Den gyldne måne - oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2013
  • Status: Igang
Det er længe siden jeg skrev den og den skulle rigtigt have været afleveret som stil, men det blev ikke til noget. Det er en kort historie, som jeg aldrig nåede at rette, men i får den alligevel. håber der er nogle der vil læse den. :)

2Likes
3Kommentarer
402Visninger

1. ...

Jeg har så mange minder fra det her sted. Når jeg kigger ud på månen og hen over de andre planeter, popper de alle sammen op. Der er tusinde vis af dem, helt ligesom stjernerne. Nogle er tydelige og store, mens andre er langt væk og utydelige. Det største og klareste minde er fra dengang jeg var lille og min far stadig levede. Han tog mig med hertil for første gang, og jeg har elsket at være her siden. Det føles som mit hjem, og jeg føler stadig han er her. Dette er stedet hvor man bedst kan se månen, og den er lige så tydelig som min far er i mine minder. Jeg bor hos min mor, men hver gang jeg prøver at tale til hende om min far, så går hun sin vej og virker som om at hun ikke ved hvem han er. Lige siden han døde, har alle sagt at jeg glider længere og længere væk. De siger at jeg ikke er mig selv længere, og at ingen kan kende mig mere. Jeg føler ikke at jeg glider længere væk, men at jeg bliver mere og mere mig selv. Det kan godt være at det bare er mig, men lige siden jeg var her første gang, har jeg følt mig så levende og har kun følt at jeg kan være fuldstændig mig selv heroppe. Der er ingen andre end mig og min far der kender til dette sted, og jeg er sikker på at min far er her oppe. Jeg ved at han ikke er her mere, men jeg er sikker på at han er her et sted. Jeg tror at han holder øje med mig, og er næsten sikker på at han er stolt. Han føler sikkert at jeg er mig selv nu, og at jeg er blevet mere selvsikker og stærk. Jeg ved han altid vil holde med mig, og jeg er blevet stærkere og stærkere lige siden min far døde. Jeg gik helt ned da min far døde, og ville ikke snakke med nogen. Hvis det ikke havde været for det her sted, ville jeg stadig være svag og helt nede.

Han var mit et og alt. Lige efter hans død gik jeg ud til hans grav hver eneste dag. Nu er jeg kun derude meget få gange om året. Jeg ved at han altid er ved min side, så derfor behøver jeg ikke at besøge hans grav. Der var meget få der kendte ham. Hans familie og nogle få venner fra hans job. De kendte mig også. De kendte ikke til dette sted, men sagde altid at der var noget specielt over mig. De sagde jeg lignede min far, at jeg var selvstændig og stærk. Jeg forstod dem ikke dengang, men efterhånden er det gået mere og mere op for mig.

Minderne skyder sig frem i mit hoved, og nærmest tvinger mig til at tænke på dem. De Lever alle stadig i min underbevidsthed, og jeg er sikker på at jeg altid ville kunne huske dem. De er alle så dejlige. Mine minder kommer lige fra jeg blev døbt til den dag i dag. De er så klare. Det virker som om at de skete i går, og bare vil leve for evigt. Det virker som om de vil ud af mit hoved, og have at jeg oplever dem igen.  Mindet om en sommer for nogle år siden bliver trukket frem, og den står så klar for mine øjne. Det var fra dengang min mor tog mig med på den sidste ferie med hende. Vi tog bilen af sted, og kørte bare derudaf for at lande på det sted hun havde valgt. Der var så smukt. Så mange farverige blomster og buske. Et hav af forskellige træer. Det føltes som et paradis. At have et smukt hav lige ved ens side, men samtidig en flot skov med blomster, træer og græs. Solen som skinnede ud over havet, og som skabte lys i alle farve om aftenen. De smukke solnedgange, som man kunne kigge på indtil de var helt væk, og det eneste man kunne se var havet. Det var en af de smukkeste og dejligste sommerferier jeg har haft. Min mor virkede så glad og så levende. Hun snakkede så meget om alle de forskellige ting vi så. Hver morgen og hver aften stillede hun sig ned på stranden og kiggede på at solen bevægede sig op på den smukke blå himlen og ned igen. Hun kunne ikke lade være med at smile, og selvfølgelig smittede det af på mig. Hun tænkte næsten ikke på min far, så jeg holdte op med at sige noget, men det var også kun fordi jeg synes at vi begge skulle nyde det. Da vi så skulle hjem igen gled hun længere og længere væk igen, og lige siden da har hun været sådan. Jeg elsker hende stadig, og har lært at jeg ikke skal tale om min far, og det var også påvirket hendes humør. Efterhånden er hun levet en smule gladere. Hver gang jeg kommer hjem smiler hun til mig, og siger vi skal spise. Jeg ligger mærke til alle de ting der forandre sig, og det gør hun tydeligvis også. I staten følte jeg mig meget ensom herude og derhjemme, men det har også forandret sig. Min mor er blevet gladere, og herude på bakke toppen foran månen, stjernerne og planeterne er der blevet mere fredeligt og jeg føler mig ikke ensom mere.

