Mine stile

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 28 nov. 2013
  • Status: Igang
Mine stile til skolen.
Jeg har kun publiceret dem til læsning og får at man kan søge inspiration, IKKE til kopiere.

2Likes
2Kommentarer
343Visninger
AA

1. Dukken ved stranden

Dukken

Vinden blev stærkere og Delilah trak hætten lidt længere ned over ansigtet. Skyerne var mørke og faretruende, men det regnede ikke endnu. Hun stoppede op, for at kigge ud over havet. Det var mørke blåt med høje bølger. I horisonten kunne hun se sejlet fra en kølbåd. Det lå så skævt, at hun var bange for, at det skulle vælte hvert øjeblik; men hun huskede, at kølbåde var ekstremt svære at vælte. Det var nemlig således, at desto mere vinden pressede sejlet mod vandet, desto mere pressede kølen det ned igen. Normalt ville alle besætningsmedlemmer i et sådant tilfælde side helt oppe på luv side af båden, for at give ekstra modvægt til sejlet. Men på den anden side ville de fleste skippere slet ikke udsætte hverken deres båd eller besætning for et sådant vejr, men hun vidste, at der altid var nogle gamle søulke der elskede at sejle i hårdt vejr. Hun smilede da hun tænkte over, at hun jo også selv elskede at være ude i hårdt vejr i hendes laser-jolle. Det var for hende en fantastisk følelse at mærke vinden og vandet prikke i øjnene og ansigtet, og hun elskede at mærke båden nærmest flyve hen over vandet. Dog var vejret den dag for meget til en jolle. Hvis hun kæntrede, ville hun nok brække en mast eller komme til skade.

Hun stod lidt og beundrede det flotte og vilde hav, der nærmest strakte sig uendeligt foran hende, næsten som et hypnotiserende skuespil. Det var som om, at nogle steder hele tiden var hvide, når bølgerne brækkede; men hver gang forsvandt det hvide, når hun kiggede derhen, hvorefter det dukkede op et nyt sted. Pludselig kom der ud af ingenting en høj bølge og hun hoppede forskrækket baglæns for at undgå, at hendes sko blev våde. Desværre var bølgen hurtigere og hun kunne mærke, hvordan vandet først gjorde hendes sko, og derefter hendes sokker våde. Hun bandede lavmælt for sig selv og overvejede, om hun skulle gå tilbage, men besluttede sig så imod. Hun tog både sko og sokker af og holdt dem i hånden, mens hun gik videre. Hendes fødder var kolde, men efter lidt tid var de blevet så følelsesløse, at hun sagtens kunne ignorere det. Det var hårdt at gå igennem det bløde og fine sand, så hun smøgede buksebenene op og gik nede i det hårde, våde sand i vandkanten. Vandet var ikke særlig koldt, selvom vinden og sandet var det, men det havde jo også været en varm sommer indtil nu.

Hun følte sig lidt trist da hun tænkte over, at hun snart skulle i skole igen. Sommerferien var næsten slut, men hun glædede sig alligevel til at se klassekammeraterne igen. Hun havde ikke set nogen af dem hele ferien, og spekulerede på, hvad de mon havde lavet. Hun huskede at, Amelie skulle til Canada og England i et det meste af ferien, Katrine og Sofie sammen skulle i sprogskole i Oxford og Louise skulle til Australien og besøge Natalie. For Delilah havde det været en lidt kedelig ferie uden de store rejser eller events, men det havde hun egentlig ikke så meget imod. Hun og hendes familie havde været ude og rejse meget i sidste år og det havde været dejligt med en pause. Ikke fordi det ikke havde været spændende at se nye lande, kulturer og kontinenter, men det var nu også dejligt at være hjemme.

Hun gik i noget tid og tænkte lidt på de andre i skolen. Hun havde ikke specielt travlt og gik langsomt. Pludselig kom solen frem mellem skyerne og hun satte sig ned på en stor sten ved vandkanten, for at nyde solens varme. Sådan sad hun i lidt tid og nød de varme stråler mod sit ansigt. Men den blev ikke længe og snart dækkede skyerne igen for den. Hun kiggede sig kort omkring og kom pludselig i tanke om noget, hun troede hun havde glemt for mange år siden.

