One direction | A summer to remember (13+)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 1 jul. 2013
  • Status: Igang
Jessica Swan er blot en almindelig pige, der bor sammen med sine forældre i udkanten af London. Eller.. Almindelig og almindelig? Det er faktisk sådan, at Jessica er i familie med Liam Payne fra det verdenskendte band One Direction. Jessicas moster Jenna er nemlig gift med Liams far Geoff. Liam og Jessica var engang meget tætte, men med den stigende berømmelse bruger Liam nu al sin tid på drengene og musikken.

Efter lang tid med store skænderier mellem Jessicas forældre synker den ellers så glade og humoristiske pige længere og længere ind i sig selv. Hun er nu blevet en indelukket pige, der gemmer sine følelser væk bag stærke facader. Da forældrene vælger at sende Jessica ud for at bo ved sin moster sommerferien over, så de kan få styr på det, gør den udtryksløse pige blot som der bliver sagt.

Kan Liam finde den gamle Jess frem igen, og hvad sker der når der dannes gnister mellem hende og en, eller flere, af drengene? Sommerferien bliver i hvert fald fuld af drama og kærlighed!

42Likes
23Kommentarer
2260Visninger
AA

2. Chapter two

 

Jeg havde fået sagt farvel til min mor, der bekymret tvang mig til at love at skrive til hende jævnligt, for at fortælle hvordan det gik. Jeg nikkede bare ligegyldigt og gengældte hendes mange kram. Da hun kiggede på mig med tårer i øjnene steg vreden blot i mig. Hvorfor skulle hun stå der og græde foran mig? Jeg var efterhånden blevet ligeglad når hun græd, eftersom det skete så tit. Det lyder tosset, jeg ved det. Men ja.. Det er bare blevet for meget for mig.

 

Jeg havde fået slæbt både min kuffert og min taske ind på det genkendelige gæsteværelse, som jeg altid plejede at sove i når jeg før i tiden var hos Liam. Værelset bragte tusindvis af minder frem fra vores utrolig mange dage sammen. 

Okay, det lyder som en helt kærlighedserklæring. Men ja, Liam har virkelig været savnet.

For at sige det ligeud blev jeg kun mere og mere nervøs for at møde ham igen. Der er trods alt gået knap 2 år, hvor vi overhovedet ikke har set hinanden, fordi han har så skide travlt med de drenge. 

Nå, nok tankevandring fra min side af. 

 

Jeg havde kun lige nået at smide min taske på sengen, og stille kufferten ved siden af da Jenna dukkede op i døren. 

"Vil du ikke med ud og have en kop te? Vi er alene hjemme, og har SÅ meget at snakke om" begyndte hun, og lød som en eller anden fjollet teenagepige. "Det kan jeg vel godt.." sagde jeg stille og prøvede at undgå hendes blik der kiggede lidt undrende og bekymret på mig.

Det var så længe siden jeg sidst havde set hende, og som sagt har jeg måske lukket mig en smule inde i mig selv på det seneste. Men jeg er jo stadig mig? Så de kan godt smutte allesammen, med deres bekymrede blikke. Især min mor og far havde virkelig sendt flere og flere af de blikke de sidste par uger. De blikke er jo til at blive skøre af.

 

 

Jenna og jeg havde siddet inde i den velkendte store stue i godt en halv time. Hun havde virkelig prøvet at holde samtalen kørende, men jeg var virkelig ikke i humør til den store samtale om hvad der alt er sket siden vi sidst så hinanden. 

Jeg svarede naturligvis høfligt på de ting hun spurgte mig om, men så heller ikke rigtig mere end det. Jeg spurgte en smule ind til hende, men alt så ud til at gå lige så forbløffende hos dem som det altid havde gjort. 
 

"Jess, jeg håber virkelig du ved, at du altid kan komme til mig. Jeg ved hvor svært det har været for dig at gå gennem alt det, og at høre på dine forældres skænderier har helt klart ikke været let for dig." hun kiggede indtrængende på mig med et blik fuld af omsorg.

Da hun nævnte det ramte mit blik straks min tekop, som pludselig blev noget så spændende. Jeg kunne mærke tårerne prikkede i mine øjne, og inden jeg kunne nå at reagere havde den første tåre ramt bordpladen. Jeg tørrede den febrilsk væk, og fandt langsomt min facade frem igen før jeg bare kiggede op på Jenna med et blik, der gemte mine følelser væk.

Hun lagde sin hånd på min da hun bemærke tåren, men jeg smilede blot undskyldende til hende, og rejste mig fra bordet. Hun sendte mig et bekymret blik. "Toilettet" sagde jeg blot undskyldende med et svagt smil, og gik ud i den lange gang med de mange døre der førte ind til husets forskellige rum. Jeg ville ikke græde foran hende, og lige nu kunne jeg bare ikke klare al den omsorg hun gav mig..

Mit blik faldt på døren ind til Liams værelse, og jeg lukkede stille døren ud til køkkenet før jeg lagde hånden på håndtaget til hans værelse. 

 

Inden jeg vidste af det stod jeg i midten af hans værelse, med døren lukket bag mig, og kiggede mig omkring med et lille smil på læben. Præcis som jeg huskede det.