Jeg går ikke i skolen nede i byen længere da jeg fik mange problemer, men er i stedet startet nede på privatskolen som desuden også ligger tættere på. Der var mange der var efter mig på min gamle skole, og drillede mig med at min far var død. Jeg prøvede at lukke det ude, men til sidst sagde jeg det og blev så flyttet til privatskolen. Jeg har fået mange flere venner der, og selvom de siger jeg glider længere og længere væk, er de der altid for mig. De ved hvad der er sket med min far, og kan godt være lidt for forstående. De kender heler ikke til det her sted, og det vil jeg heler ikke have de gør. En gang hver aften kommer der noget mærkeligt lys. Jeg ved ikke hvad det er, men det begyndte at komme lige fra første gang jeg gik herhen alene. Månen står altid så tæt på lige på det her sted, men det mærkelige er at den er normal vis man går 5 meter væk. Selv synes jeg at der sker mange overnaturlige ting her, men jeg er blevet van til det. Jeg kan ikke forklare mine følelser for det her sted, men jeg får en mærkelig energi nå jeg kommer herop. Det føles så befriende og det føles som om jeg kan alt. Jeg føler at jeg kan hoppe over på månen uden at dø, jeg føler at min gamle energier siver ud af min krop og bliver byttet med noget overnaturligt.

Jeg har nogle gange før taget mine lektier, en bog eller noget andet med herop, og det føltes som om at min hånd blev ført over papiret. Uden jeg tænkte over noget begyndte det. En anden gang jeg gjorde det prøvede jeg at tage tid på det, jeg var næsten helt sikker på at det ikke var rigtigt, men på uret stod der at der kun var gået 2 minutter. Hver dag er jeg heroppe i nogle timer, og min mor kan ikke forstå hvordan jeg kan bruge så lang tid heroppe. Hun troede på et tidspunkt at jeg var syg, og tog mig med til lægen, men det var jeg selvfølgelig ikke. Hver gang hun spørg siger jeg der ikke er noget, og det er der heler ikke. Jeg er altid glad, men måske ikke lige åben. Nogen gang føles det som om jeg ikke rigtig er her, og jeg tror hele tiden det er en drøm.

Jeg går herud hver aften og nyder synet af de smukke skinnene stjerner. De skinner ligesom sølv og gulv, og man kan ikke få sine øjne væk. Månen er jo ikke lavet af ost, men den ligner det med sine mange fordybninger. Den er ikke gul, heler ikke sølv eller hvid, men den er helt gylden. Det ligner at den er bagt, og der derfor er kommet et gyldent lag uden på. Det er helt fantastisk at se på. Når jeg taler om hvordan her ser ud, siger alle mine venner og familie at jeg bar vrøvler, og at det er umuligt. Jeg har aldrig overvejet at tage dem med herud, og jeg vil aldrig gøre det. Det her er mit sted nu, og hvis nogen skal kende det skal de selv finde det. Det ligner et eventyr, og nogen gange føler jeg at jeg er med i et. Jeg er personen som ikke helt ved hvad jeg skal og hvor jeg skal hen. Jeg er ikke et af de farlige væsner eller mennesker, men personen som ingen helt kan gennemskue. Det er min rolle i eventyret.

