Engletårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Og Toshira spillede for dem. Hun spillede farverne frem i de grå menneske, glæden frem i de triste. Toshira spillede, så alle dem der lyttede, blev glade igen. Hun spillede livsglæden tilbage i deres hjerter, og mængden af sultne ansigter blev større og større.
-------------------------------------------------------------------
En illustreret historie :) Arbejder ligenu på et nyt cover, og evt. en ny titel - kom endelig med forslag :) Obs. Der mangler billeder til de sidste to kapitler (del 5 & del 6). Del 5 er publiceret, mens del 6 endnu ikke er :) Jeg skal nok forsøge at lave billeder, men ligenu kan jeg virkelig ikke tegne... Overvejer lidt at lave alle billederne om, så det bliver noget jeg tegner i hånden, men ved det ikke helt :)

20Likes
23Kommentarer
1154Visninger
AA

4. Del 4


Toshira var ved at falde om af træthed, men engang imellem skævede hun til den lille trækasse, der var fyldt op med mønter og sedler, og det overbeviste hende om, at hun godt kunne spille lidt længere. Mængden omkring hende var holdt op med at vokse, men selv det at spille for de godt 20 der stod tilbage, kostede en god mængde energi. Og Toshira kunne mærke hvordan mørket indeni var begyndt at overtage det hele.

Hun svajede endnu engang, men alligevel blev hun ved med at fortælle sig selv, at hun godt lige kunne klare en tone mere... Og en mere, og en mere, og en mere. Tilsidst begyndte også hendes syn at flimre, og hun kunne ikke skælne de mange grå ansigter fra hinanden. Toshira lagde næsten ikke mærke til at hun faldt, men  ligefør alt blev sort, så hun et velkendt ansigt. Hendes far kom gående igennem mængden, med kurs mod hende. Toshira lukkede øjnene.

Toshira sad og kiggede ud på regnen der faldt i mørket. Hendes øjne var tørre efter at have grædt så meget, og hendes ene kinder sved, efter at hendes far havde slået hende, da hun kom for sent hjem. Hun havde set en guitarist, den dag. Selvom hun havde hørt ordet før, havde hun aldrig kendt andre instrumenter end fløjten.

Han havde stået på gaden og spillet, med guitarkassen foran sig. Der lå penge i kassen, og en gang i mellem kom der nogle mennesker hen og kastede et par mønter i kassen. Hun var blevet for at lytte så længe, at hun kom alt for sent hjem, og hendes far havde slået hende og kaldt hende uduelig. Toshira var overbevist om, at han ikke elskede hende.

Hun ønskede inderligt at være alt det, han ønskede, hun var, men hendes kinder sved, og hun tænkte sig længe om. Måske, måske ønskede hendes far i virkeligheden at hun ikke var der. At hun og Tikala forsvandt. Men det krævede penge at stikke af hjemmefra, og sådan nogen havde Toshira ikke. Endnu engang faldt hendes tanker på guitaristen, og en idé tog form. Måske kunne hun gøre det samme – det krævede bare at hun kunne ’bortføre’ fløjten fra dens plads i skabet nedenunder... Måske kunne det lade sig gøre, men det krævede list. Toshira kiggede endnu engang ud på regndråberne, der faldt udenfor.

Faren bevægede sig hastigt hen mod Toshira, og satte sig ned på hug foran hende. Frustreret slog han hende over kinden.

”Vågn op Toshira.” Hviskede han desperat.

”Jeg elsker dig far.” Lød Toshiras stemme som en hvisken.  Hun havde lukkede øjne,  og ordene var så svage, at han kun lige akkurat kunne opfange dem. Med en hidsig bevægelse rev han fløjten ud af hånden på hende, og førte den op til munden. Han forsøgte at spille et par toner, men fløjten lukkede ikke lydene ud. Tilsidst rejste han sig op, og smed fløjten på jorden.

”Du har spillet både dig selv og fløjten til døde.” Hvæsede han. ”Nu må du dø for dig selv, Toshira. Farvel.” Toshira var så langt inde i mørket, at hun ikke hørte de hårde ord, men alligevel var det som om mørket voksede endnu mere. Hun havde haft ret. Hendes far elskede hende ikke.

Faren havde vendt sig om, og gik med hurtige skridt væk fra menneskemængden. Også de andre mennesker begyndte at trække sig væk, og Toshira gled længere og længere ind i sit eget mørke. Hun mistede tidsfornemmelsen fuldstændig, men ligefør hun skulle til at overgive sig helt, brød et klart lys igennem mørket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...