Natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2013
  • Status: Igang
Med i konkurrencen om at skrive en historie efter en sang - Inspireret efter 'Børn af Natten' af Panamah - Hvad der kom til mig da jeg åbnede word og lyttede til sangen, efter jeg havde hørt sangen nogen gange (og læst teksten).


5Likes
0Kommentarer
392Visninger

2. One Shot

Nu er der kommet endnu en. Jeg synes bliver mindre og mindre, mere og mere svagelige, denne er i hvert fald en af de svageste jeg har set. Det er vidst en også hun, hvilket jo ikke ligefrem gør hende stærkere.

Hun står i udkanten af gruppen, forvirret som de nye altid er, uden at forstå de andres ophidselse og forventning. Nu jeg tænker over det virker hende her faktisk mere end forvirret, hun virker mere som om hun er ved at forstå en lille del af meningen, men faktisk kæmper imod og prøver at holde sig ude af det hele. Den første intelligente! Ikke at det vil gøre nogen forskel for hende, men det er da et lille lyspunkt for mig at de ikke alle er helt sorte, i hvert fald ikke fra starten af.

De er som sædvanligt anført af den sorthårede. Han går roligt gennem byen, holder dem hele tiden tilbage så de har opbygget nok ophidselse når han så endeligt slipper dem fri. Han ved præcis hvordan han skal lede den flok.

Hende, den nye, der ellers havde kræft nok til at stå lidt imod, bliver pludseligt fuldstændigt overvældet af det hele. Det er ligesom at stille en dæmning op mod havet hvis man ikke ønsker at havet skal skylle ind over det som havet ønsker at skylle ind over. Dæmningen vil først fungere som tiltænkt, men har havet besluttet sig for at ville bryde igennem bryder det igennem før eller siden, og det vil være med en kræft der er flere hundrede gange så stærkt som den ellers ville have været.

Det er også det der sker for pigen. Det er på en gang skræmmende og fascinerende at se hvordan lyset i hendes øjne, hendes ansigt, hende, pludseligt forandres. Nej, ikke forandres, slukkes! Pludseligt at det ikke en forvirret, bange pige der står i udkanten af en mystisk gruppe hun ikke er helt med i, men et mørkt monster stående blandt frænder, der alle kun venter på det ene.

Og dette monster har aldrig været sluppet fri før, og derfor er hendes trang så meget stærkere end nogen andens. Hun kan ikke tøjle den, og selvom hun instinktivt ved at det ikke er tilladt før anføreren giver signal, stormer hun pludseligt frem.

Heldigvis for hende giver han signalet i selvsamme øjeblik, som om han mærker at det hele meget præcist rammer bristepunktet. Hele flokken stormer ud over gaderne, som en sort sky. En sort sky af ødelæggelse.

Det er det de har længtes sådan efter. De er alle samlet om, og drevet af, en sindssyg trang til at smadre alt på sin vej.

De fejer alt ned på deres vej. Løber som en imod at hus, og formår at vælte det omkuld ene og alene med deres samlede vægt. Sætter ild til den eneste bro væk, så ingen kan forlade stedet. Kaster biler efter alt hvad der rører sig. Starter indbyrdes alle-mod-alle-slagsmål, hvor ikke så få må lade livet.

Mit blik følger den nye pige. Hendes intelligens gør mig både bekymret, og, det må jeg indrømme, forventningsfuldt ophidset, over hvad hun kan finde på. Begge dele viser sig at have godt grundlag.

Hun har blokeret alle udgange i et hus, bortset fra hoveddøren, og sat ild til det, men i stedet for hurtigt at skynde sig videre bliver hun stående foran denne hovedør og venter åndeløst. Først kommer en mand ud, en mand med en lille dreng på omkring de 5 på armen og en ikke meget ældre i hånden, løbende efter sig.

