Engletårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Og Toshira spillede for dem. Hun spillede farverne frem i de grå menneske, glæden frem i de triste. Toshira spillede, så alle dem der lyttede, blev glade igen. Hun spillede livsglæden tilbage i deres hjerter, og mængden af sultne ansigter blev større og større.
-------------------------------------------------------------------
En illustreret historie :) Arbejder ligenu på et nyt cover, og evt. en ny titel - kom endelig med forslag :) Obs. Der mangler billeder til de sidste to kapitler (del 5 & del 6). Del 5 er publiceret, mens del 6 endnu ikke er :) Jeg skal nok forsøge at lave billeder, men ligenu kan jeg virkelig ikke tegne... Overvejer lidt at lave alle billederne om, så det bliver noget jeg tegner i hånden, men ved det ikke helt :)

20Likes
23Kommentarer
1191Visninger
AA

6. Del 6

Toshira kunne mærke lyset og livet strømme ud fra Ashay, og selvom det gik ganske langsomt, kunne hun mærke hvordan mørket forsvandt. Hun forstod det ikke helt. Ligegyldigt hvor meget lys han gav hende, blev han ved med at stråle af energi og livskraft.

Toshiras tanker vandrede tilbage til natten. Hun kunne svagt huske at hendes far var gået fra hende, da hun lå døende på fortovet. Og hun huskede og savnede Tikalas milde øjne. Hun selv var fri ligenu, gik det op for hende, men Tikala var stadigvæk fanget.  Skønt tanken gjorde ondt, var hun nødt til at fortsætte. Tanken om at hendes far ikke elskede hende, gjorde også ondt, men hun kunne mærke kraften fra Ashay, og det gjorde det hele lidt bedre. Jeg kommer efter dig en dag, Tikala. Det lover jeg. Toshira lod sig glide helt ned i søvnen.

Ashay betragtede den spinkle pige, imens han holdt fast i hendes hånd. Forlad mig ikke, havde hun sagt. Måske mente hun kun imens hun sov, men Ashay var villig til at blive så længe det skulle være. Der var noget ved hende, en hjælpeløshed, og så alligevel en styrke, der fik ham til at ønske at blive hos hende forevigt.

Jo mere han kiggede på hende, jo mere enig med sig selv blev han, om at hun var den smukkeste pige han nogensinde havde set. Hun lignede virkelig en engel.

***

Tikala sad og kiggede ud i den mørke morgen. Hun havde ikke grædt, da hendes far havde forklaret at Toshira var død. Og at han syntes det var fortjent, men at han ærgede sig over tabet af fløjten. Tikala græd stadigvæk ikke, og havde ikke lyst til det. Hun troede ganske simpelt ikke på at Toshira var død. Tikala behøvede kun kigge ud på det begyndende daggry, for at blive overbevist om, at Toshira var derude et sted.

”En dag vil jeg finde dig, Toshira. Det lover jeg.” Hviskede hun. Så vendte hun sig om, og lagde sig hen i Toshiras seng, for at forsøge at mærke sin søsters nærvær.

***

Toshira åbnede øjnene, og så lige ind i Ashays grønne øjne. Hun havde det meget bedre, og følte sig klar i hoved og krop. Forsigtigt greb hun ud efter fløjten. Den føltes stadigvæk perfekt at have i hånden, og Toshira knugede den ind til sig. Så satte hun sig op, og så på Ashay igen. Hun smilede til ham.

”Er der nogensinde nogen der har fortalt dig at du ligner en engel, Toshira?” Spurgte Ashay smilende. Toshiras øjne slap et par tårer løs.

”Ja.” Græd hun smilende. ”Det er der.” Ashay så på hende. Han spurgte ikke mere ind til hendes historie, for han var overbevist om han nok skulle få den fortalt en dag. Ligenu betragtede han blot hendes tårer. De skinnede svagt i lyset, og lignede små diamanter når de faldt ned over hendes kinder. Ashay smilede. Engletårer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...