Meredith og Dereks McLiv med McBaby (Bailey Shepherd)

Jeg elsker grey's anantomy (Greys hvide verden), så jeg vil lave en lille fan fiction om hvordan merders liv måske kunne blive nu hvor Bailey er født. Merder = Meredith og Derek, til dem af jer som ikke ved det.

1Likes
0Kommentarer
380Visninger

1. Hjemkomsten

"Er du sikker på det er okay at være væk fra hospitalet Derek? Hvad nu hvis der sker noget med Bailey? Hvad hvis han stopper med at trække vejret? Eller jeg gør noget forkert? Jeg kunne nemt gøre noget forkert. Han er jo en dreng, Zola er en pige. Jeg har aldrig passet en lille dreng før! Det er jo helt anderledes end med en pige! Vi burde være på hospitalet Derek! Han er jo også født for tidligt, der er noget som kommer til at gå galt, jeg kan mærke det Derek!" siger Meredith hysterisk og bange, da hende og Derek går ind i deres hus. "Slap af Meredith, det går fint. Der sker ikke noget med Bailey. Han holder ikke op med at trække vejret ligepludselig. Og hvis der endelig skulle ske noget, så har han to meget dygtige kirurg forældre, som kan tage sig ad ham, som elsker ham og hans søster mere end noget andet i verden, og som vil give deres liv for ham." Svarer Derek og forsætter: "Det er altså ikke så meget anderledes at passe en dreng, du skal bare passe lidt mere på med tisset, når du skifter ham. Der sker ikke noget!" Derek sætter baby tingene på køkkenbordet og går op for at holde om Meredith, som kører Baileys barnevogn lidt ind i stuen. "Meredith. Alting skal nok gå. Det er vores tur til at opleve noget godt i vores liv, ikke flere katastrofer nu. Ellers vil jeg have pengene tilbage," siger Derek stille ind i Merediths hår, Meredith fniser stille, men bliver straks seriøs igen og svarer stille tilbage: "Derek.. Lad være med at gøre grin med vores ulykke på den måde. Der sker bare noget dårligt igen," "undskyld Meredith... Men jeg tror bare ikke at der kan ske så mange dårlige ting for mennesker så mange gange i streg. Det tror jeg bare ikke." Derek kyssede Meredith stille på kinden og gik over til telefonen. Han tastede et nummer, og Meredith blev nysgerrig; "hvem ringer du til?" "skal min mor ikke inviteres på besøg for at se sit barnebarn?" spurgte han drillende, "jo, men.." lang pause. "Men hvad?..." "Glem det.. Det er lige meget." "Meredith det er dig. Det er aldrig ligemeget for mig... ..Sig det nu bare, ellers tror jeg bare det er meget værre end det er.." "Det er egentlig ikke noget dårligt.. Jeg har bare på fornemmelsen at du bliver nædt til at invitere Lizzie også. Ellers hugger hun bare hovedet af mig. Hun er i forvejen sur over at vi aldrig har besøgt nogen af dem med Zola, og hun kølede først lidt ned da jeg viste hende scanningsbilledet. Lidt Derek, lidt." Sagde Meredith, og han grinte lidt inden han svarede: "Er det her din underlige måde at sige, at du gerne vil vise ham til familien på?" "Familien? Derek. Det er DIN familie, jeg har Lexie, og hun er død, hvis ikke du skulle have bemærket det." Meredith gik over til køkkenet og satte sig på en af barstolene, "Hold nu op med være så 'dark and twisty' Meredith, Lexie er død, men det er et år siden nu, du kan ikke blive ved med at bruge det som argument mod alting,"  "Som argument mod alting?" Meredith blev vred, hun savnede jo sin søster, Lexie var hendes eneste familie, som hun kunne lide vel og mærke, "ja, du ved: 'Nej Derek, vi kan ikke besøge din familie. Lexie er jo død, så der er ingen til at passe Zola' selvom jeg nu havde tænkt mig at Zola skulle med, men det er noget helt andet. Eller: 'Lexie er død, så jeg har ikke lyst til sex lige nu Derek'. Du bruger Lexie som undskyldning for rigtig mange ting Mer! Jeg er træt af det! Jeg er træt af at vi altid ender op i at din barndom var forfærdelig,  og alle du kender er døde, men Meredith helt ærligt. Vi har allesammen mistet nogen, som vi elskede! Os allesammen! Jeg mistede Mark i det fly! Han var min bedste ven Meredith, jeg savner ham også, men jeg bruger det da ikke som undskyldning for ikke at tage på arbejde gør jeg!?!!?" "Nej Derek, men.." "men ingenting! Meredith, stop! Vi har lige fået et barn for guds skyld! Kan du ikke bare være glad for det?" "Jo Derek, men.." "Okay så!... Men hvad, Meredith? Men hvad?!" Babygrædene tog ordene fra Meredith, og hun kunne næsten ikke holde et grin tilbage, da hun gik over for at tage Bailey op og trøste ham. "Du vækkede Bailey," sagde hun stille, og kom over til Derek for at rede tingene ud. Hun kyssede ham forsigtigt lige mellem halsen og kæben, "jeg skal nok holde op med at tale så meget om Lexie, men så skal du også slappe lidt af. Du er helt rød i hovedet, og vi skal jo nødigt have at børnene mister deres gamle far, på grund af en blodprop," "gamle?" spurgte Derek drillende, og Meredith vidste at skænderiet var ovre. Hun mærkede Dereks ånde mod sit hoved da han kyssede hende i håret. "Det er din far Bailey, han er en meget hidsig mand, men vi elsker ham alligevel. Gør vi ikke?" sagde Meredith til sin søn, som nu var holdt op med at græde. De to stod sammen lidt, og beundrede deres søde søn, som var halvt hver af dem, da de hørte en lille stemme henne fra telefonen. "Derek?" lød det svagt, og han gik hen for at tage den op. "Ja?" spurgte han, "hvem er det?" "Altså det troede jeg du vidste, siden det var dig som ringede til mig." "Mor?" Derek havde åbenbart ringet op da han havde tastet nummeret. "Hvor lang tid har du været der?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...