Min blik fangede et lille billede der stod på hans reol. Jeg gik med tøvende skridt hen til reolen, og da jeg genkendte billedet blev smilet på mine læber kun større. Jeg tog det op, og strøg min pegefinger hen over det.

Årh jeg savnede ham, min "storebror". Jeg vendte rammen rundt og læste datoen, der stod skrevet nederst i højre hjørne. 23.07.2009. 4 år siden. Jeg vendte igen billedet og tog mig selv i at betragte mig selv. Mit blik var fyldt til randen med glæde, og Liams også. Mit blik vandrede ned over min krop, der kun var dækket at en blomstret bikini.

Jeg havde tabt mig betydeligt siden da. Ikke at jeg ikke var slank på billedet. Tværtimod var jeg tilfreds med min krop på billedet. Ikke for tyk, ikke for tynd. Lige tilpas.

Det sidste års tid havde jeg bare ikke rigtig haft den store appetit. Mine forældre havde været yderst bekymrede for mig, men efter at jeg havde forsikret dem om at jeg hverken led af anoreksi eller en anden form for spiseforstyrrelse havde langt om længe de ladet det ligge.

 

Jeg mærkede en tåre trille ned af min kind, hurtigt forfulgt af flere. Irriteret tørrede jeg dem væk.

Hvorfor var jeg så følsom lige nu? Jeg tudede jo konstant.

Tag sin sammen Jessica! Jeg rystede på hovedet af mig selv, og tørrede de nyeste tårer væk med ærmet af den trøje jeg havde på.

 

 

Jeg blev med et revet ud af mine tanker da gangen uden for Liams værelse blev fyldt med høje drengestemmer og grin. Jeg nåede slet ikke at reagere, inden dørhåndtaget blev trykket ned, og døren åbnet.

I ren panik tabte jeg billedet. Jeg skyndte mig at samle det op, og var overlykkelig for, at glasset ikke var gået i stykker. Jeg satte det hurtigt tilbage på reolen inden jeg vendte mit blik mod døren, hvor et par yderst forvirrede ansigter mødte mig.


Mit ansigt var mindst lige så forvirret, men da Liams stemme lød fandt et lille smil alligevel vej frem på mine læber. "Hvorfor går i ikke ind dre..." han stoppede midt i sin sætning da han fik øje på mig. Han fik hurtigt skubbet drengene til side, og nærmest løb frem til mig. 

Han løftede mig op fra jorden og svingede mig nærmest lidt rundt inden jeg mærkede hans trygge arme omfavne mig. "Er du klar over hvor meget jeg har savnet dig?" udbrød han glad, og trak sig lidt fra mig. Jeg smilede blot til ham, og nåede ikke at svare før han kiggede forvirret på mig. "Hvad laver du egentlig her inde?". Fuck. Hvad skulle jeg sige? At jeg stod og tudede over et gammelt billede af os fordi jeg ville have mit gamle liv tilbage? Nej vel? Godt så.

 

"Øhm, jeg så mig bare lidt omkring. Jeg anede ikke du kom hjem nu." Jeg kiggede undskyldende på ham, men hans smil blev kun større. Da det gik op for ham, at hans venner, som stadig stod i døren med et stadig forvirret blik, nok krævede en forklaring, vendte han sig hurtigt om mod dem, og skubbede mig frem foran ham.


"Drenge, det her er Jessica, min.. Ja? Hvad er du egentlig?" han kiggede på mig og grinede lidt af sin egen kommentar. "Ehm" jeg kiggede op, og usikkerheden fandt vej til min krop da alle 5 drenge stod og så afventende på mig.

Liam grinte svagt og forklarede så drengene at jeg var hans fars kones niece. En dreng iført en stribet trøje og seler trådte straks frem mod mig med armen strakt ud foran sig. Jeg lod ham trykke min hånd, og han præsenterede sig selv: "Jeg er Louis. Rart at møde dig!" sagde han højtideligt, mens jeg smilede blot smilede svagt som svar. 

Jeg kunne godt genkende dem lidt fra alle plakaterne på Sophies værelse, men jeg havde aldrig rigtig lært deres navne eller noget.. Underligt nok. 

 

Jeg kom hurtigt tilbage til virkeligheden da en mørkhåret, og utrolig godt udseende fyr havde stukket sin hånd frem mod mig. "Zayn." sagde han med et smil, mens han trykkede min hånd. Den næste i rækken var en lyshåret dreng, der med en utrolig sød og sjov accent der måtte være irsk, præsenterede sig selv som Niall. Jeg smilede svagt til ham inden jeg lod mit blik vandre hen på den sidste i rækken. Han stod total fordybet i sin telefon, da Niall gav ham en albue i siden. Hans opmærksomhed fjernede sig hurtigt fra telefonen, og et par grønne øjne mødte mine. "Harry" sagde han med sin hæse stemme, mens han rækte sin hånd frem mod mig. Hans blik var intenst, og fuld af noget, som jeg ikke kunne beskrive.

Et øjeblik stod jeg blot og gloede på ham. Jeg ved ikke lige hvad der skete.. 

Jeg rystede hurtigt på hovedet af mig selv før jeg løftede min hånd og lod ham trykke den. 

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------

Her har i så andet kapitel. Jeg ved godt der ikke sker det vildeste i det, men jeg skal jo også først lige i gang. Haha. Håber I kan lide det. x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...