My life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Færdig
Ligesom overskriften siger, this is my life..

1Likes
0Kommentarer
257Visninger
AA

6. Kapitel

I december havde min mor truffet sin beslutning om at rejse ud af landet. Den 25. december tager hun til Skotland.
Vi står i lufthavnen og venter på at hun skal med sit fly. Jeg har aldrig været i en lufthavn før, så jeg synes det er lidt spændene. Pludselig er der gået en time og vi har ingen ventetid tilbage. Jeg ville gerne have ventet i lufthavnen for evigt. Men vi krammer flere gange hårdt og jeg opdager så at hun er på vej til at tjekke ind, det kom så pludseligt. Jeg prøver at skjule overfor mine tre brødre at jeg græder/stortuder, men de har nok set det. Vi går op ovenpå hvor vi så kan vente på at hun kommer ud. Jeg sidder med hovedet mod glasset hele tiden, fordi hvis jeg aldrig skal se hende igen i virkeligheden vil jeg ikke gå glip at et eneste sekund.
Da hun så endelig kommer, vinker hun op til os og prøver at sige noget til os. Hun kan godt se jeg græder. Hun ved jeg græder, hun ved hvorfor. Jeg har aldrig været så trist i hele mit liv, og jeg tror heller aldrig jeg bliver det igen.
Jeg vil altid huske de scener hvor jeg siger farvel til hende, jeg vil altid have dem i mit hoved.

Jeg savner min mor rigtig meget, og vil gøre alt for at være sammen med hende igen, men kommunen vil ikke lade os være sammen mere. De har egentlig ikke nogen grund til det, for de skal hjælpe os så meget så muligt, men det gør de ikke. Vores ’sagsbehandler’ skal komme og snakke med os, og hver gang har jeg kun besvaret hendes spørgsmål. Men sidste gang havde jeg fået en besked fra min mor og den ville jeg vise til hende. ”Det her er pga. jer, det er jeres skyld, i har ødelagt vores liv og vil ikke engang gøre noget ved det!”. Det var hvad jeg sagde til hende lige efter hun havde læst beskeden, og så smilte hun bare.
Jeg havde endelig taget mig sammen til at skrive til min mor at jeg ikke forstod hvorfor hun var taget derover og hendes besked var: ”Jeg har mistet det der betød allermest for mig, så jeg tog herover for ikke af bukke under. Hvis jeg havde blevet der ovre ville jeg havde taget mig eget liv, jeg har mistet jer, det er så svært”.
Det var hårdt at læse, jeg læste det igen og igen for at få det ind i hovedet.
*Det her er hvorfor hun tog der over, lad være med at være sur over det, ellers ville hun have taget livet af sig selv og det er helt sikkert ikke bedre.*

Jeg er normal, selvom jeg ikke føler jeg er det. Jeg er stærk, selvom jeg sagtens kan begynde at græde. Og jeg er ligesom alle andre teenagere, så ingen skal dømme mig.

Min mor er mit kød og blod og det er sgu svært at leve uden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...