Summer Game

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 jun. 2013
  • Opdateret: 10 jun. 2013
  • Status: Igang
Taylor Martin er en pige, hvor alt handler om lege. Hun er tidens Blair Waldorf. Sommeren er begyndt, hvilket Taylor har ventet noget så længe på. Men én ting bliver uforventet. De gamle lege om kærlighed og knuste hjerter, bliver skiftet ud med den ægte vare. John Henry, nitten år, kommer fra den anden side af landet, i en af de fattigere byer, en af dem der er hærget af rockere og terrorister.

En kærligheds historie om ægte kærlighed, forbudt kærlighed og en sommer romance.
Welkommen til Taylor Martins liv i; Summer Game.

–Love Story, by Taylor Swift-

3Likes
0Kommentarer
440Visninger
AA

2. Take me to paradise

Jeg kigger ud mod stranden. På vandet som kravler sig op, men må falde tilbage til havet igen. Mågerne, der hyler over mig, og lugten af salt svæver i luften. Det er en 14. august. Min fødselsdag. Den mest specielle dag af alle de 365 dage der findes om året. Ikke engang jul, kan slå denne. Klokken nærmer sig halv fem og ude i horisonten begynder solen at vågne. Jeg rejser mig og går listende ned på stranden. 

 

Og der står han. Han er iklædt jakkesæt, hvilket ikke passer til hvad vi havde aftalt. Aftalen gik ud på, at i dag, den sidste dag i sommerferien, skulle vi løbe væk og gemme os til solen var ved at gå ned igen. Det var en aftale, vi havde lavet helt fra den første sommer. Det er fem år siden i dag, at vi sidst løb væk sammen. Lyden af vores sneakers mod sandet, vandets brusen og lyden af vores hurtige, tunge åndedræt. Vi skulle løbe. Løbe ti vi ikke kunne mere, gemme os under et træ eller under en lille træbåd. Andet år regnede det, så det blev oppe i et træ, blandt alle bladene. Fjerde år var der så varmt at vi tog en båd, og sejlede ud på vandet og så solen stå op. Vi sejlede næsten så langt væk, at vi til sidst ikke kunne se kysten. Det var fantastisk. Og i år, jeg ved ikke hvad han skulle med jakkesættet, vi skulle jo løbe, men i år, inden jeg skulle på college og han skulle søge arbejde, så skulle vi et specielt sted hen. Et sted, der ville give det bedste minde, huske os på den bedste tid..

 

Han tager mine hænder i hans, da jeg nærmer ham. Da jeg er tæt nok på ham, stiller jeg mig på tær og presser mine læber mod hans. Hans smiler i kysset i starten, hvilket kommer til at smitte af. Til sidst griner vi og ødelægger det hele. Jeg tager mine hænder rundt om hans nakke og kigger i hans glimtende, varme brune øjne. 

 

"Tænk det her er sidste dag," flyver det ud af mig. Han ryster på hovedet, og presser sine læber mod mine. Da han lidt efter trækker sig en smule tilbage, bare et par centimeter, kan jeg mærke hans varme ånde. 

"Den her dag er først begyndelsen," siger han og kysser mig igen. Denne gang hårdere og med flere følelser. Han løfter mig op, for derefter at sænke mig igen ned til jorden. Med en rynke i panden, kigger jeg uforstående på ham.

 

Det hele går langsomt. Jeg ved ikke hvad der foregår, men pludselig banker mit hjerte afsted og han sidder på knæ. Jeg kan mærke sveden, men også en indre varme. Jeg kan knap nok få vejret. Jeg har lyst til at kaste mig i armene på ham, fortælle at vi nok skal klare det, at der er en anden vej. Men det er der ikke, det ved vi begge. Men på den anden side, det skulle ske på et eller andet tidspunkt. Jeg er atten. Det er tilladt. Og jeg er voksen. Jeg skal ikke lytte til min far eller nogen anden. 

 

"Taylor," han siger mit navn med sådan et håb, at mit hjerte banker hårdere. Han ville det, han ville leve med mig for altid. Han fumler i sin jakkelomme, og lidt efter er der en lille hvid æske i hans hånd.

 

"Gennem de sidste fem år, har jeg elsket dig, som en sindsyg. Vi tager en stor chance, men jeg er villig til at tage den. Med dig. Jeg ville ikke tænke tilbage på denne sommer, tænke at jeg spildte min chance. Så nu tager jeg den. Jeg ville aldrig miste dig, Taylor, det ved du. Og uden dig, er jeg ingenting. Jeg levede ikke før, jeg mødte dig. Jeg var en halvdum teenager dreng, det ved du. Men du ændrede mig, til det gode. Jeg ville leve med dig for altid. Ved min side. Aldrig sorge dig, aldrig skade dig. Dig og mig for altid, Taylor, husker du? Jeg elsker dig af hele mit hjerte. Og det ville jeg gøre hver eneste dag. Jeg ville kun elske dig mere, for hver dag der går," 

 

Han lavede en grimasse. Noget han gjorde, når han synes at noget ikke gik som planlagt. Som da han fortalte om hans fremlæggelse i femte klasse. Det endte med at jeg var død af grin, efter at have hørt at han havde peget på Danmark og sagt det var Sverige, på verdenskortet. Foran hele klassen. 

Jeg står som forstenet. Indtil han åbner den lille kasse og mit hjerte stopper med at slå. 

 

"Taylor Martin. Ville du gøre mig den ære at gifte dig med mig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...