. Jeg vidste godt jeg skulle op i morgen, og gøre nøjagtig det samme, som jeg havde gjort lige siden jeg kom her, men alligevel kunne jeg ikke sove. For første gang i lang tid lå jeg vågen, uden søvn et eneste sekund hele natten. Jeg kunne ikke rigtig få blondie ud af hovedet. Jeg plejede aldrig at tænke sådan om mennesker. Jeg plejede ikke engang at tænkte på mennesker. Jeg afskyr dem, og vil helt undgå konkakt.
Næste dag tog jeg ind i byen, bare for at få lidt tid for mig selv. Jeg gik bare rundt i gaderne, og kiggede på ting. Mennesketing havde aldrig interesseret mig. Det var kedeligt, og utrolig farverigt. Afskyeligt. Det var hedt udenfor, og mange mennesker var i byen i dag. Bare det ville begynde at regne, så jeg ikke skulle se på dem. Pludselig hørte jeg en lyd. Eller en stemme. Det var personen lige foran mig. Han sad på en bænk med en guitar og sang, og med en masse piger stående omkring ham. Mit hjerte begyndte at banke. Hvad var det for en følelse? Hvorfor følte jeg det nu? Det var jo bare et menneske! Jeg ville være løbet væk, men min krop ville ikke adlyde mig. Jeg stod bare der, og lyttede til hans syngende stemme. Da han var færdig med sin sang, kiggede han op og fik øje på mig. Jeg kiggede væk med det samme, og fik ikke set hans ansigt. Gad vide om han så mit? Ja, ja det gjorde han. Det var ham den høje, blonde mand fra i går. Han genkendte mig med det samme. Han sprang op fra hans plads på bænken, og løb direkte hen til mig, på trods af de mange kvinder der stod omkring ham og sukkede.
"Hey! Sjovt at møde dig her. Er du egentlig okay? Efter det der skete i går, var jeg meget bekymret."
"Har jeg ikke allerede sagt det? Jeg har det fint. Du behøver ikke at bekymre dig om en person som mig."
Han tog mine hænder, og så direkte ind i mine øjne. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere. Han fik mig til at føle følelser jeg aldrig havde følt før, og heller ikke havde lyst til at føle. Jeg prøvede at trække mine hænder til mig, men han holdte for godt fast. 
"Er du virkelig okay? Det så ret slemt ud. Hey, har du ikke lyst til af sidde ned? Jeg kunne spille en sang mere. Du så ud til at kunne lide det." Han så på mig med et tiggende ansigtsudtryk, som mindede mest om en hunds, og jeg vidste allerede der, at jeg ikke havde noget valg.                  Jeg satte mig på bænken. Lige ved siden af ham. Han tog sin guitar, og begyndte at spille. Endnu engang følte jeg nogle mærkelige følelser. Men denne gang kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg vidste ikke hvad det var, men der var noget der fik mine følelser til at gå amok. Jeg var overbevidst om at det havde noget med ham at gøre. Pludselig stoppede han midt i sin sang.

"Jeg fik vist aldrig fortalt dig mit navn. Jeg hedder Mason. Hvad med dig?" spurgte han, og vendte sig mod mig.
"Luce,” svarede jeg, og prøvede ikke at fare vild i hans brune, klare øjne. Det er en forkortelse, tænkte jeg.
"Awesome navn! Det har jeg godt nok aldrig hørt før. Men der findes jo også mange sjove navne her i verden."
Han sad og lo for sig selv. Jeg sad bare og kiggede på ham. Awesome navn? Ha. Den var ny. Mennesker plejer bare at kigge mærkeligt på mig når jeg sagde det. Ham her Mason var noget særligt. Særlig på den dårlige måde. Jeg skulle sikkert ikke blive for meget indviklet med ham her. Det kunne være dårligt for os begge. Han vidste ikke hvad han havde med at gøre.
"Hey, ved du hvad? Hvad med at du vælger en sang? Jeg kender rigtig mange sange, så bare sig hvilken som helst sang," sagde han, og stemte sin guitar. 
Den her gang var det mig der lo med min lave, kolde stemme. 
"Ha, musik..." sagde jeg, og kiggede væk. "Jeg forstår ikke hvorfor mennesker kan lide det."
"Haha, jeg elsker at du omtaler andre folk som mennesker. Men prøv nu. Jeg er rigtig god når det gælder musik."
Jeg stirrede på ham i lidt tid. 
“Sleepless night!” Jeg skulle lige til at rejse mig, for at undgå at se hans ansigtet igen, da begyndte han at spille på sin guitar. 
“A sigh weighs me down carefully
And won't let me sleep, yeah
I tell my empty heart that it's a fool
"Why can't I cry even though I'm in pain?"

Hans stemme slog igennem hovedet på mig. Jeg fik denne mærkelige følelse, som næsten fik mig til at græde, men ikke fordi jeg var trist. Jeg følte mig glad. Jeg ville græde, men alligevel var jeg glad. Hvad skete der med mig? Hvad var det der skete i mit hoved? Jeg var så forvirret. 
“I can't leave
You are more precious than I am
Come back again
Tonight, yeah”

“I can’t
The days that were so beautiful
Even the times we hated each other
I miss them so much, I can’t forget them
Come back again, yeah”

Sang: SHINee Sleepless night.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...