Og Pompeii faldt

Ambers verden styrter i grus da hun får af vide at mobbeofferet Christina har begået selvmord. ** Bygger på "Pompeii" af Bastille - jeg har tolket en hel del, men hvis man tænker over det, kan man sagtens se sangen i historien. Kommentar og like er meget værdsat. **

112Likes
34Kommentarer
3385Visninger

2. Udbrud

 

Hele lokalet rystede. Jeg sværger, det føltes som om en tsunami, et jordskælv og et vulkanudbrud på en gang. Vinduerne vibrerede, og plancherne fra vores fremlæggelser om naturkatastrofer hang ironisk nok faretruende og bevægede sig over døren. Ordene, der havde forladt skoleinspektørens mund, kastede sig mod væggene og fik rummet til dirre, som om murstenene var ved at falde sammen – men selvfølgelig var det kun i mit hoved. Jeg kunne se, hvordan sætningen ramte den ene væg for så at flyve hen og smadre ind i den anden. Jeg er bange for, at Christina Jensen har begået selvmord. Hun blev fundet denne morgen. Jeg er bange for… selvmord… denne morgen… bange for… selvmord. Selvmord. Noget varmt fandt min hånd under bordet, og jeg kiggede på Tom, der stirrede chokeret ud i rummet, mens hans dirrende hånd lå i min.

”Dette er selvfølgelig en helt forfærdelig nyhed. Jeg ved, at det må være hårdt at opleve dette om en klassekammerat. Det viser sig at Christina har haft en værre depression det sidste års tid. Men det gør det selvfølgelig ikke nemmere at håndtere,” sukkede skoleinspektøren – han anede tydeligvis ikke, hvordan han skulle gøre i denne situation, og på et ubevidst plan fik jeg ondt af ham – resten af mig fokuserede på Marias ryg. Hun brød pludselig ud i højlydt gråd og lagde sig ind over bordet. Vores lærerinde kom hende hurtigt til hjælp og klappede hende trøstende på ryggen. Selvfølgelig gik der intet mindre end en fjerdedel af et sekund, før hendes fem bedste veninder stod rundt om hende og kom med beroligende ord. Jeg tror endda, jeg spottede et par dråber løbe ned af Alices kind. Den hånd, der ikke lå i Toms, knyttede sig til en hård knytnæve. Jeg opfattede et par ord, der fløj ud af Marias hulkende lyde.

”… så forfærdeligt… ikke forstå det… hun var så sød.”

Jeg så rødt. Jeg huskede tydeligt, hvordan Maria og hendes veninder – Sekskløveren, som de kaldte sig selv – havde gjort grin med Christinas briller siden den dag for to år siden, da hun først trådte ind i klassen som den nye pige. Det var ikke den klassiske brille-abe joke. Det var på et mere sarkastisk, pige-ondskabsfuldt plan. Flotte briller, Christina. Hvilket mærke er det? H&M? Derefter ville de fnise og himle med øjnene over hendes grønne sweater, og Christina ville krybe mere sammen og gemme sig i hjørnet med en bog. Eller hun ville finde sin madpakke frem, og en af pigerne fra Sekskløveren ville højlydt råbe ud i klassen: Ew. Her lugter af spegepølse! Det er bare det klammeste! Og Christina ville skyldbevidst, med bøjet hoved liste hen til skraldespanden og lade sin mad med spegepølse glide ned i den lyseblå kasse. Sekskløveren ville sende hende onde blikke og hviske resten af pausen, mens de skiftevis mumlede i hinandens øre og kiggede med afsky på Christina, som sad i hjørnet og fortvivlet prøvede at skjule de salte dråber, der løb fra hendes kinder og lavede våde prikker i hendes bog. Næste dag ville hun bravt vende tilbage og desperat prøve at vinde deres respekt og venskab – og endnu et afslag ville slå en lille flig af hendes selvtillid, og få hende til at føle sig forkert, værdiløs og grim. Jeg vidste, hvordan det var: ydmygelsen ved hvert afslag og beslutsomheden, man følte, når man næste dag modigt prøvede at komme til at tale med dem igen. Jeg talte aldrig om det og indrømmede det sjældent, men jeg var præcis som Christina nogle år tidligere. Så mødte jeg Tom, som beviste at jeg ikke behøvede en flok selvcentrerede piger for at være glad, og jeg bildte mig selv ind, at jeg var for sej til Sekskløveren. Sandheden var, at jeg endelig var blevet nedbrudt nok til at give op. Det havde taget år at genopbygge mig selv – noget Christina aldrig ville få muligheden for.

”Amber…” mumlede Tom og gav min hånd et klem. Advarslen lå tydeligt under hans tonefald.

