My life.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 23 dec. 2013
  • Status: Færdig
Ligesom overskriften siger, this is my life..

1Likes
0Kommentarer
259Visninger
AA

5. Kapitel

Jeg skal i skole så jeg er der ikke når kommunen kommer ud til mor. Jeg kan ikke tænke på andet hele dagen. Jeg kan ikke snakke med nogen om det fordi at hvis der sker noget slemt så er det nok ikke så godt at sige, og folk vil måske se på mig på en anden måde.
Vi kommer hjem og vi får at vide at vi skal ud af huset med det samme så vi skal bo hos en eller anden imens de finder ud af noget. Det bliver så morfar mig og Søren skal bo ved, mens mor stadig bor ude i huset.
Næste dag, fredag, skal jeg med klassen i baboon city så jeg kommer først hjem om aftenen, hvor de står og er klar til at komme ud af døren.
De havde åbenbart fundet et sommerhus til os lidt uden for byen som vi midlertidig skulle bo i.
Vi fik at vide at de nok skulle betale benzinen og at de regnede med at vi skulle være der ude i 2-3 måneder.

Der var ingen vaskemaskine, så der skulle vi også op til morfar med det. Der var ingen opvaskemaskine så vi skulle vaske op hver aften i hænderne. Der var intet tv signal. Der var intet internet og haven var større end selv huset. Huset bestod af et badeværelse, et lille rum med en dobbeltseng og to små skabe, mig og sørens værelse med en køjeseng og lige ved siden af en seng, et rum med stue og køkken ud i et, i stuedelen en sofa samt. Sofabord og i køkkendelen et spisebord, vask og skabe. Så en lille udestue med bord og stole og hoveddøren.
Selvom de fleste tænker at det må have været forfærdeligt og træls, så er det ikke så slemt igen. Mig og Søren havde hinanden, vi havde vores mor og mor havde os. Vi hyggede os hver dag, nogen mere end andre. Vi hyggede os bare med os, med at snakke sammen, snakke om hvor meget vi hader kommunen og selvfølgelig andre ting, hehe.

Da der var gået imellem 2-3 måneder, fik vi besked på at vi skulle ud i et nyt sommerhus. Nu er det ved at være sommer igen, så vi håber det ligger lidt bedre, og er bedre.
Huset er faktisk meget bedre. Der er både tv og vaskemaskine. Vi fik at vide at der var internet og at det virkede men det gjorde det ikke og de ville aldrig gøre noget ved det.
Stuen var stor og hang også sammen med køkkenet, hvilket var lige meget for det var dobbelt så stort som før. Vi havde alle tre hver vores værelse, med hver sit skab i. På badeværelset var der et spabad, som var stort nok til at Søren og jeg kunne være der i samtidig. Det tog noget tid at fylde op så vi prøvede det ikke så tit.
Der var kun en uge tilbage før sommerferien startede, da vi rykkede ud i det nye sommerhus.
Der var bitte små frøer overalt i græsset, fordi der lå en sø næsten lige ved siden af huset.
Kommunen har villet snakket med os og spørge mig og Søren hvad vi helst vil, Børnehjem eller plejefamilie. Så langt er det kommet, det er det de har brugt omkring et halvt år at finde ud af. Vi kan få besøgstid, 2 gange om ugen.
Vi kommer ud til den her plejefamilie, som vi har snakket med en uge før vi skal flytte der ud, og bor så der. Mor begyndte at græde da vi skulle sige farvel, klemte os hårdt og skulle så kører. Da jeg ikke kan se bilen mere stopper jeg ikke med at græde, jeg bliver nærmest ved for evigt. Bare ikke højlydt. Bare inde i mig selv.

Tiden går og sommerferien er forbi, jeg skal i skole igen. Jeg har stadigvæk ikke fortalt nogen om noget af det der er sket for mig og min familie, og jeg har heller ikke planlagt at gøre det. Men det er svært at holde skjult, især når et af deres 6 børn, kommer hen til min klasse og leder efter mig. Jeg har fortalt en lærer om det, Ulla hedder hun. Hun har været speciel for mig, ikke fordi vi har haft samtaler og sådan, men fordi hun er min ven. Det føltes så godt endelig at kunne sige det til en, endelig at snakke om det. Derfor snakker jeg også med hende så tit som jeg kan, hver eneste ting jeg kan komme i tanke om, bare for at snakke med hende. Jeg er ikke den eneste på skolen som hun snakke med, så derfor er jeg ikke noget specielt, jeg er bare endnu en hun snakker med. Når jeg går ud af skolen, snakker hun bare med de andre og jeg er ligegyldig. Jeg vil ikke blive husket som andet end problembarnet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...