Så snart han kommer ud springer hun på ham. Instinktivt ved hun præcis hvor hun skal ramme for at gøre mest skade, og de instinkter følger hun til punkt og prikke. Hele tiden skal han ønske at han aldrig var blevet født, men alligevel præcis være ved bevidsthed så hun virkeligt kan nyde hans smerte.

Selvom hans skrig, blandet med de små pigers skrig, kan høres langt væk fra, bevæger jeg mig alligevel tættere på. Jeg hader mig selv for det, men selvom jeg synes det er frygteligt det der forgår bliver min væmmelse ved det alligevel, i dette øjeblik, overskygget af min fascination og ophidselse over det. Jeg er også blevet smittet, akkurat som den nye pige.

I fællesskab, sådan ser det i hvert fald ud fra mit synspunkt, selvom hun slet ikke ved jeg er der, fortsætter vi med ham. Lugten af hans blod er så fristende at jeg ikke kan stoppe mig selv, jeg må simpelthen smage en tår. Det er som flydende guld i min mund, og selvom smertensskrigende er en lige så tilfredsstillende nydelse er det umuligt ikke at fortsætte, tømme ham fuldstændigt, selvom det betyder hans endeligt.

Nu, da manden er i en anden verden, går turen til de to piger. Den nye pige vælger den største af dem, så jeg beslutter mig for at kaste mig over den mindste. Blodrusen har fuldstændigt overtaget kontrollen over mig, så jeg mærker intet andet end lysten til at byde hende så meget smerte som muligt.

Langsomt, nærmest kærligt, river jeg de små negle af hendes fingre. De skrig er guld værd! Nej mere, de er en af de ting der ikke kan købes for penge! Efter fingerneglene bliver det tåneglene, som er mindst lige så tilfredsstillende.

Nu lader jeg hende få et pusterum så hun ikke besvimer, hvorefter jeg begynder at grave hendes ene øje ud. Hendes skrig når uanede højder, og jeg ler nu, både af skriget og af landet der strømmer ud af den tomme øjenhule. Jeg skal til at gå i gang med det næste øje, da jeg beslutter mig for i stedet at ’lege lidt med ilden’.

Jeg lader den kærtegne hende, svide, brænde, hele tiden så meget at den lige præcis ikke svider nervespidserne af så hun hele tiden kan mærke det. Den brændte lugt kommer ikke i nærheden af lugten af blod når vi snakker fristendehedsgrad, men den er nu bestemt ikke ubehageligt!

Det begynder dog hurtigt at kede mig, så jeg lader hende igen få en pause så hun ikke besvimer, før jeg når til klimaks. Det vil sige, jeg når i gange med at brække alle hendes knogler, en for en.

Jeg starter langsomt og roligt, endnu engang helt kærligt, og nyder hendes bestemt ikke stille gråd og skrig, men så snart duften af blod når mine næsebor bliver jeg utålmodig, hvilket gør mine bevægelser mere voldsomme, og så snart hun mister bevidstheden og holder op med at skrige går jeg fuldstændigt amok og kaster mig over hende. Den ene gang efter den anden slår jeg den lille krop mod jorden, flænser den ene kropdel efter den anden af hende, og ænser ikke andet end det tilfredsstillende blod der glider ind i min mund og videre ned i halsen på mig.

 

Så bryder den første solstråle pludseligt frem, og stopper hele scenariet. Jeg kommer tilbage til mig selv, som et slag i hovedet går det op for mig hvad jeg har gjort, og faktum at jeg endnu engang hele natten har vidst hvad der ville ske, uden at have ændret på det.

 

Men det er ikke bare det stopper, men alt omkring mig, dem alle sammen. De stivner først, kigger så rundt, hvor efter de rastløse begynder at bevæge sig rundt, uden nogensinde at finde dem selv igen. Lynhurtigt går de i et med de mennesker de før angreb sanseløst, og kun en som mig der kan overskue det hele oppefra ved hvem der er hvem.

 

De kalder sig Børn af Natten. Men de er ikke børn af mig, og jeg er Natten. De er ikke sorte som Natten. Natten er blevet sort som dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...