”Møgkælling,” hvislede jeg rasende. Tom sukkede, nærmest for at sige here we go.

”Hun var så sød ved alle. Jeg vidste det slet ikke!” udbrød Maria fra sin plads, og resten af Sekskløveren mumlede bekræftende – Freja lagde armen om Alice, der begyndte at græde heftigere. Okay. Så er det godt. Tanken fløj gennem mit hoved, og så havde jeg revet mig fri af Toms hånd og kæmpet mig gennem Marias lille tilskuerskare, til jeg havde et solidt greb i silkekraven på hendes skjorte. Omkring mig kom folk med overraskede gisp. De havde helt sikkert ikke set den komme. Amber blandede sig aldrig i Sekskløverens sager. Aldrig. Nogensinde.

Amber, har du glemt at gå i bad? Du virker lidt beskidt.

Blond hår er bare meget pænere end brunt. Synes du ikke, Amber?

Amber, hvor er det du er fra i Afrika? Er det sådan et sted, hvor folk dør af sult?

Jeg troede bare du var sort? Er der virkelig forskel på latino og sort?

Lækker bluse, Amber. Sådan helt retro. Har det været din mors? Eller har hun vævet den til dig i hjemlandet?

”Hvor vover du?” hvislede jeg og skubbede hende op mod bordet. I hendes øjne så jeg en overvældende frygt. Frygt og skyld. I det mindste vidste hun det. ”Hvor vover du at tale sådan om hende? Din uforskammede, respektløse, lille…”

”Amber!” udbrød vores lærerinde fortvivlet. Nogen greb fat i mig bagfra og løftede mig væk fra Maria, der nu græd endnu mere hjerteskærende.

”Slip mig!” råbte jeg og vred mig i personens greb.

”Vil du gerne bortvises?” hvæssede Tom i mit øre og gav slip, kun for at skubbe mig hen mod døren.

”Så går vi,” mumlede han bestemt og skubbede mig ud af døren og ud i kulden, ”hun er bare chokeret og ked af det. Jeg følger hende hjem,” sagde han undskyldende bagud. Jeg begyndte at gå hurtigere, væk fra Maria og skolen og Tom. Væk fra Christinas spøgelse, der hele tiden stod i hjørnet og så det hele – og bebrejdede alle. Jeg tørrede vredt en bortløben tåre væk fra min kind og stak hænderne ned i lommerne på min læderjakke. Den her by havde altid været grå, mørk og kold. Men den dag var det bare endnu værre.

”Amber! Hold nu op! Amber, for helvede!” råbte Tom bag mig. Jeg ignorerede ham, mens jeg balancerede hen over den rystende jordoverflade. Jeg bevægede mig længere og længere væk fra skolen, men rystelserne var de samme. Jeg kunne ikke løbe fra det her. Endelig stoppede jeg, da jeg nåede havnen med et barnligt håb om, at den salte vind ville klare mine tanker, som den gjorde da jeg var lille, og satte mig følelsesløst på kajen.

”Shit…” hviskede jeg. Jeg kunne ikke se tsunamien. Jeg kunne ikke se røgsøjlen fra vulkanen. Men de var derude et sted, kastede sig mod væggene, både i klassen, i universet og i mit indre. Der gik ikke længe før Tom satte sig ved siden af mig og var klog nok til ikke at røre mig igen.

”Jeg troede, det ville stoppe… når jeg kom længere væk… men det er her stadig,” mumlede jeg grådkvalt. Jeg ville ikke græde. Jeg nægtede. Egoistisk som det var ville jeg ikke græde over Christinas død. Jeg ville ikke være som Maria. Desuden følte jeg ikke at jeg havde… ret til at græde over hende.

”Hvad ville gå væk?” hviskede han blidt.

”Rystelserne… de giver mig kvalme.” Tom forblev stille lidt. Han kendte mig godt nok til at forstå, også selvom han… ikke forstod. Bølgerne slog mod muren under os, og en gang imellem ramte skumsprøjt os og efterlod våde prikker på vores jeans. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, om Christina ville have begået selvmord, hvis en person som Tom kom og reddede hende. Ligesom han reddede mig.

”Det er ikke din skyld, Amber. Det ved du godt, ikke?” sagde han så langsomt.

”Åhr, rend mig!” bed jeg og stirrede på et skib i horisonten. Hvor mon det var på vej hen? Kunne jeg komme med?

”Slap nu af,” sukkede han, og jeg kunne høre, hvordan han rullede med øjnene. Det kunne man altid høre på hans tonefald: opgivende og irriteret samtidig, så vidste man, at de grønne øjne kørte rundt i ansigtet på ham.

”Nej. Du ved godt, at det er løgn.”

