Lucifer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 12 jun. 2013
  • Status: Igang
Den faldne engel Luce, er efter en ulykke havnet på jorden. Hun har lukket af for alle sine følelser, og vil helt undgå mennesker. Men hendes planer om et liv uden følelser, bliver ødelagt den dag hun møder Mason, en høj, blond fyr, hvis liv er helt perfekt. Hun prøver at ignorere ham, men det lykkes ikke rigtig. Vil Luce's nye liv forandre hende?

4Likes
0Kommentarer
359Visninger
AA

3. Best Place

"...ce? Luce?" Det var Masons stemme der prøvede at trænge ind til mig. Jeg hørte ham næsten ikke. Jeg lyttede bare til hans stemme, der blev ved med at køre rundt i mit hoved.
"Luce er du okay?" Mason så på mig med sine store hunde øjne. Jeg var begyndt at vænne mig til at han altid stirrede på mig.
"Um.. J-Ja.. Jeg er okay.." Jeg stammede lidt, da jeg prøvede at svare ham. 
Han kiggede bekymrende på mig, men nikkede alligevel. Jeg kunne se i hans øjne, at han ikke helt vidste om han skulle tro på det jeg sagde. Men bestemte sig for at lade det ligge. Jeg så på mit ur, og blev helt overrasked. Det var blevet sent, og jeg skulle begynde på mit arbejde snart. Jeg skulle skynde mig tilbage.
"Uhm. Mason, ik sandt? Jeg er nød til at gå nu. Jeg har en del arbejde jeg skal have gjort." Sagde jeg og rejste mig.
"Allerede? Surt.. Men skal jeg ikke følge dig tilbage? Så kan vi snakke mere på vejen."
Af en eller anden grund kunne jeg ikke sige nej, så jeg nikkede bare og beyndte at gå. Han fulgte mig som en lille hundehvalp hele vejen tilbage. Han blev ved med at snakke, og snakke, og snakke. Jeg hørte ikke over halvdelen af hvad han sagde. 
Vi nåede tilbage til palæet. Jeg kiggede efter om der var nogen som kunne se os, og vendte mig derefter mod Mason.
"Nå, så er vi her. Tak fordi du fulgte mig hjem, og tak for sangen tidligere."
"Det var ingen ting, jeg er bare glad for at du kunne li' det."agde han med et stort smil, og rakte hånden frem mod mig. Jeg kiggede underligt fra hånden og til ham og så til hånden igen. Han tog fat i min højre hånd med sin, og rystede det forsigtigt op og ned. Mit udtryk var stadig undrende.
”Sådan gør vi på planeten ’Jorden’,” sagde han drillende, og begyndte at grine. Jeg så ned på hans hånd der stadig holdte fast om min.  ”Vi ses,” sagde han så, og gav endelig slip på mig. 
Jeg vendte om på hælen, og gik op mod hoveddøren. Da jeg havde lagt hånden på håndtaget, vente jeg forsigtigt hovedet i Masons retning. Han stod der stadig og smilte som en anden idiot. Jeg skyndte mig ind og lukkede hurtigt døren bag mig. Først der undslap jeg et lille dumt smil. 
Jeg gik op for at skifte, og skyndte mig derefter ned igen for at komme i gang hurtigst muligt. 
"Du så ud til at hygge dig der nede." Han gav mig et kæmpe shock! Det var den gamle stodder. Han stod i åbningen af døren, og kiggede hånende på mig. Han var vred. "Virkelig? Sådan havde jeg det ellers ikke." Jeg prøvede at ignorere ham, men det var lidt sværere end normalt. Han ville bare ikke gå. Hvorfor skulle han også lige se mig? Og hvorfor kunne han ikke bare være ligeglad? Det var mit liv, ikke hans.
"Tror du at dette job er en leg? At du bare kan gøre hvad du ville? Næ nej, sådan leger vi ikke her!" Han var begyndt at råbe. Det var nok første gang han havde råbt ad mig, siden jeg begyndte her. 
Jeg valgte bare at ignorere ham, for jeg havde alligevel intet at sige. Men det så ud til at gøre ham mere vred. 
"Fint, hvis det skal være på denne måde." Han gik hen til mig, og tog hårdt fast om min arm. Han rev mig derefter ud til fordøren. 
"Lad dette være dig en lærestreg!" Det sidste han sagde inden han smed mig ud, og hamrede døren i. Der stod jeg så. Jeg var blevet smidt ud fra det eneste sted, jeg ellers kendte til. Jeg gik ud af porten, og stod så på gaden igen. Hvor skulle jeg gå hen? Jeg kendte ingen, og hadede alligevel mennesker. 
"Er du blevet smidt ud?"
Hvor mange shock fik jeg ikke lige den dag? Det var Mason som stod op af muren bag mig. 
"Er du her stadig? Jeg troede du var gået hjem," sagde jeg og kiggede skævt til ham. Han havde ingen grund til at være her længere, så hvorfor?
"Hmm. Jeg havde bare lyst til at stå her lidt længere, og nyde det gode vejr," sagde han, med et stort smil på læben. Men alligevel, hvilken grund er det? Det gode vejr? Ha. 
"Men er du blevet smidt ud? Ham den gamle så ret sur ud. Hvis du mangler et sted at være, kender jeg et godt sted." 
Jeg kunne jo ikke sige nej, for jeg manglede et sted at være. Jeg nikkede bare til ham, og så begyndte vi at gå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...