 

Det havde været en dejlig solskinsrig dag for et par år siden og hun var gået ned på stranden med sine forældre for at nyde det gode vejr. Det var varmt og hun nød at svømme i det kolde vand. Da hendes forældre tog sig en lille middagslur i skyggen af et stort træ, tog hun på opdagelsesrejse ned langs stranden. Tiden var fløjet af sted mens hun gik og undersøgte alt fra gamle plastikflasker til smukke muslingeskaller. Den dag var hun også kommet til de sten her, og havde fundet noget højst mærkværdigt, nemlig en stor dukke. Den lå nede i vandkanten og var halvt dækket af tang, men ellers var den helt i orden.  Hun samlede den op og gik hen til et sted, hvor der ikke var så meget tang, og vadede ud for at skylle den i havet. Hun fjernede tangen og vaskede snavset og sandet af den. Hun besluttede sig med det samme for, at dukken var hendes egen, og døbte den derfor også. Hun havde lige været til dåb for et par uger siden og huskede, at man skulle dyppe barnet tre gange i vand. Det gjorde hun og døbte dukken Lia. Lia havde store brune øjne, som lukkede, når hun lå fladt i Delilahs arme, og intet hår. Hun gik op af vandet og løb tilbage til hendes forældre for at vise dem dukken.

,,Se hvad jeg har fundet, mor’’ råbte hun da hun kom nærmere til hvor hendes forældre lå.

,,Hvad er det, Delilah?’’ spurgte moren og satte sig søvnig op.

Delilah løb hen til hende og viste hendes nye dukke frem.

,,Se, hun hedder Lia’’, gav hun stolt til kende og lyste over hele ansigtet. Moren tog dukken og tog den i skarpt øje syn.

,,Hvor har du den fra?’’ spurgte hun, ,,Det er ikke din, vel?’’

,,Nej, jeg fandt hende på stranden og hun var helt alene og lå nede i vandet og der var ingen, der tog sig af hende og jeg ved ikke, hvem der ejer hende, for der var ikke nogen, der tog sig af hende og hun var helt fuld af tang, men må jeg ikke nok beholde hende mor, må jeg ikke nok?’’ spurgte hun og var pludselig en lille smule urolig, for hun ville så gerne beholde Lia.

,,Men skattemus, tror du da ikke, at hun tilhører nogen, og at de bare glemte hende her på stranden?’’

,, Men nu fandt jeg hende jo, og drengene i børnehaven siger, at det man finder på jorden, må man beholde, for hvis folk taber noget, så vil de jo ikke have det, fordi de ikke passe nok på det, mor, så derfor må jeg jo godt beholde Lia, ikke?’’ spurgte hun og blev ked af det. For hun vidste godt, at bare fordi man tabte noget, betød det ikke, at man ikke ville have det. Hun havde engang tabt sin halskæde i børnehaven og var blevet dybt ulykkelig, da en af drengene havde taget den. Hun syntes egentlig, at det var en dum regel, men hun ville så gerne beholde Lia.

,,Bare fordi man har tabt eller glemt noget, betyder det da ikke, at man ikke holder af det. Måske holdt den pige, der glemte Lia, virkelig meget af hende og er nu dybt ulykkelig over, at hun har glemt hende her på stranden. Og forestil dig, at hun nu kommer tilbage, og Lia er væk. Tror du så ikke, at hun vil blive virkelig ked af det?’’ blandede hendes far sig.

,,Hvad ville du gøre, hvis Findus pludselig en dag forsvandt og du aldrig ville få ham at se igen? Ville du så ikke også være dybt ulykkelig?’’ spurgte hendes mor.

Delilah så ned i jorden og tårerne begyndte straks at komme op i hendes øjne. Findus var deres kat og hun elskede ham over alt på jorden. De havde adopteret ham fra et dyreinternat, og hun havde syntes han lignede den lille kat fra Sven Nordqvists bog ’Pedersen og Findus’, så derfor havde hun døbt ham Findus.

,,Jo mor, det ville jeg. Jeg ville være rigtig ked af det, hvis Findus var væk og jeg aldrig nogensinde fik ham at se igen, men jeg vil ikke lade Lia ligge på stenene, for de er så kolde og der er så vådt og hun vil jo nok bare blive forkølet, hvis pigen der ejer hende ikke kommer, for hun har jo ikke noget tøj på og det er så koldt, og hvad nu, hvis det bliver mørkt og der kommer vind, mor?’’

,,Nu skal du se’’ sagde moren og tog et lille grønblåt håndklæde og viklede Lia ind i det, ,,se? nu viser du mig, hvor du fandt hende og så lægger vi hende oven på en stor sten, så pigen der ejer hende, nemt kan finde hende. Og så længe hun er viklet ind i håndklædet, vil hun hverken fryse eller blive våd’’

Hun rejste sig op og tog Delilah i hånden og fulgte hende hen til stenene.

 

                       Selvom det var mange år siden, gik Delilah rundt mellem stenene og forventede næsten, at finde et grønblåt håndklæde med en dukke svøbt ind i det. Hun så på sit ur og besluttede, at det nok var tid til at gå hjem. Mens hun gik, undrede hun sig over, om Lia mon nogensinde fandt sin ejer, eller hvad der mon kunne være sket med den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...