”Du er ikke en del af Sekskløveren, Amber. Du gjorde aldrig noget ondt ved Christina,” han lød så overbevisende – og jeg vidste, at han mest af alt prøvede at overbevise sig selv.

”Jeg hader, at være en del af den her fucking race. Hver gang noget går galt, finder vi en million undskyldninger for, at det ikke var vores skyld. Ved du hvad, Tom? Maria sidder nok og gør præcis det samme lige nu. Christina var depressiv. Det var ikke min skyld. Så tarvelige var vi da heller ikke. Hun sagde jo aldrig noget til det,” sagde jeg med forvrænget, forsødmet stemme.

”Du kan ikke bebrejde dig selv! Du havde jo intet at gøre med Christina,” indvendte han.

”Kan du overhovedet høre, hvad du selv siger?” udbrød jeg vantro. Han lukkede øjnene flygtigt.

”Tror du virkelig, du kunne have reddet hende?” sukkede han opgivende. Nogle gange blev jeg for meget for Tom. For dyb, for eftertænksom, for deprimerende. For aggressiv. Jeg forstod ham godt – det der bare var ved Tom, var at han alligevel aldrig gav op. Selvom jeg drev ham til vanvid, forlod han mig aldrig. For mig var det det, der gjorde, at vi var bedste venner. Han opgav mig aldrig.

”Det ved jeg ikke. Jeg snakkede jo for fanden aldrig med pigen! Og det er jo det, der er problemet, ikke? Ved du, hvad det er, du laver lige nu? Præcis det samme som fucking alle andre, der kendte Christina. Du overbeviser dig selv om, at det ikke er din skyld, så du kan leve videre i fred. Du fortæller dig selv løgnen så mange gange, at du tror på den – og til sidst begynder andre også at tro på det.”

”Siger du, at jeg er skyldig i hendes død?” udbrød Tom forvirret og såret. Jeg himlede med øjnene – han fattede absolut intet. Intelligente Tom, menneskekendende Tom. Han kunne ganske enkelt ikke se den selviske, intetsigende, sammenstyrtende, løgnagtige verden vi levede i – hvordan skulle han også kunne det, når alting var dækket af et tykt lag af støv?

”Ja, Tom. Lige nu sidder du indebrændt og bebrejder Sekskløveren fordi ja, det var dem, der var ondskabsfulde mod hende. I dette øjeblik er Sekskløveren i gang med præcis det samme, som du har gjort siden skoleinspektøren fortalte os det: de overbeviser dem selv om, at det ikke var deres skyld. Det er et overlevelsesinstinkt. Hvis vi skulle føle skyld over alt det lort, der sker i vores liv, ville vi alle gå psykisk ned. Så din underbevidsthed fralægger sig gradvist skylden, så du kan leve videre. Og det er det, der pisser mig af! Hvorfor kan vi aldrig tage ansvar? Jeg er ansvarlig for Christinas død, præcis ligesom alle andre der kendte hende: for jeg vidste, at hun havde det skidt, jeg kunne se det, og jeg gjorde ikke en skid ved det.” Jeg greb en sten og kastede den rasende mod vandet. Det var noget, Tom havde lært mig: jeg skulle prøve at komme af med min vrede på en udad reagerende måde, men så lidt destruktivt som muligt, så jeg ikke sårede mig selv eller andre. Når jeg kunne mærke, at jeg var ved at miste kontrollen, sparkede jeg til en sten eller rev et papir i småstykker, og underligt nok virkede det.

”Okay. Du har ret. Vi vidste det. Men… Amber, det er sgu okay at være bange,” sagde han langsomt og forsigtigt.

”Jeg er ikke bange!” bed jeg.

”Ikke? Før Christina var de efter dig. Det ved vi begge to. Nu er det dig, der lyver.” Pis. Han havde altid ret. Eller… i hvert fald næsten altid. Jeg sukkede stille.

”Jeg burde ikke lade min frygt stoppe mig fra at hjælpe andre. Faktisk er jeg mere ansvarlig for hendes død end nogen af jer andre: jeg ved, hvad hun gik igennem. Jeg… jeg…” jeg brød endelig sammen. Forsigtigt lænede jeg mig frem og skjulte mit ansigt i mine hænder, mens jeg lydløst og rystende gav tårerne frit løb. Tom rørte mig stadig ikke. Han vidste bedre.