Ingen er perfekte, og det er jeg godt nok heler ikke. Alle siger at nogen er perfekt, men de vil aldrig indrømme at de tænker at ingen er det. Jeg er nok den mest unormale jeg kender, og det er jeg helt ærligt stolt af. Jeg føler mig speciel, og ved ingen kan lave om på mig. Det er en dejlig følelse af frihed. Jeg har interesseret mig i stjernerne og månen i mange år, faktisk lige siden min far tog mig med hertil. Jeg har læst så mange bøger om det, og når jeg er her, er alt der står i bøgerne slet ikke sandt. Jeg føler at der er et kæmpe stort forstørrelses glas lige foran mig. Jeg føler ikke det er virkeligt at månen er så tæt på, men samtidig sagde mig far at der ikke var noget, men kun månen og stjernerne.

Jeg har et helt andet liv heroppe. Jeg føler mig som en helt anden person. Så frisk og livlig. Jeg føler mig ikke almindelig som før i tiden, men mere overnaturlig på en måde jeg ikke kan forklare. Det føles som om jeg kan flyve hvis jeg prøver, men jeg har aldrig prøvet. Det føles som om jeg kan løbe hurtigere end lynet, men jeg ved det er umuligt. Det føles som om jeg kan alt, men jeg har kun prøvet meget få ting som jeg kunne inden. Det er meget mærkeligt. Nogen gange ser jeg et lysglimt fra månen, og tænker hvor det mon kommer fra. Det kan jo være bag ved månen, men det ligner at det kommer fra månen. Det kan også være en stjerne som har sneget sig ind foran månen og er derfor blevet skjult. Der er så mange muligheder. De er helt uendelige. Jeg har tusinde vis af ideer, men jeg kan ikke forklare dem. De er måske ret skøre, men de giver mening for mig når jeg er her. Det er lidt mærkeligt at kigge ud over den store himmel, og føle som om man er ved verdens ende. Verden har ikke en ende da den er rund, men i gamle dage troede man den var flad, og det føler jeg den er lige nu. Jeg føler at hvis jeg går et skridt mere ud, falder jeg i en uendelig dyb afgrund. At jeg ikke kan trække vejret, og bare falder indtil jeg ikke kan gøre noget mere. Ikke kæmpe eller prøve at komme op. Kun falde og falde og falde. Helt indtil jeg falder i en dyb søvn som jeg aldrig vil vågne fra igen. Det er en mærkelig tankegang jeg har, men den for mig til at føle mig fri, og at jeg ved andre ikke kan bestemme over mine tanker, gør det kun bedre. Jeg føler at tiden går så hurtig, og jeg ikke kan stopper den. Jeg føler at tiden nogle gange går i stå, men samtidig kører hurtigere end jeg nogensinde kan forestille mig.  Det føles helt uvirkeligt, næsten som et eventyr. At se på månen, der bliver lyst op bagfra af solen, og stjernerne der er så langt væk, at de ligner små prikker. Jeg ved ikke om der er nogen der har set stjernerne helt tæt på, eller om de virkelig ligner de stjerner som de fleste kender. Det kan jo sagtens være at det er nogle der bare har sagt at de ser sådan ud, og så har tegnet et stjerne med 5 eller flere hjørner.

Der er så mange ting der fylder mit hoved, men jeg kan bare ikke huske dem alle. De fleste er bare som små prikker, præcis ligesom stjernerne. Nogle af dem er simpelthen så små, at jeg knap nok kan huske at det er sket. Det er meget mærkeligt. Hver nat kommer et nyt minde frem, og viser sig for mine øjne. Det føles som om jeg er tilbage, men jeg ved samtidig det er en drøm. Det er meget svært at forklare, og jeg kan faktisk heler ikke forklare det. Nogle gange har jeg bare lyst til at løbe væk. Løbe langt væk, og aldrig komme tilbage. Jeg har faktisk tænkt på det nogle gange. Jeg havde selv taget mad og lidt mere tøj med. Jeg var helt klar, men jeg kunne ikke. Jeg følte min far sagde jeg skulle passe på mor, og det har jeg tænkt på lige siden. Jeg kan ikke løbe væk, og teknisk set vil jeg heller ikke. Nu har jeg bare lyst til at løbe hjem. Løbe hjem, og være sammen med min mor, og det har jeg tænkt mig at gøre nu. Jeg vil være helt alene med hende, og ikke lade noget forstyrre os. Jeg tror det er det jeg har brug for. Lidt tid med hende, i stedet for at være helt alene med min far, som ikke rigtigt er her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...