”Det værste er…” hikstede jeg og tog mig sammen, tørrede øjnene og rettede mig op, ”det værste er, at om et par år vil Christina bare være et svagt minde, noget ubehageligt der skete i vores fortid. Vi er skabt til at glemme de forfærdelige ting. Ubevist… lukker vi bare øjnene… og så føles det som om, intet har ændret sig. Vi fikser problemet og bevæger os videre uden at se tilbage. Vi lærer intet af vores fejl. Det er som om… som om der ikke er noget valg. Men det er der. Man kan vælge bare at ordne problemet og leve videre, som man altid har gjort, eller man kan ændre sig og arbejde med sine egne fejl. Hvorfor er der ingen, der vælger den sidste mulighed? Det gør jeg jo heller ikke. Hvad vil jeg gøre næste gang, jeg oplever, at nogen bliver mobbet? Ingenting. Jeg vil stadig være skide bange for at blive den næste, så jeg vil vende det blinde øje til. Også selvom nogen døde i dag! Christina døde, fordi vi alle var for bange til at hjælpe. Og vi vil altid være for bange til at hjælpe. Det er så selvisk. Vi er alle sammen så selviske. En eller anden dag når vi har dræbt den ene person efter den anden… ender vi med at…” jeg gav op, kunne ikke finde ordene til at beskrive, hvordan jeg følte. Vores verden var proppet med folk som Sekskløveren, der trådte på andre for at få det bedre med dem selv, og oversvømmet med folk som Christina, der blev trådt på og til sidst blev knust under vægten af de mennesker, der stod på hende. Folk som Christina og mig. Jeg havde aldrig følt mig mere taknemmelig over Tom, der fik trukket mig ud, væk fra andres sko, så jeg igen kunne trække vejret.

”En eller anden dag når vi har dræbt den ene person efter den anden, bliver vi vores egen undergang,” sagde Tom pludselig, og jeg nikkede halvkvalt. Han nikkede også lidt og lagde så armen om mig. Jeg hvilede hovedet på hans skulder og greb hans hånd der ikke lå om min nakke. Kontrasten mellem vores hudfarver, min mørke i hans lyse, gav mig en klump i maven. Jeg følte mig anderledes før i tiden. Tiden Før Tom, som jeg i sjov kaldte den. Men Toms hånd passede i min som en puslespilbrik. Selv farverne virkede rigtige mod hinanden. Siden jeg startede i skole, følte jeg mig værdiløs på grund af Sekskløveren. Men dagen Christina døde følte jeg for første gang, at Sekskløveren tog fejl. Jeg var aldrig forkert. Jeg lukkede øjnene og krøb tættere på Tom, min bedste ven i hele verden. Tænk at en anden person, et andet mobbeoffer, skulle dø, før jeg fandt ud af, at jeg var noget værd. Igen fik jeg lyst til at kaste op over mig selv – jeg snakkede og brokkede mig over selviskheden af verden, men jeg var præcis som alle de andre.

”Så vi er altså kommet frem til, at vi er skyld i Christinas død, vi er selviske, du er bange og intet ændrer sig. Korrekt?” sukkede Tom og gav min hånd et klem.

”Jah…” mumlede jeg og lukkede øjnene. Hvis bare det var sådan. Hvis bare jeg kunne lukke øjnene, og så ville alting være som før. Men det ville ikke bringe Christina tilbage.

”Det er sgu deprimerende.”

”Det er det sgu,” sukkede jeg og hev benene op under mig. Vi sad i stilhed og kiggede ud over vandet. Jeg holdt øje med det store skib, der blev en mindre og mindre prik indtil det forsvandt i horisonten. Jeg havde ikke længere lyst til at tage med det. Jeg ville blive her, sammen med Tom.

”Kan du huske de fremlæggelser, vi lavede om naturkatastrofer?” spurgte jeg efter en lang pause.

”Huh?” mumlede han fraværende.

”De fremlæggelser vi lavede i sidste måned. Vi havde om Vesuv. Du ved, Italien og alt det der,” forklarede jeg med hæs stemme.

”Nå ja. Den der vulkan. Pompeii og Herculaneum og så videre. Hvad med den?”

”Kan du ikke se det? Christina var Pompeii, og Sekskløveren er Vesuv, der totalt destruerede hende,” hviskede jeg. Pompeii blev månederne før udbruddet ramt af adskillige jordskælv, der væltede bygninger – men det var helt normalt for byen. Da Vesuv gik i udbrud blev Pompeii dækket af et seks meter tykt lag støv, og alle døde på et splitsekund. Jeg skuttede mig og klemte de tårer, der gemte sig i mine øjenkroge, tilbage.

”Hvad er vi så?” spurgte Tom forsigtigt – han var vidst ikke sikker på, om han ønskede at høre svaret. Jeg var ikke sikker på, om jeg ønskede at sige det højt.

”Os? Vi er de skide natur-geografikere, som forudser al lortet, men redder vores egen røv på bekostning af en hel by.”

 

Og Pompeii faldt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...